Nye miljøgifte overses i lovgivningen

SØLLESTED: Gennem et par år har vandværksbestyrelserne over det ganske land ligget i forhandlinger med landmænd med jord i de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Altså jord, som ligger omkring 300 meter fra en vandværksboring. Tegnet i en cirkel fra selve boringen løber de boringsnære beskyttelsesområder typisk op i en hektar, som kan være ren landbrugsjord eller – som i tilfældet ved Søllested Vandværk – mest ligger i et skovområde.

I alle tilfælde skal den, som ejer jord omkring en vandværksboring, kompenseres for ikke længere at kunne sprøjte i områder, som fremover skal ligge fri for dyrkning med pesticider af hensyn til vandværkernes produktion af drikkevand så rent og giftfrit som overhovedet muligt.

Den enkelte jordbesidder skal fremover hvert år modtage en erstatning for ikke at kunne bruge jorden omkring de enkelte vandboringer. Penge, som vandværkernes brugere ikke får noget som helst ud af, mener Poul Erik Rasmussen og Flemming Møller, bestyrelsesformænd for vandværkerne i henholdsvis Søllested og Tirsted-Skørringe-Vejlby.

- Det er helt hen i vejret at frede et område omkring den enkelte boring, som på forhånd er fastsat fra centrale myndigheder. For det er jo slet ikke sikkert, at miljøfarlige stoffer kan påvises inden for den radius, som lovgivningen fastsætter. Måske befinder ”skurken” sig meget længere væk fra boringen, slår Poul Erik Rasmussen fast og forklarer, hvor meget bedre det ville være, hvis indsatsen mod giftstoffer i drikkevandet blev angrebet mere målrettet i det enkelte tilfælde end som nu, hvor der efter hans mening skydes med symbolske spredehagl.

Han har hørt om en kommune, hvor der blev fundet PFAS (perflouroalkydstoffer) – et af de nye og meget frygtede ”evighedskemikalier” – i spildevandet. I stedet for at indføre generelle regler mod det ene og det andet søgte man tilbage i systemet og fandt hurtigt frem til ”skurken”, som var en fabrik, der brugte rengøringsmidler med PFAS til at afvaske ting i produktionen med.

- Der blev taget hånd om problemet, og så kom der hurtigt og let orden på det, som Poul Erik Rasmussen konkluderer.

Landbrugets sprøjtegifte er nærmest fortid, når vi taler om grundvand.

Lokale vandboringer lukkes stadig på grund af forekomster af giftstoffer over de tilladte grænseværdier. Dog primært efter fund af udfasede pesticider, selvom de i dag er et lille og fortidigt problem i forhold til de nye miljøgifte, som tælles i 100.000-vis og stammer fra alt lige fra imprægnering af køkkenredskaber over rester fra maling til svampedræbende stoffer.

- Pesticiderne er stadig i grundvandet og vil være der gennem mange år endnu. Men der kommer ikke flere til, da alle de problematiske er forbudte i dag, slår Flemming Møller fast og henviser til professor i miljøgifte ved Københavns Universitet, Nina Cedergreen, som i adskillige foredrag har pointeret, at der skal et helt surrealistisk indtag af drikkevand til, før man risikerer at blive syg af pesticidrester: ”Mere end 1.000 liter postevand med rester af DMS, en af de sprøjtemiddelrester, som eksperterne er virkelig bekymrede for, skal dagligt gennem fordøjelsessystemet hos en gennemsnitsdansker, inden risikable aflejringer af giftstoffet truer helbredet”, vurderer professoren.

Til gengæld er der et utal af rester fra nye miljøgifte, som truer grundvand og danskernes ellers så højt besungne rene drikkevand.

Vi taler her for eksempel om rester fra medicin, maling og byggematerialer og om skadelige stoffer fra bildæk. Om kobber og plastblødgørere i vandrør – og ikke mindst om de skræmmende evighedskemikalier PFAS. De bruges i utallige sammenhænge og til at imprægnere alt lige fra køkkenredskaber til fritidstøj, til maling og emballage.

PFAS findes i 100.000-vis af forskellige afarter, og første gang danskerne højlydt blev bekendt med et af dem, var for et par år siden, hvor medlemmer af en kogræsserforening ved Korsør blev forgiftet med PFOS efter at have spist kød fra køer, som havde græsset på forurenede marker.

PFOS er en af de kun 20 former for PFAS’er, som i dag overvåges i vores drikkevand – uagtet, at stofferne mistænkes for i høje doser at kunne forårsage nerveskader, fosterskader, hæmme immunsystemet og øge risikoen for visse kræftformer.

Lige nu er Poul Erik Rasmussen og Flemming Møller i gang med at prissætte, hvor meget de enkelte landmænd med jord op til deres vandværkers vandboringer fremover skal kompenseres for ikke at sprøjte på arealerne op til vandboringerne. Penge, som ikke kommer vandværkerne og deres brugere til gode, mener de to formænd. For landbrugets sprøjtegifte er ikke længere de store skurke, når vi taler om rent drikkevand. Det er til gengæld alle de nye miljøgifte.

-

Der findes firmaer, som er eksperter i at uskadeliggøre rester af den slags gifte. Men det koster jo penge, og efter vores mening vil det give bedre mening at investere i at få elimineret rester efter de nye miljøgifte fremfor at kaste en masse penge ind i et symbolpolitisk projekt, som allerede er forældet, nemlig at kompensere ejere af jord, som ligger i boringsnære beskyttelsesområder. Det vil være udgifter, som ikke giver forbrugerne noget tilbage. Til gengæld taler vi om ren politisk symbolpolitik, mener Poul Erik Rasmussen og Flemming Møller, formænd fra vandværkerne i henholdsvis Søllested og Tirsted-Skørringe-Vejlby.