Rumænske Eduard elsker at spille fodbold i Maribo

MARIBO: Bolden flyver rundt inde på multibanen, og et stykke bag efter kommer femårige Eduard. Smilet fylder næsten hele ansigtet, og der er også overskud til at råbe lidt undervejs. Ikke så meget til de andre spillere, for Eduard taler mest engelsk, men så må far Cosmin stå for skud ude på sidelinjen.

I sidste måned tog Lolland Kommune hul på et nyt brobygningsprojekt, der skal få flere udsatte unge ind i foreningslivet. Sammen med tre brobyggere ansat under DGI, og i tæt samarbejde med foreningerne rundt på Lolland, er det håbet at åbne en dør ind til et mere aktivt og givende fritidsliv.

Da brobygger Michael Stryger Rasmussen fik kontakt til Eduards familie, var ønsket egentlig, at drengen skulle begynde til svømning. I april synger svømmetræningen dog på sidste vers, og der var fyldt på svømmeholdene. Familien, der kommer fra Rumænien og bor i Maribo, blev spurgt, om der var andet, som drengen kunne tænke sig. Her kom fodbold på banen.

Familien, der også består af en storebror til Eduard, taler kun engelsk, men den lille, friske fodboldspiller kan forstå lidt dansk. For Michael Stryger Rasmussen bliver opgaven nu at tale med Maribo Boldklub, som kun er et ordentligt målmandsudspark væk fra familien.

Her er der ingen problemer i at tage den nye fodspiller ind. Eduard bliver inviteret med til U6-træning, og det er lykken.

- Jeg møder op hjemme hos familien og møder en meget spændt dreng som glæder sig rigtig meget. Han har ikke noget fodboldtøj så møder op i almindelige sko og tøj, fortæller brobyggeren om den første gang.

I klubben bliver der taget godt imod den nye spiller, og hvor der er behov for hjælp fra far i øvelserne, der træder Cosmin til. At projektet med at gøre den rumænske dreng til fodboldspiller er lykkedes helt fantastisk, skyldes også at der er opbakning fra familien.

- Hans far vil gerne bakke op og har overskud til at tage med og til at deltage lidt i træningen. Det betyder rigtig meget, forklarer Michael Stryger Rasmussen.

Gennem en af partnerne i brobygningsprojektet - FamilieRingen - har den lille fodboldspiller fået et brugt sæt fodboldtøj, så han ligner de andre spillere på banen. Det er også blevet til et helt sæt nye fodboldstøvler og medlemskab af klubben - de to ting er betalt af Broen Lolland.

- Dem fik han en fredag, og så sagde han med det samme, at han ville over at spille fodbold. Jeg måtte fortælle ham, at blev nødt til at vente til om mandagen, griner brobyggeren, som er glad for, at den første sag er gået lige efter bogen.

For Eduard har det ikke været et problem at møde op til træningen. Det kan ellers for nogle være svært, og det er her, brobyggerne kommer ind og hjælper. Hver uge er Michael Stryger Rasmussen i kontakt med drengens mor, og en enkelt gang ville hun aflyse træningen, da Eduard var træt, og hans far skulle tidligt på arbejde.

- Det endte med at jeg hentede drengen og kørte ham til fodbold og hjem igen efterfølgende. Det var hans mor meget taknemmelig over.

I dag har brobyggeren så godt som sluppet taget i familien. Idéen er, at familien skal lære selv at tage ansvar for at få sønnen til fodbold - men skulle det knibe, så træder Michael Stryger Rasmussen til igen. Også hvis interessen for fodbold forsvinder.

- Sker det, sætter jeg mig sammen med familien igen, og så finder vi noget andet, som han har lyst til.

Brobyggerne vil ikke bare give op, fordi de udvalgte børn og deres familier opgiver en aktivitet. Det kan godt være, at de lige får en pause på en måned eller to til at tænke sig om, men så vil brobyggerne igen tage kontakt for at finde en løsning.

Ude på sidelinjen af banen følger Cosmin Rasvanta sin søns fodboldtræning. Familien kom til Danmark i 2019, hvor faderen fik arbejde som chauffør hos DAO. Selv spiller han også lidt fodbold, men ikke i den lokale klub, selv om Michael Stryger Rasmussen håber, at han kan overtale Cosmin til også at melde sig ind.

Nu prøver han at holde sin søn i gang inde på banen.

- Han vil gerne stoppe op og holde pause hele tiden. Men han har brug for at tabe sig, siger hans far.

Det er tydeligt, at det ikke altid er lige nemt for drengen at forstå, hvad der foregår omkring ham, men så snart han får lidt støtte, så kaster han sig ud i de forskellige øvelser.

For Michael Stryger Rasmussen står en af de første træninger i april endnu ganske klart. Vejret var typisk aprilvejr. Overskyet og regnende. Eduard løber rundt mellem de andre børn på multibanen.

- Han scorer et mål under en af øvelserne og løber efterfølgende rundt med armene over hovedet og råber ”I did it, I did it”. Så løber han hen til træneren, og giver high five med jordens største smil. Derefter løber han hen til sin far og giver ham et kram. Pludselig var det som om, at det dårlige vejr forsvandt, og der kom en kæmpe solstråle, som lyste hele banen op, husker han.

Selvfølgelig ved brobyggeren godt, at ikke alle sager bliver lige så nemme og succesrige som den første, men han er utrolig glad for den tillid, som han er blevet vist af Eduards familie og af drengen selv. Det kunne ikke have været en bedre begyndelse på det nye lollandske projekt.