Inde bag de hvide mure i den lidt anonyme bygning på Kidnakken i Maribo gemmer der sig en succeshistorie.
It-entreprenøren Viggo Ole Pannbacker har skabt virksomheden GUS Nordic, som leverer softwareløsninger til processtyrede virksomheder. Blandt andet leverer og udvikler virksomheden programmer til toldbehandling og deklarering af varer elektronisk til toldvæsenet.
De seneste år er virksomhedens software kommet ind i en række store virksomheder, som håndterer transport og logistik som blandt andet Post Nord. Det har for alvor vækstet virksomheden.
- Et år vækstede vi 362 procent. Sidste år vækstede vi omkring 40 procent. Jeg forventer, at vi i år vækster yderligere 40 procent, siger Viggo Ole Pannbacker.
Viggo Ole Pannbacker, GUS NordicJeg forventer, at vi i år vækster yderligere 40 procent.
Gazelle-priser
Han kan også fremvise to af Børsens Gazelle-priser for 2020 og 2021 for den vilde vækstrejse, GUS Nordic er inde i.
- Jeg sætter utrolig meget pris på priserne. Det er stort. Faktisk er det femte gang, jeg har modtaget Gazellepriser. Jeg modtog tre, da jeg havde ESC Systems og nu to i GUS Nordic, siger Viggo Ole Pannbacker.
Gazellevirksomhed
En Gazellevirksomhed er en betegnelse for en hurtigt-voksende virksomhed som minimum har fordoblet sin omsætning over en fireårig periode.
Udtrykket udspringer af den årlige gazelle-undersøgelse, som er blevet udarbejdet af Dagbladet Børsen siden 1995.
Han er halvt tysk, og hvis navnet Pannbacker lyder bekendt, så var hans far Heino Pannbacker også en entreprenør, som drev tolddeklarationsvirksomhed i Rødbyhavn, Gedser, Padborg og Flensborg. I 1994 købte han majoriteten af ESC Erhverv Software Center, som Viggo Ole Pannbacker overtog i 2000, hvor det blev omdøbt til ESC Systems A/S.
Siden solgte han softwarefirmaet, men grundlagde i 2014 GUS Nordic, som i dag er en del af det tyske GUS Group.
- Vi er en del af GUS Group forstået på den måde, at vi indgår i et samarbejde, men ejes alene af mig. Men i gruppen er der cirka 500 ansatte nu og omsætter vel for over 60 millioner euro om året, siger Viggo Ole Pannbacker.
Skaber arbejdspladser
GUS Nordics vækst betyder også, at medarbejderstaben er udvidet betragteligt de seneste år.
- I 2016 var vi tre, i 2018 var vi seks, og lige om lidt er vi 21. Det siger alt. Det er noget af en rejse, siger Viggo Ole Pannbacker.
Blandt medarbejderne er projektudviklere og konsulenter, som typisk er datamatikere, der står for den daglige drift af systemerne og hjælper med at få projekter igennem. Der er også en software-udviklingsafdeling med hardcore it-nørder.
Ligesom andre steder oplever GUS Nordic også, at der kan være udfordringer med at rekruttere arbejdskraft.
- Vores største udfordring er at fylde vores konsulentafdeling i øjeblikket. Her behøver du dybest set ikke at have en teknisk uddannelse. Du skal have et skarpt hoved og kunne snakke med folk. Så er der vores R&D-udviklingsafdeling, det er it-nørder, og der er det svært at rekruttere, men det er det over hele Danmark. Men jeg vil ikke pive. Jeg synes, det er imponerende, at vi kan samles 21 højtuddannede mennesker, siger Viggo Ole Pannbacker.
Søger nyt domicil
Fortsætter den positive udvikling i virksomheden er det ifølge it-entreprenøren ikke utænkeligt, at GUS Nordic beskæftiger op mod 50 mennesker inden for et par år. Det værende sig flere konsulenter, udviklere, administrativt personale og salgsfolk.
- Vi er ved at undersøge nye domiciler i øjeblikket, for vi er ved at vokse ud herfra, siger Viggo Ole Pannbacker.
Viggo Ole Pannbacker, GUS NordicVi er ved at undersøge nye domiciler i øjeblikket.
MAN Energy Solutions meddelte forleden, at man vil forlade Holeby og samle de danske aktiviteter i Roskilde-området i 2027, da det er nemmere at rekruttere den nødvendige arbejdskraft der.
Men ifølge Viggo Ole Pannbacker skal man ikke frygte, at GUS Nordic også forlader Lolland.
- Formodentlig ville det være meget nemmere for os at rekruttere folk, hvis vi lå i København. Der er også kræfter, der gerne vil have os derind. Men der er også kræfter, der ikke vil. Jeg bor i Maribo, og jeg har bygget mine virksomheder op hernede. Så jeg forventer ikke, at vi forlader området, så længe jeg sidder ved roret, siger Viggo Ole Pannbacker.