- Vi vågnede ved, at der lød et ordentligt brag, og da vi kiggede ud, stod flammerne allerede højt.
Sådan fortæller Zita Stenholt, der er en af beboerne på den landejendom på Torebyvej i Toreby, som tidligt mandag morgen blev ramt af en voldsom brand.
Hun forklarer videre til Folketidendes udsendte fotograf, at laden, hvor ilden brød ud, var fyldt med brænde, piller til pillefyr og maskiner. Branden truede som omtalt andetsteds med at sprede sig til hovedhuset, men heldigvis var det vindstille, og det hjalp brandfolkene i deres bestræbelser på at holde ilden væk fra hovedhuset.
Det lykkedes også næsten, men ilden nåede at få fat i den ene endegavl, og som følge af slukningsarbejdet står der nu vand i en del af hovedhuset, fortæller Zita Stenholt.
Ingen mennesker eller dyr kom fysisk til skade ved branden.
Det vides endnu ikke, hvordan branden er opstået.