NYKØBING: 31. oktober havde restaurant Mindbjergs sidste åbningsdag på deres gamle adresse. 1. december åbner de igen i nye omgivelser.
Jonas Brier Mindbjerg og hans kone Jeab Niamsuwang har overtaget lokalerne, hvor restaurant Basta tidligere holdt til og torsdag 1. december er de klar til at fejre flytningen med et stort åbningsarrangement.
Pludselig var Basta lukket og lokalerne stod ubenyttede hen. 1. november overtog Jonas Brier Mindbjerg ikke bare nøglerne til forretningen, men også alt interiør.
- Vi har overtaget det hele, fortæller han.
Halvfyldte vinflasker
Og det hele, er vitterlig, det hele. Gamle tomme flasker, halvfyldte vinflasker, skilte, stole, borde, lamper og så videre.
Sjatter og tomme flasker blev smidt ud, men ellers beholder Jonas Brier Mindbjerg det hele.
Maden bliver delvis den samme, som der har kunnet købes hos Mindbjergs indtil nu, danske retter og smørrebrød. Men fremover vil der også kunne købes thai-retter.
Det er Jeab Niamsuwang, der i fremtiden vil sørge for at man kan spise originial thailandsk mad hos Mindbjergs.
Thaiaften
Og så planlægger parret at lave events i restauranten.
- Vi vil lave thaiaftener, og alle mulige andre aftener, fortæller Jonas Brier Mindbjerg.
Han håber, at de kan være klar med første event i restauranten en gang i januar. Parret er allerede i gang med at planlægge i det små.
- Det første event, bliver en thaiaften. Hvis det bliver muligt, vil vi gerne servere velkomstdrik i friske kokosnødder, fortæller han.
Til åbningen torsdag 1. december bliver der gode tilbud, livemusik og dj.
- Vi steger pattegris udenfor, den bliver klar sidst på eftermiddagen, men vi holder åbent fra klokken 12, fortæller Jonas Brier Mindbjerg.
Åbner klokken 10
Han planlægger at holde åbent alle dage fra klokken 10-21.
- Gågaden åbner klokken 10, så det gør vi også, siger han.
I de gamle lokaler har han haft to opvaskere og to køkkenassistenter ansat, nu bliver der brug for flere. Han er derfor i gang med at annoncere efter mere personale både til opvask, køkken og servering.
- Det er superspændende og vi glæder os utroligt meget, siger han.
Det er ham, der står for den danske mad, mens hans kone sørger for de thailandske retter.
Den tidligere restaurant Basta lukkede fra den ene dag til den anden i begyndelse af september. Folketidende og Ugeavisen Guldborgsund forsøgte flere gange at kontakte den daværende restaurantchef Sebastian Berendt uden held.