- Jeg tænkte: Det er nok bare hysteri

ARNINGE Da jeg for knap et år siden bankede på hos mine naboer, Mette og Christian og deres to drenge Mads og Anders, var stemningen fredfyldt.

Mette havde ferie fra sit arbejde som diabetessygeplejerske på Nykøbing F. Sygehus og sundhedscenteret i Nakskov. Hun havde derfor god tid til at hygge om drengene, som var hjemsendt fra børnehave og skole på grund af nedlukning. Det solrige, vindstille vejrlig indbød til leg og ophold i haven, så det nød hun og drengene, mens Christian passede sine marker.

- Vi har det godt, sagde Mette, imødekommende, smilende, men også forundret over, at jeg og en fotograf pludselig stod ude på familiens gårdsplads og på en afstand af tre til fem meter med tale-ekstra-højt stemme spurgte, hvordan de havde det.

Den lange afstand var et forsøg på at tage maksimale forholdsregler overfor noget, som føltes uvirkeligt, ufatteligt og usikkert. Verden havde fået en ny virus, og vi vidste kun, at vi ikke vidste nok. Vi var alle i gang med at finde ud af, hvordan vi skulle gribe alting an.

Bare lige for at genopfriske hukommelsen: Håndsprit var en mangelvare i handlen, mundbind var endnu kun noget, der blev brugt på operationsstuer og i Asien, testkapaciteten var ultralav, og på hospitalerne passede sygeplejersker patienter, uden at disse blev testet for covid-19, når de blev indlagt - noget, der skulle vise sig udslagsgivende i familiens liv.

- Der er sket meget på det år, konstaterer Mette, her knap et år senere.

Både i samfundets håndtering af covid-19 og hjemme hos dem.

Christian har betakket sig for at skulle i avisen, der er æbletræer i plantagen, som skal beskæres, det vil han hellere begive sig af med.

Så det er Mette og drengene, der fortæller om, hvordan det fredfyldte ophørte for en stund.

Mette havde kun nået at være få dage tilbage på job på afdeling 140 efter sin ferie, da hun langfredag i påskeferien mærkede, at det gjorde lidt ondt i halsen.

Hun havde forinden lige nået at høre, at der var en på hospitalet, der var testet positiv. Men hun affejede sin bekymring om, at det kunne være covid-19, der også havde ramt hende.

- Jeg tænkte: Det er nok bare hysteri, fortæller hun.

Men det var det ikke.

For påskedag fik Christian feber, og hun selv mistede smags- og lugtesansen.

- Så var jeg ikke længere i tvivl. Vi havde fået covid-19.

I alt 35 medarbejdere fordelt på to afdelinger på Nykøbing F. Sygehus og fem patienter viste sig smittet. Den ene af dem var hendes afdeling, afsnit for geriatri, stofskifte og nyresygdomme.

Mette og Christian kunne imidlertid ikke blive testet, fordi der var så få test.

- Vi fik at vide, at vi skulle isolere os, indtil vi havde været symptomfri i 48 timer, fortæller hun.

Mette fik meget svag feber og var massivt træt. Christian syntes hårdere ramt og i længere tid. Han blev ved med at have feber igennem 12 dage, og efter en uge begyndte han også at hoste, ligesom han havde tung hovedpine.

Folk ringede og spurgte, hvordan går det? En af Mettes veninder satte en kage på stenen for enden af deres allé. En anden tilbød at komme med hjemmelavede færdigretter, men familien takkede nej tak og klarede sig med de indkøb, som drengenes farmor troligt stillede på trappen udenfor.

- Vi sov meget, orkede ikke så meget, men fik gjort det praktiske, vi skulle, fortæller hun.

Anders tilføjer:

- I gav lov til næsten alt.

- Ja, det er rigtigt, I fik lov til at spille meget computer, siger Mette med et smil og tilføjer, at drengene var søde til at hjælpe til.

En overgang blev hun urolig for Christian, fordi hun læste om de skrækkelige ting, der skete i Italien, fordi så meget var uvist og ukendt, og fordi folk blev ved at spørge, om ikke Christian skulle undersøges.

- Jeg blev bekymret for, hvad nu, hvis han pludselig ikke kunne trække vejret, fortæller hun.

Mads blev også syg en enkelt dag, mens Anders som den eneste i familien undgik at blive smittet.

I fire uger var familien isoleret. Så slap smitten sit tag i dem.

Men Mettes lugte- og smagssans kom ikke tilbage. I starten betød det, at hun ikke måtte genoptage sit arbejde, men senere fik hun at vide, at det måtte hun gerne. I de første en til to uger turde hun kun tage sig af telefoniske konsultationer, ligesom hun spiste frokost for sig selv, fordi hun var så bange for at komme til at smitte patienter og kollegaer.

- Men det var fantastisk at komme tilbage til hverdagen, siger hun.

Hun har stadig ikke fået sin smags- og lugtesans tilbage. Det er blevet lidt bedre, men kun lidt.

- Jeg håber meget at få den igen.