VI TALER OM ALT, MEN VI TALER IKKE OM DØDEN

SØLLESTED: - Her skal man ikke stramme sig an. Her skal man ikke være stærk, og man skal ikke skamme sig over stadig at sørge. Hos os lærer man at acceptere, at man stadig er i sorg. Og man må gerne komme og sige: "Jeg har mistet min ægtefælle, og jeg har det ad helvede til", siger Rebekka Maria Brandt Kristensen, sognepræst i Søllested-Skovlænge-Gurreby Sogn.

Hun står sammen med Susanne Oxholm Bay Jacobsen, sognepræst i Købelev-Vindeby Sogn, i spidsen for en sorggruppe for efterladte, der har mistet en partner eller ægtefælle.

Læs også: 16-årig reddede ældre mands liv

De er begge uddannet i sjælesorg og sorggruppeledelse, og det er ottende gang, de opretter sorggrupper. For der er brug for et sted, hvor man lære at håndtere sin sorg og alligevel leve videre.

- Målet er at skabe et rum med plads og fællesskab - og at få skabt håb igen. Vi giver de efterladte et sted, hvor de kan blive hørt og forstået i deres sorg, og hvor det bliver anerkendt, at man sørger. Vi er der. Vi lytter, og vi stiller spørgsmål, siger Rebekka Maria Brandt Kristensen.

- Folk tror, at sorg skal overstås. Det skal det ikke. Der skal stadig være plads til at blive ked af det og græde, men sorgen skal ikke tage magten fra os. I sorggruppen hjælper vi deltagerne til at lære at leve med sorgen og finde en plads til den døde i deres videre liv.

Vi har ikke længere har døden tæt inde på kroppen, så den er blevet fremmedgjort, og derfor kan det også være svært at stå tilbage med sin sorg. Derfor kan en sorggruppe være en hjælp her i 2022, siger Rebekka Maria Brandt Kristensen.

- Vi taler om alt andet, men vi taler ikke om døden.

Hun peger på, at hvor døden tidligere fyldte i folks liv, og hvor den døde eksempelvis lå hjemme på gården i flere dage inden begravelsen, er døden i dag ikke længere tæt på os. Mange er kommet på plejehjem, når de dør, og andre dør på sygehuset, hvor det ikke de pårørende selv, der håndterer det. Derfor er døden ikke længere en del af vores hverdag, og så kan det være svært at håndtere sin sorg og give den plads.

- Når man ikke ser døden dagligt, så kommer den væk fra os. Vi har mistet at have et sprog for vores sorg.

Læs også: - Jeg ser nok mig selv som lidt af en god, gammeldags pulverheks

Mange kan også have fornemmelsen af, at de er til ulejlighed for familie og venner, hvis de fortsat sørger. Og man vil ikke være til ulejlighed, så sorgen bliver gemt væk.

- Men man skal have bearbejdet sin sorg, for ellers kan man ikke fungere.

Rebekka Maria Brandt Kristensen forklarer, at der ofte kommer en reaktion seks-otte uger efter ægtefællens død. Og den kan være meget forskellig, alt efter hvem man er.

- Alt er klaret. Bisættelsen har fundet sted. Man har været i skifteretten. Ægtefællens tøj er afleveret til genbrug, og alle andre er videre med deres hverdag, mens man selv sidder alene i huset, og væggene råber til en. Så kommer der en reaktion.

Der er som oftest en overvægt af kvinder i sorggrupperne, som består af minimum fire deltagere, men mændene kommer også. Og det giver en anden dynamik i gruppen, fordi mænd og kvinder sørger forskelligt, fortæller Rebekka Maria Brandt Kristensen.

- Mænd kan have sværere ved at sige, at de har brug for et rum til at sørge og går oftere med sorgen alene. Men når de kommer, finder de ud af, at der er andre, der går med de samme tanker som dem. Samtidig har mænd og kvinder forskellige fokuspunkter i deres sorg, og derfor kan de hjælpe hinanden og lære af hinanden på tværs i gruppen.

Præsterne tager i sorggruppen udgangspunkt i en række spørgsmål og temaer over de seks mødegange. Der er ingen kirkelig forkyndelse i sorggruppen, men alene et udgangspunkt i, at man giver sjælesorg og rækker ud for at hjælpe andre .

- Det er ikke behandling eller terapi, men et spørgsmål om, at man giver plads til ikke at skulle bære sin sorg alene. Her tager vi omsorg for hinanden, og kirken har altid været et sted for sjælesorg, siger Rebekka Maria Brandt Kristensen, der fortæller, at deltagerne er i alle aldre - lige fra folk i 30'erne til folk 80'erne, som finder ud af, at de kan genkende sig i hinanden.

De to sognepræster, der står for sorggruppen, har erfaring for, at det bedste tidspunkt at starte i en sorggruppe er omkring seks måneder efter, at man er blevet alene, hvor den nye situation har haft lidt tid til at bundfælde sig.

I sorggruppen, der foregår i præstegården i Søllested, er der opstillet nogle retningslinjer, så man som deltager føler sig tryg sammen med de andre.

- Man må ikke vurdere, man må ikke dømme, man har tavshedspligt, og så må man ikke give gode råd, med mindre man bliver bedt om det, forklarer Rebekka Maria Brandt Kristensen.

- Det kan være irriterende at få 'gode råd'. For det, der har virket for én, er ikke nødvendigvis den rette løsning for andre. Derfor er det kun, hvis man bliver spurgt om det, at man skal dele gode råd ud.

Hun peger samtidig på, at de to sognepræster stiller krav om, at man "committer" sig til gruppen. At man kommer de seks gange og deltager, for ellers når man ikke at flytte sig nok.

- Vi får gode tilbagemeldinger. Vi kan se en stor forandring, efter de har været med. Livet er blevet åbnet på en anden måde. De går fra at være knuget i deres sorg til, at de ser verden på ny.