Fra 1. maj har tegnestuen Friis Andersen Arkitekter A/S i Nykøbing overtaget Morten Bülow Arkitekter ApS, som har til huse på Slotsbryggen i Nykøbing.
Med opkøbet udvider Friis Andersen Arkitekter medarbejderstaben med flere arkitekter samt flere erfarne bygningskonstruktører.
Overtagelsen af Morten Bülow Arkitekter betyder samtidig, at Friis Andersen Arkitekter optimerer sin ekspertise indenfor brandrådgivning.
- Derudover udvider vi vores i forvejen voksende kundekreds, da Morten Bülow Arkitekter har et godt renommé indenfor boligbyggeri, som er en af vores kernekompetencer. Vi ser frem til at samarbejde med både nye kunder og medarbejdere, siger Søren Ibsen, direktør i Friis Andersen Arkitekter i en pressemeddelelse.
Udvidelsen betyder en forøgelse fra 35 til 45 ansatte hos Friis Andersen Arkitekter, som i de senere år har været hastigt voksende. I 2020 åbnede tegnestuen på Raffinaderivej i København.
Friis Andersen Arkitekter blev stiftet i 1909 af arkitekt Carl Andersen og er en velfunderet tegnestue med ekspertise indenfor både renovering og nybyggeri af almene boliger, kommunale opgaver som skoler og daginstitutioner samt byggeledelse, brandrådgivning og bygherrerådgivning.
Friis Andersen Arkitekter har blandt andet tegnet 28 nye seniorboliger, MariBoligerne, som lige nu er under opførelse i Maribo.
Sjovere at være større
For Morten Bülow har det været vigtigt at sikre en lokal forankring af tegnestuens aktiviteter.
- Grundlæggende synes jeg, vi er bedre sammen, og at vi supplerer hinanden godt. Der er begyndt at ske mange ting på Lolland-Falster, og så er det nogle gange lidt sjovere at være et større firma og være sammen om det. Vi er alle sammen lokale, så det passer godt ind i det, vi gerne ville. Det havde ikke været aktuelt at sælge, hvis det havde været nogen udefra, der ville opkøbe os. Den lokale forankring betyder meget for os, pointerer Morten Bülow over for Folketidende.
Arkitekt Morten BülowDer er begyndt at ske mange ting på Lolland-Falster, og så er det nogle gange lidt sjovere at være et større firma.
Morten Bülow Arkitekter har været involveret i mange iøjnefaldende projekter. Blandt andet kan nævnes en etageejendom med 52 almene boliger i Sundbystræde på havnen i Nykøbing og 19 udlejningslejligheder i Nygade. Morten Bülow Arkitekter har også tegnet Restaurant Ritz på Torvet i Nykøbing og en tilbygning til Sankt Birgitta-skolen i Maribo.
Derudover er tegnestuen i gang med et stort projekt med ombygning af en stor erhvervsejendom på Hauser Plads i København.
Morten Bülow Arkitekter har seks faste medarbejdere, som fortsætter arbejdet hos Friis Andersen Arkitekter. Det samme gør han selv.
- Jeg fortsætter hos Friis Andersen i en rolle, hvor jeg kommer til at stå for arkitekturdelen på Lolland-Falster, siger han.
Tegnestuerne
Morten Bülow Arkitekter blev stiftet i 2019 af arkitekt Morten Bülow og har til huse på Slotsbryggen i Nykøbing.
Friis Andersen Arkitekter blev grundlagt i 1909 af arkitekt Carl Andersen og har til huse i den fredede Ritmestergård, som ligger på hjørnet af Frisegade og Store Kirkestræde. Derudover har firmaet en filial i København.
Med overtagelsen af Morten Bülow Arkitekter får Friis Andersen Arkitekter cirka 45 ansatte.
Siden 1960'erne har Friis Andersen Arkitekter haft til huse i den fredede Ritmestergård, som ligger på hjørnet af Frisegade og Store Kirkestræde og er en af Nykøbings ældste og mest imponerende bygninger.
Med udvidelsen bliver Friis Andersen Arkitekter omkring 45 medarbejdere.
Der er endnu ikke taget stilling til, om medarbejderne hos Morten Bülow Arkitekter skal flyttes hertil fra Slotsbryggen, eller om de skal samles et nyt sted.
- Det tager vi hen ad vejen, siger Morten Bülow.
Friis Andersen Arkitekter ejes af direktør Søren Ibsen og arkitekt MAA Jesper Øager Jensen. De tre medarbejdere Jan Larsen, Lars Friis Jørgensen og Stig Hemmingsen er blevet tilknyttet som associerede partnere fra 1. maj.