Som så mange andre står Folketidendes journalister i en forandret hverdag. Læs i denne serie af beretninger, hvordan de tackler de udfordringer, det giver.
Af Palle Nevad Frandsen,
journalist
Jeg har været her før. På de mennesketomme veje. I de øde byer. I et land, der føles forandret for evigt. Bogstaveligt talt "Palle alene i verden" - ikke i den hyggelige børnebogsversion, men i horrorlitteraturens dystopiske univers. Heldigvis forsvandt den skræmmende verden, når bogen blev klappet sammen og fik hvile på sengebordet. Men nu er det hele virkelighed.
I halvanden uge har jeg været hjemme som fuldtids hjemmearbejdende reporter og lærer på deltid for en 4. klasses skoleknægt. Heldigvis lever jeg af at møde og tale med andre mennesker, så jeg ved, I er derude. Jeg har talt med jer i telefonen, og mødt nogle enkelte, når turen er gået ud i det forladte land. Det meste af tiden har jeg dog siddet ved stuebordet med computeren klappet op.
Egentlig er det underligt at kigge ud. En fremmed kat kommer stadig listende ind i haven, og duerne er på visit i fuglebadet. Ukrudtet gror, og græsplænen lige så. Men noget er ikke trygt længere.
Jeg er vokset op med Stephen Kings virus-gyser "The Stand" (på dansk udgivet som både "Slutspil" og "Opgøret"), som nærmest er min personlige bibel. Den har fortalt mig om at leve i en verden, hvor en virus har raseret menneskeheden. Heldigvis er covid-19 ikke Captain Trips, som den dødelige virus hedder i bogen. De fleste af os kan tåle en omgang corona, men ingen af os har vel lyst - og vi har endnu mindre lyst til at kunne smitte vores forældre, de syge og landets svage borgere. I modsætning til Kings verden holder bilerne stadig pænt hjemme i garagerne, der er liv bag vinduerne på villavejen, og forhåbentlig snart mødes vi igen i byens butikker. Vi er ikke på vej mod ragnarok.
En stemme inden i mig hvisker fra tid til anden, at det hele da ikke er så slemt. Der står ikke zombier og banker på terrassedøren, ligesom byens butikker heller ikke er udsat for plyndringstogter af desperate og sultne borgere. Men kort efter husker jeg alle de bøger og film, som jeg har fortæret gennem mit liv: Det er altid, når det er mest idyllisk og roligt, at uhyggen breder sig.
Heldigvis kan jeg tage mindst én ting med mig fra Stephen Kings apokalyptiske fortælling: Det skal nok blive godt igen. De mørke skyer vil atter drive væk, og der er sommer på vej. Det gode skal nok vinde denne runde.
I den kommende uge står der ferie på min kalender. Det bliver nok den mærkeligste ferie, som jeg nogen sinde har haft. Jeg holder mig nok lidt fra de mest uhyggelige fortællinger og fortsætter i stedet for arbejdet som deltidslærer i alt fra Romerrigets historie til 4. klasses matematik.
Havde jeg ikke respekt for landets skolelærere, inden virussen rullede ind over landet, så har jeg det nu. Ikke mindst for deres tålmodighed, der langt slår den, som jeg selv er udstyret med. Haven kalder vist også i de kommende dage, hvis det gode vejr fortsætter, men så foretrækker jeg faktisk en dystopisk fortælling.
Mit håb er, at hverdagen snart er tilbage. Hvis 2020 havde været en bog, var den for længst blevet klappet sammen og smidt på natbordet.