Annonce
Fællesskab

STOR INTERESSE FOR SENIORBOFÆLLESSKAB

Lokalplanen lå klar på bordet, og interessen var stor ved borgermødet om det nye seniorbofællesskab på Tornsangervej. Foto: Jan Knudsen
Indtil videre har mange skrevet sig op til det nye seniorbofællesskab på Tornsangervej.

MARIBO: Ifølge Lolland Kommunes undersøgelser vil en stor del af de seniorer, der ejer parcelhuse i Maribo i dag, hellere flytte ind i et etplans rækkehus eller en lejlighed.

De store årgange har ikke længere hjemmeboende børn, og nu skal villaen sælges, og lejeboligen findes, så formuen kan forsøde seniorlivet.

Samtidig er generationen glad for det sociale, så det skal i højsædet dér, hvor de skal flytte hen.

Annonce

Læs også: Hemmelig investor vil bygge boliger

Det mærkede Maribos første seniorbofællesskab, MariBoligerne på Sdr. Boulevard, der måtte melde alt udsolgt på rekordtid. Og nu mærker det nye seniorbofællesskab på Tornsangervej også interessen.

- Indtil videre har der været en flot interesse. Alle, der har skrevet sig op på vores interesseliste, vil gerne skrives op, fordi der er tale om et seniorbofællesskab. Det er det, de søger, fortalte projektleder og arkitekt Jesper Høegh fra Skanlux Totalbyg Aps, der er bygherre på projektet på Tornsangervej, på det borgermøde, Lolland Kommune holdt om projektet torsdag aften.

Fokus på fællesskab

Skanlux Totalbyg Aps regner med at gå i gang med at bygge i foråret 2023, og seniorbofællesskabets 56 boliger skal være klar til indflytning primo eller medio 2024.

Det nye seniorbofællesskab på Tornsangervej i Maribo får både fælleshus, grønne områder, orangeri og en sø. Tegning: Skanlux Totalbyg Aps

For at projektet kan komme videre til byggefasen, skal der godkendes en ny lokalplan for området.

Den er ude i høring nu, og har man indsigelser eller kommentarer, skal disse være Lolland Kommune i hænde senest på onsdag 28. september.

Læs også: Afviser rygter: Byggefirma bag poolhuse fortsætter

Derfor holdt kommunen borgermødet i Restaurant Bangshave torsdag, så man også her kunne komme med input til projektet.

Både interesserede, allerede opskrevne og naboer fra både Fuglekongevej, Engpibervej og Havesangervej var mødt op for at høre, hvad projektet går ud på.

Udvalgsformand Tine Vinther Clausen bød velkommen til "udviklingen af nye, moderne boligformer". Foto: Jan Knudsen

Formand for klima-, teknik- og miljøudvalget i Lolland Kommune, Tine Vinther Clausen (V), bød veloplagt velkommen.

Hun var svært begejstret for de små naturoaser og gangsystemet, der allerede nu er etableret i området, og også for det fællesskab, som skal komme i det nye seniorbofællesskab, hvor husene ligger helt tæt.

- Vi er mange, der er gået fra småbørnsfamilier til familier med to voksne. Vi er mange, der ser ind i noget med mindre have og færre trapper. Vi er mange, der tænker ind i fællesskaber, hvor vi kan være sammen og alligevel gå hjem til os selv, lød det fra udvalgsformanden, der allerede overvejede, om hun dog ikke lige så godt kunne blive skrevet op.

Vi er mange, der tænker ind i fællesskaber, hvor vi kan være sammen og alligevel gå hjem til os selv.

Tine Vinther Clausen (V), formand for klima-, miljø- og teknikudvalget i Lolland Kommune
Annonce

Ingen anvisningsret

Spørgsmålene fra salen var mange.

Parkforvalter Helle Kjørup Nielsen måtte svare på spørgsmål om vandafledning til de to små vandbassiner og den store sø samt om græsslåning i området.

- Det er svært at gøre alle glade. Nogle vil gerne have højt græs ved søen, andre vil have det lavt. Vi prøver at høre alle, sagde hun.

En beboer på Havesangervej ville gerne vide, om sneploven nu vil finde hurtigere vej til kvarteret. Og flere naboer ville vide, om der var kommunal anvisningsret til boligerne, som blot er karakteriseret som lejeboliger - ikke som seniorbofællesskab.

- Det er ikke alment boligbyggeri, så der er ikke anvisningsret. Det her er privat, sagde teknisk direktør i Lolland Kommune, Rikke Jensen, og andre i salen mente nu nok også, at når byggeriet nu er skabt som seniorbofællesskab, vil det være beboere med den interesse, der flytter ind.

