Det lykkedes ikke for Stephan Hansen, Nykøbing F. Bueskyttelaug, at kvalificere sig til yderligere medaljekampe ved denne uges EM i München.
Onsdag strøg Stephan Hansen i mix-finalen med Tanja Gellenthien, hvor de nu kan se frem til en guldkamp mod Estland i morgen eftermiddag.
Individuelt var 26-årige Stephan Hansen kvalificeret som nummer seks og kunne derfor springe de første to knock out-runder over og gå direkte til sekstendelsfinalen, hvor han mødte Gilles Seywert, Luxembourg. Det blev en spændende og lige match, som danskeren vandt 146-145.
150 point er maksimum.
Tabte i omskydning
Derpå ventede i ottendedelsfinalen Jozef Bosansky, Slovakiet, der var blevet nummer 11 i kvalifikationen. Det blev igen en meget tæt dyst, der efter 15 pile sluttede 144-144, men slovakken var skarpest i shoot out'en med en ti'er mod Stephan Hansens ni'er.
Dermed slutter Stephan Hansen individuelt på en delt niendeplads.
Guldkampen står mellem Mike Schloesser, Holland, og Yakup Yildiz, Tyrkiet.
Danmark var topseedet i mændenes holdkonkurrence efter en førsteplads i kvalifikationen, men lidt skuffede røg den danske trio med Stephan Hansen, Mathias Fullerton og Martin Damsbo ud i kvartfinalen og slutter på en delt femteplads.
Danmark vandt indledningsvis i ottendedelsfinaler stensikkert over Finland med 232-218. Men i kvartfinalen fungerede det slet ikke, og dermed sluttede EM med et forholdsvist klart nederlag til Slovenien, der vandt 235-230.
Finalen bliver et anliggende mellem Holland og Tyrkiet.
Hele dagen var skytternes resultater påvirket meget af regn og vind. Vejret er ens for alle, men det giver altid nogle meget uventede resultater, når vejret er så uforudsigeligt. Der var skytter, der sågar skød forbi skiven!
- Det var finaler, jeg havde set frem til, men det blev en stor skuffelse for mig. Jeg er naturligvis glad for guldfinalepladsen i mix-hold, men for mig og holdet skulle det være blevet til noget mere, lød det fra en slukøret Stephan Hansen.
Han får en chance for et rette lidt op på den individuelle skuffelse ved stævnet, idet der fredag skydes om den ottende og sidste plads til næste års European Games i Polen.