IDESTRUP: Det er efterhånden en gammel traver. Foreningslivet har det svært. Den yngre generation vil ikke engagere sig, særligt ikke i bestyrelsesarbejdet. Heller ikke i Idestrup Badminton Klub (IBK), der igennem længere tid har forsøgt at få andre til at træde ind i bestyrelsen. Alle siddende medlemmer har nemlig valgt at trække sig.
- Der er ingen uvenskaber. Vi har simpelthen bare mistet gnisten, fortæller næstformand John Rasmussen.
Klubben har i alt 66 medlemmer og tirsdag aften holdt den generalforsamling. Ni personer var mødt op, men ingen meldte sig på de fem ledige bestyrelsesposter og derfor ser foreningen nu ind i en opløsende generalforsamling. Den vil finde sted 12. april.
Vride hals og værdi
Selv begyndte John Rasmussen at gå til badminton, fordi han stoppede med fodbold og stadig gerne ville holde sig i gang. For John Rasmussen kom engagementet naturligt.
- Det er noget, jeg altid har gjort og et ansvar jeg synes, man skal tage, fordi det giver værdi og er en stor del af det danske værdisæt.
John Rasmussen, næstformand IBKDet er noget, jeg altid har gjort og et ansvar jeg synes, man skal tage, fordi det giver værdi og er en stor del af det danske værdisæt.
Siden november har foreningen vidst, at bestyrelsen ville træde tilbage.
- Vi har tidligere forsøgt at vride halsen om på folk, for at få dem til at gå med i bestyrelsesarbejdet, men det har vi dårlige erfaringer med, lyder det fra næstformanden, der er trist over, at ingen vil ind i foreningen. Helt opgivende er han dog ikke.
- Vi er i dialog med andre klubber i forhold til, at vi kan blive lagt under dem, så vi ikke skal have medlemmer til en hel bestyrelse. Men vi vil stadig skulle finde én, der kan sidde som repræsentant og det håber vi kan lykkedes. Det er især posten som kasserer, der kan trække tænder ud.
Hvad sker der med klubbens aktiver, hvis I går i opløsning?
- Ifølge vedtægterne skal de gå til et almennyttigt formål, der ligger i naturlig forlængelse af vores formål. Men det vil skulle besluttes på den opløsende generalforsamling.
IBK er en veldrevet forening, som ligger inde med en formue på over 100.000 kroner.