MARIELYST: Hos Golf & Fun Park i Marielyst er det ikke kun turisterne fra sommerhusene, der dukker op for et slag minigolf eller prøve nogle af de mange andre tilbud som bumperballs og freesbegolf. Indehaverne Morten Andersen og Jeanette Wang sælger også pakkeløsninger.
- Den anden dag hentede jeg en gruppe i Næstved og efter de havde hygget sig med spil og spist en grillmenu, kørte jeg dem hjem igen, fortæller Morten Andersen.
Hygge håber parret også der bliver, hver torsdag i skolernes sommerferie, når de inviterer til grisefest i parken.
- Vores udgangspunkt var egentlig, at folk skulle kunne komme ind fra gaden, men det er slut. Folk booker på forhånd, så vi får fuldt optaget, fortæller Jeanette Wang.
Det er i høj grad familier, der kommer til grisefest, og så spiller de spil inden maden, forklarer hun.
Beach soccer
Marielyst Golf & Fun Park fik sidste sommer en beach soccerbane der passer til spillere fra u8-u15. Den bane har udløst et værtskab for en turnering i slutningen af august. Og den sidste weekend i august, skal de desuden være værter for et stævne i Lykkeligaen.
Stævner lægger de kun baner til udenfor skoleferien, for i højsæsonen er der ikke plads til andet en turisterne.
I løbet af vinterens og foråret er der blevet etableret et stort legeområde for børn. Jeanette Wang og Morten Andersen vil nemlig gerne gøre mere for børnefamilierne. Det er blevet taget godt imod.
Parret oplever at sommerhusgæster med små børn, dukker op tidlig morgen og benytter området allerede inden de øvrige aktiviteter åbner.
Populær vandleg
Blandt andet det nye vandleg er populær.
- Vand er altid populært. Vi har lagt sand under vandlegen og det er blevet taget godt imod. Børnene har gravet kanaler i sandet hele vejen rundt om vandlegen. Det er pivskønt, mener Jeanette Wang
Vandlegen er ligesom svævebanen, hoppepuden og andre børnelegeting, ganske gratis at benytte, kun hvis man vil køre med bilerne, koster det en tier.
- Vi håber selvfølgelig at de køber en kop kaffe eller en is, når de er her, siger Jeanette Wang.
Minigolf slår det hele
Ellers kan man køre på segway på en bane, spille minigolf på en af Danmarks største minigolfbaner med 18 huller, eller spille frisbeegolf, paddel tennis lege med bumperballs og flere andre ting.
Selvom der er kommet mange forskellige aktiviteter til, er minigolfbanen stadig særdeles populær.
- Der er ofte kø til banen i højsæsonen, for vi lukker ikke for mange ind ad gangen, alle skal gerne have en god oplevelse, siger Jeanette Wang.
Fodboldgolf er også blevet populært, der får man en god gåtur mens man spiller.
Der er mange polterabender, der lægger vejen forbi og flere grupper og foreninger kommer igen år efter år.
- Nogen bestiller på forhånd andre dukker bare op. Vi sørger for alle får en god oplevelse, siger Jeanette Wang.
Og Golf & Fun Park er en af de meget populære aktiviteter i sommerlandet. I den første uge af skolernes sommerferie rundede parken 13.000 besøgende i år.
I parket oplever de også at både tyskere og skandinavere efter to år med corona-fravær vender tilbage.
Klipper hæk syv gange
- Vi har også fået meget mere glæde af danskerne i sommerhusene. Der er mange, der er blevet opmærksomme på, at de kan købe et årskort. Det er godt for dem og godt for os, siger Jeanette Wang.
Der er mange, mange meter hæk der deler områderne i Golf & Fun Park op, og de bliver passet omhyggeligt.
Morten Andersen har allerede klippet hækkene fire gange i år. I løbet af sommersæsonen når han at klippe dem syv gange.
- Her skal se ordentligt ud, det er et must, slår han fast.
Og så vil parret gerne have, at folk kan kigge ind og se fornøjelserne. Da de overtog parken i 2015, var den lidt et vildnis.
- Lige nu har parret overvejelser om at udvide havestuen, så man kan komme til at lave mad derinde. Hvornår det bliver, er der ingen planer om, for parret udvider forsigtigt, de vil gerne se resultaterne af en investering, inden de laver en ny.