Annonce

Ingen distance

De 56 treværelses boliger på 86 kvadratmeter brutto kommer til at koste 8.950 kroner at leje om måneden. I den leje er der også afbenyttelse af fællesarealer og fælleshuset.

Den estimerede aconto varme ligger på 500 kroner om måneden, og vandforbruget på 300 kroner om måneden.

Alle hårde hvidevarer følger med.

Husene opføres i moderne stil med murede gavle i sandfarve, og facader af termobehandlet træ. Tegning: Skanlux Totalbyg Aps

Husene får ikke egne p-pladser. Biler skal parkeres på tre udvalgte pladser, hvorfra man skal gå til husene. Her opstilles der også ladestandere til elbiler.

Og vejene rundt mellem husene bliver i græsarmering, så der kun kan køres med listefart.

Jesper Høegh fra Skanlux Totalbyg Aps fortalte detaljeret om projektet, som mange allerede har skrevet sig op til. Og det er stadig muligt at melde sin interesse for seniorbofællesskabet på Tornsangervej, fortalte han. Foto: Jan Knudsen

- Vi har valgt at lave husene med terrasser og udhæng til begge sider, så man kan nyde solen både om formiddagen og eftermiddagen. Hvis der gik en bred villavej mellem husene, ville man få en distance til naboerne, som byggeriets tanke ikke lægger op til, forklarede Jesper Høegh fra Skanlux Totalbyg Aps om seniorbofællesskabet, hvor tanken jo netop er, at man kommer hinanden ved hen over hækken.

På Tornsangervej bliver der ikke parkering ved husene. Til gengæld får beboerne terrasser til både formiddags- og eftermiddagssolen og tæt kontakt med naboerne. Tegning: Skanlux Totalbyg Aps. 

- Ja, og måske er der en nabo, som ikke selv har bil længere. Så kan man måske have noget delebil eller spørge, om naboen vil køre med til byen. Det er jo det, det hele handler om: fællesskab, foreslog Tine Vinther Clausen, og den tekniske direktør var hurtig til at gribe depechen.

- Så vil jeg godt køre med dig, Tine, når vi flytter ind, sagde Rikke Jensen til store grin fra salen.

Både hun og udvalgsformanden kan godt gribe knoglen. For man kan stadig skrive sig op på interesselisten til de nye seniorboliger.

Vil man gerne høre mere om boligerne eller blive skrevet op, kan man ringe til Skanlux Totalbyg Aps på telefon 70214521.

Annonce
Annonce
Lolland

DELTE MENINGER OM LOLLANDSK LÆGESKIFTE

Annonce
Alkohol

ÅRETS ALKOHOLKAMPAGNE: DERFOR SKAL DU BLÆSE DEM ET STYKKE

Annonce
Forsiden netop nu
112

NARKOBILIST DØMT - SLIPPER FOR YDERLIGERE FÆNGSEL

Lolland

FORENING PLAGET AF SERIEHÆRVÆRK

Guldborgsund

INTERNAT HAR BRUG FOR FLERE KATTEPLEJEFAMILIER

Lolland

BEDSTEMØDRE VIL HJÆLPE NÅR VERDEN GÅR I STÅ

Guldborgsund

DER RYGER MERE OVERSKUDSMAD I KURVEN END TIDLIGERE

Lolland

- JEG ER EN LILLE MAND, OG JEG VINDER IKKE

Sport

TEAM SYDHAVSØERNE GIK NED I AARHUS

Sport

NYKØBING FC I GIGANTISK KOLLAPS

Lolland

- DET SKAL ABSOLUT BEVARES

Lolland

MINDER STOD I KØ TIL SKOLEJUBILÆUM

Lolland

SKØNT MED POP OP-BIBLIOTEK I BYMIDTEN

Lolland

KJØGES KEDEL VAR BLOT GENERALPRØVEN

Sport

GEPARDEN VENDER HJEM TIL RØDBY: TILBAGE, HVOR DET BEGYNDTE

Annonce
Anders And

MIDTJYLLAND SLOG LOLLAND-FALSTER I ANDERS AND-DYST

Skolelukning

BORGERFORENING KRITISERER FEJL OG MANGLER I SPAREFORSLAG

Lolland

CITY ROCK GENÅBNER SOM DINER OG VÆRTSHUS

Guldborgsund

KONKURS TRUER SPORTSCENTER: UDVALGSFORMAND TAGER FAT MED DET SAMME

Lolland

FLERE BENYTTER SIG AF SPROGSKOLE

112

KØRTE 113 KM/T I 60 KM-ZONE

Energikrise

SAKSKØBING SPORTSCENTER ER AKUT LUKNINGSTRUET

Guldborgsund

BRYDNING I VERDENSKLASSE

Annonce
Annonce