Næsten samtlige medarbejdere på skole var sygemeldt på grund af covid-19 - og det er ikke helt ovre endnu
SØLLESTED Vi kan forvente, at det bliver "bøvlet". Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun på pressemødet onsdag aften meddelte, at de sidste restriktioner vil ophøre fra 1. februar med øget smittespredning til følge.
Men det er allerede "bøvlet". For daginstitutioner og skoler i Lolland Kommune bliver allerede nu lagt ned af sygemeldte medarbejdere. Som omtalt i Folketidende i går var daginstitutionen Gaia i sidste uge ramt af 11 sygemeldte medarbejdere ud af 14, og på Søllested Landsbyordning var der i sidste uge også kun fem af skolen og sfo'ens 24 faste medarbejdere på arbejde grundet smitte eller selvisolation. Skoleleder Bitten Maria Bendtsen måtte derfor i vid udstrækning trække på sine vikarer, som heldigvis trådte til.
Et spørgsmål trænger sig unægteligt på: I hvilket hastigt omfang risikerer det forventede øgede smittetryk mon fremadrettet at lægge dagtilbud og skoler ned på grund af sygemeldte medarbejdere? Ikke mindst fordi kravene til smittede og nære kontakter i starten af denne uge tilmed er blevet lempet, så det for eksempel kun er smittede, der skal i isolation, mens nære kontakter i husstanden nu er undtaget.
Så med andre ord: Hvor "bøvlet" bliver det mon?
Lagt ned
På Søllested Landsbyordning begyndte udfordringerne i november og december, hvor landsbyordningen havde en bølge af smitte, hvor nogle klasser var ramt, andre ikke. Derefter var der ro på op til jul, dernæst juleferie, og ved elevernes fysiske tilbagevenden efter juleferien tænkte skolelederen ved sig selv:
- Nu bliver det spændende, hvad der sker.
Allerede mandag 3. januar, to dage før skolestart, viste en medarbejder i sfo'en sig smittet, og så kørte det ellers derudad.
- Og i sidste uge var vi så lagt ned, fortæller hun.
- Heldigvis har vi nogle fantastiske vikarer, som har været i sving, og personalet har været enormt fleksibelt, taget ekstra timer og byttet rundt. Jeg har også selv taget nogle lukkevagter i sfo'en.
- Derudover har det hjulpet os, at mange af eleverne ikke var i skole, fordi også de var smittede eller i isolation. I en del af klasserne sad der kun 25 procent af eleverne, oplyser hun.
På nogle klassetrin var hele lærerteamet bestående af fire faste medarbejdere desuden væk. Det gjaldt blandt andet i 1. og 6. klasse.
- Så de havde vikarer hele sidste uge.
Der går i alt 139 elever på Søllested Landsbyordning fra 0.-6. klassetrin. Ud af dem har omkring 50 procent været smittet med covid-19 indenfor de seneste 12 uger. Ud af skolen og sfo'ens i alt 24 faste medarbejdere har 75 procent for tiden været smittet, oplyser skolelederen.
- Vi har haft så mange smittede - og nu er jeg jo ikke læge, så jeg ved ikke nøjagtig, hvad flokimmunitet indebærer - men jeg tænker, at vi snart er et af de mest coronasikre steder i Søllested, siger skoleleder Bitten Maria Bendtsen, hvis evne til at se det positive i tingene er intakt ovenpå en uge, hvor skolen næsten blev lagt ned.
Det lykkedes
Men ingen klassetrin gik fri af vikardækning, påpeger hun, og fordi medarbejderne jo var syge, lå der ikke en masse vikaropgaver klar.
- Det betød, at skolegangen kom til at handle mere om hyggelige aktiviteter og gode sociale stunder end om faglig undervisning, siger hun.
- Men vi må jo ikke lukke skolen, påpeger hun og uddyber:
- Det er ikke en beslutning, vi selv må træffe - heller ikke selv om mange forældre blev utrygge over de daglige beskeder om smitte. Det kræver et påbud fra sundhedsmyndighederne at lukke.
Synes du, at det havde givet mere mening at lukke skolen?
- Ja.
Især på mellemtrinnet havde det været hjælpsomt at have onlineundervisning i stedet, mener hun.
