Ukuelige meldinger trods store udfordringer i livet - jeg er rørt og opløftet.
DANNEMARE Jeg pakker min blok, to kuglepenne, mobil - og spray med håndsprit - i tasken. Det sidste er en nyere tilføjelse, men ikke nyere, end at den allerede ryger med på rutinen, og min hud på hænderne er tør som jorden under en langvarig tørke.
En nyere tilføjelse er også Sundhedsstyrelsens anbefaling om at holde afstand. Så vi næsten råbesnakker til hinanden, der i Dannemare, hvilket føles bizart, når vi faktisk snakker om noget så intimt og følsomt som en forestående kræftoperation, at være hjemsendt fra job og at have et barn med autisme hjemme.
Og hver gang en bil passerer i Bygaden - som skærer gennem Dannemare, så lige og bred, at det næsten er umuligt ikke at træde for hårdt på speederen - må jeg bede om at få gentaget svaret.
Jeg og fotografen begynder hos formanden for Dannemare og Omegns Landsbylaug, Anne Pedersen, som bor på et nedlagt landbrug med sin mand og to børn.
- Vi har det fint, siger hun.
Men hverdagen er ganske berørt. Hendes 17-årige datter, Laura, er sendt hjem fra sin efterskole på Fyn, hvilket hun er sur og irriteret over. Hun savner fællesskabet og de faste rammer.
Hendes niårige søn, Axel, er sendt hjem fra Søllested Landsbyordning, og han går og savner sine venner og planlægger, hvad de skal lave, når de ses igen - spille fodboldkampe, feste, spille spil og overnatte hos hinanden.
Hendes mand går fortsat på job, men de ansatte møder ind i et rotationssystem. Selv har hun været sendt hjem i halvanden uge fra sit job som kirkegårdsgraver i Langø Kirke, men er netop vendt tilbage.
Hun håber, at smitten bliver "deroppe på Sjælland", som hun siger. Hun kan slet ikke se for sig, at hun pludselig som kirkegårdsgraver skulle stå i en situation som i Italien og Spanien og begrave døde i stort antal.
- Jeg er bekymret, men jeg kan ikke gå og tænke det værste, så bliver jeg bims, siger hun.
Indtil videre har hun nogle gange Axel med på job, så sidder han i graverhuset med sin computer eller hjælper med at vande blomster. Men fodbolden kan han ikke få med, understreger hun.
På modsat side af vejen bor 50-årige Dorte Brinch Jensen med sin mand. Hun er hjemsendt fra sit arbejde som billettør i Kragenæs ved Lolland Færgefart.
- Det går rigtig op i hækling for tiden, fortæller hun.
Hun har, som hun selv kalder det, en "fritidshyggebiks", hvor hun hækler dyr.
- Så går tiden da med det, siger hun.
Et stykke derfra går 85-årige Axel Jensen og river jorden ved indkørslen. Hans 79-årige kone, Eva, pudser ruderne i entredøren.
- Vi har det godt, og vejret er dejligt, siger Axel først, hvorefter han fortæller, at Eva skal opereres for brystkræft mandag (i dag, red.).
- Det har selvfølgelig fyldt meget for os, siger han.
Eva påpeger, at det ikke "er særlig smart" at være kræftsyg i denne tid.
- Men jeg er glad for, at der bliver taget hensyn til os, og at forløbet har været udmærket, når nu det skal være sådan, at der er corona, siger hun.
Axel tilføjer:
- Men så er der da ingen trafik på vejen til sygehuset bortset fra lastbiler.
De holder sig hjemme, og "der er heller ingen, der inviterer os ud", som Axel bemærker. Men det, der gør mest ondt, er, at de ikke kan være der for de ældre på plejehjemmet. Eva er besøgsven for en ældre mand, og de arbejder begge i madgruppen, som laver mad en gang om måneden for plejehjemmets beboere.
- Jeg tænker på, at de nu sidder alene derovre, men der er heldigvis et godt personale, siger Eva.
I nærheden er Lasse og Pia Johansen i gang med et pælebor og et stykke udspændt snor. De skal have sat hegn op. Lasse er lærer på Celf i Nakskov, han arbejder nu hjemmefra. Pia arbejder i SuperBrugsen i Nakskov, hvor hun føler sig fint tryg i sit arbejde med både skærm, handsker og sprit til at beskytte sig.
De har en 10-årig dreng, som går i specialklasse på Byskolen, fordi han er autist.
Lasse og Pia har derfor skullet gøre en indsats for at skabe genkendelighed i hans hverdag, nu hvor han er hjemme.
- Vi fik hurtigt etableret en helt fast struktur med hvilke fag, hvilke dag og klokkeslæt, og den trives han fint i, fortæller Lasse Johansen.
Lidt uden for Dannemares byskilt på vej mod Gloslunde sidder 74-årige Flemming Hansen på sin rollator og sludrer med naboen.
Han er træt af, at han hverken kan komme af med sit haveaffald eller få ordnet sine tænder hos tandlægen. Han og hans kone savner også at se børn, børnebørn og oldebørn. Men heldigvis er hans behandling for prostatakræft uberørt, så han føler sig ikke sårbar.
- Ikke mere sårbar, end vi alle alligevel er, siger han.
Livet er ikke længere, som vi kendte det. Ikke siden patient nul kom retur til Danmark fra en skiferie i Italien, danskere i stigende omfang viste sig smittede, blev sat i karantæne, og de første børnehaver og skoler blev lukket ned.
Især ikke siden statsminister Mette Frederiksen (S) påbegyndte rækken af pressemøder med meddelelse på meddelelse om nye midlertidige tiltag i forebyggelsen og bekæmpelsen af covid-19.
Begrænsninger på antal forsamlede. Nedlukninger af børnehaver, skoler, kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud, frisører, cafeer og restauranter. Påbud om hjemmearbejde til offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner. Opfordring til hjemmearbejde til privat ansatte. Lukning af landets grænser.
Imens stiger antallet af smittede, indlagte, kritisk syge og døde - og antallet af hjemsendte og fyrede lønmodtagere og konkurstruede selvstændige. Så hvordan opleves livet mon nu?