Som så mange andre står Folketidendes journalister i en forandret hverdag. Læs i denne serie af beretninger, hvordan de tackler de udfordringer, det giver.
Af Birgitte Grønning,
journalist
Hej, jeg hedder Birgitte, og jeg er junkie. Nyhedsjunkie.
Jeg får mine daglige fix i rigelige mængder fra tv, radio, avis og computerens mangfoldige kanaler. Globalt, nationalt og lokalt. Jeg står op med nyheder, og jeg går i seng med dem på min telefon på natbordet. Sammen med læsebrillerne, så jeg hurtigt kan tjekke, om der er sket noget.
Jeg har været journalist i mere end 25 år og er med stolthed selv med til at fodre Lolland-Falster med de lokale nyheder.
I min familie vender, diskuterer og perspektiverer vi de daglige nyheder over hvert et måltid. Jeg fik min afhængighed grundlagt mellem min mors stakke af aviser og P1's evige summen fra transistorer i hvert af mit barndomshjems værelser. Jeg har stålsat podet mine egne børn med samme sociale nyhedsarv. For mig er det så naturligt som rødbede på leverpostej og så nødvendigt som ... en respirator til lunger, der ikke selv kan trække vejret.
Jeg elskede det ubetinget. Indtil corona kom med sit eksprestog af uhyggelige, skræmmende, uforståelige, usikre og voldsomme mængder af virus-nyheder. Om hvordan vi måske alle sammen skal kvæles indefra. Om lighuse, der overfyldes, og uværdige begravelser i lande kort herfra. Om kurver, der knækker de helt forkerte steder. Om eksperter, der modsiger hinanden. Om ensomme og isolerede ældre. Om psykisk sårbare, der bliver skræmt og overset. Og om dødelig egoisme hos dem, der ikke ser længere end eget snudeskaft.
Jeg kan ikke længere holde ud at høre, se og læse coronanews i mit sædvanlige kvantum. Jeg har lyst til at slukke, skrue ned og slå "breaking" fra. Jeg leder efter virus- og nyhedsfrie steder at hvile mine tanker for en stund. I det forsøg opdager jeg et voksende nærvær og en fornyet taknemlighed for små, smukke og sygdomsfri ting i min hverdag.
Jeg sidder på hug, til mine ben sover, og ser på mine havehøns, der flytter rundt på græsplænens mos. De ved intet om corona, og jeg sidder lige så stille og nasser på deres lykkelige uvidenhed. Og er taknemmelig.
Jeg er taknemmelig for solen, der bader os i D-vitaminer, og nattefrosten, der måske slår en lille klat ondskabsfuld virus på mit dørhåndtag ihjel, mens jeg sover. Jeg dvæler ved farven på en tulipan. Nyder at snitte grøntsager og lade dem mødes i en gryde. Traver i skoven, taler om bøger, bager et brød til at lægge under fjordrejerne og sender vores lokale rejepusher taknemmelige hilsner. Tak for en hånd at holde i og et kys. Tak for en tomatmad og for en opringning fra en kær veninde. Tak for eftermiddags-tv som "Landsbyhospitalet", hvor ingen sundhedskrise nogensinde bliver større, end den kan fikses med lidt britisk snusfornuft og a nice cup of tea. På tre overskuelige kvarter.
Banalt? Afgjort. Men det virker.
På min hjemmearbejdsplads har jeg mindst lige så travlt, som jeg plejer at have på redaktionen i Tværgade i Nykøbing. Det er jeg bestemt også taknemmelig for. Ledighed er roden til ... ja, til hvad mon? Det kan jeg og mine kolleger godt gå at bekymre os en anelse om i denne tid. Corona-news er spækket med historier om mennesker, der har mistet deres job. Hvem bliver de næste? Jeg øver mig i at skubbe bekymringen ned fra det gamle spisebord, der fungerer som mit corona-arbejdsbord i et hjørne af mit soveværelse. Holder i stedet fokus på den næste artikel, der skal skrives. Det virker også.
Jeg har i mit liv som nyhedsjunkie ikke altid været forstående nok over for folk, der ikke føler trang til at følge med i alle detaljer af samfundsdebatten og de politiske nørderier på Christiansborg. Det vil jeg gerne undskylde. Vi kan alle få for meget, må jeg konstatere.
Jeg konsumerer sikkert stadig flere nyheder end gennemsnittet, og jeg gør mig ingen illusioner om, at jeg for alvor bliver clean hverken nu eller i fremtiden.
Men jeg håber, at jeg også på den anden side af coronaen kan fastholde mit nye syn på en tomatmad. Med taknemmelighed.