- Men vores indskoling var det fint at holde åben, for de kan ikke være hjemme selv, betoner hun.
Trods manglende mulighed for at iværksætte onlineundervisning lykkedes det heldigvis for landsbyordningen at komme igennem den forgangne uge.
- Vi ændrede skemaet, så eleverne havde en voksen i hver klasse, som blev i klassen hele dagen, og jeg synes, at både de voksne og børnene var glade - og nogle af dem havde blandt andet en fantastisk tur i svømmehallen.
En blandet oplevelse
Ifølge Clara i 6. klasse var den forgangne uge spændende, fordi den var meget anderledes med vikarer. Men også en udfordring, fordi der i snit kun var omkring otte fremmødte i klassen.
- Så alle dem, man normalt leger med, var der ikke, så man skulle finde nogle andre at lege med, siger hun og tilføjer:
- Men så lærte man at være sammen med dem, der var der.
Tobias i 6. klasse havde lidt flere betænkeligheder ved ugen.
- Jeg synes, at det var mærkeligt at have vikarer hele tiden, siger han.
Han savnede også nogen at spille basketball med, men fandt så ud af at spille en masse bordtennis i stedet.
I 1. klasse synes hverken Løkke, Tano eller flere af de andre elever om at være så få, som de var i sidste uge.
- Det var ikke så sjovt, fortæller Løkke.
Liam i 1. klasse synes til gengæld, det var rart, at der ikke var så meget larm.
21-årige Mathilde Hansen, der har været vikar i landsbyordningen siden september, var hver dag i sidste uge vikar i 1. klasse, og hun gjorde sit bedste for, at dagene blev gode. Hun fandt blandt andet på at gå ture og bage en kage med eleverne. Men også hun havde lidt blandede fornemmelser omkring ugen.
- Det er lidt ambivalent. For på den ene side var det meget fedt, at der ikke var så mange elever, på den anden siden har børnene meget brug for faste strukturer, og det var lidt svært at give dem, fortæller hun.
I denne uge er landsbyordningen dog så småt begyndt at ligne sig selv igen. De fleste af eleverne er tilbage i skolen. I går manglede der kun to-tre elever i hver klasse.
- Især tirsdag morgen mødte der mange elever ind efter lempelsen af kravene til smittede og nære kontakter i husstanden, fortæller hun.
Men skolelederen mangler altså fortsat tre medarbejdere.
- Medarbejderne har været syge, når de er blevet smittet. Vi har faktisk et par stykker, der har været meget syge, og de er ikke tilbage endnu.
Skolelederen imødeser derfor, at det kan komme til at knibe lidt på andre skoler med udbredt smitte, at børnene efter lempelsen nu bliver endda endnu hurtigere klar til at vende tilbage end de voksne. Desuden sker der nu det, at børnene kommer i skole, inden de finder ud af, at de er smittede, selv om en i deres familie er smittet.
- Så det har vi også allerede haft, hvor de har det hjemme i husstanden, men selv er symptomfri, og så har haft det med herop.
Hvad tænker du, at det kommer til at betyde for andre skoler, der nu skal igennem, hvad I har været igennem - i en tid, hvor man må forvente, at der endda kommer endnu mere fart på smittespredningen?
- Det betyder, at det vil være rigtig svært at få til at hænge sammen, fastslår skolelederen.
- Heldigvis har Pernille Rosenkrantz-Theil (undervisningsminister, red.), sagt i et interview på P4, at man må gøre det så godt, man kan. Der er også lempet lidt, så man nu godt kan vælge onlineundervisning. Men vi har ikke set det på skrift endnu, fortæller hun.
Selv om Søllested Landsbyordning er ved at være igennem, når det gælder skolen, er der stadig børnehaven og 11 dagplejere at bekymre sig om.
- Børnehaven var også hårdt ramt i sidste uge. Vi manglede fire ud af otte personaler i børnehaven i sidste uge, hvor vi måtte appellere til forældrene om deres hjælp torsdag og fredag, og nu stiger smitten yderligere derovre. Vi kan også se, at vores dagpleje bliver ramt nu. Vi har tre af dem smittet, og det er endnu værre, for det er bittesmå børn, vi må proppe i andre tilbud.
- Men det hænger sammen endnu.