NYKØBING: I en alder af bare 29 år er ejendomsmægler Cecilie Nielsen fra 1. april sprunget ud som selvstændig med sin egen mæglerbutik Nielsen Boliger.
Siden januar har der været travlhed med at få renoveret ejendommen på H.P. Jensensgade 20 i Nykøbing over for lægehuset, så den fremstår som en lys og moderne mæglerforretning.
Cecilie Nielsen er opvokset i Tingsted på Falster og har på trods af sin unge alder 10 års erfaring inden for mæglerbranchen, hvor hun blev udlært hos Home Jørgen Danielsen.
Hun har også været daglig leder af Fairmægler i Marielyst og senest ejendomsmægler hos Nybolig Nykøbing Falster.
- Jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig. Jeg vil gerne gøre tingene på min egen måde, og nu er jeg trådt ud af de store og til tider lidt støvede kæder for at starte et nyt koncept for bolighandel til gavn for alle hussælgerne på Lolland og Falster, siger Cecilie Nielsen.
Det ligger til familien at være selvstændige, hvor hendes far blandt andet er medejer af Autohuset Nykøbing ApS og Lakcentrum A/S.
En fair pris
- Jeg tilbyder et fair salær og et koncept, der adskiller sig fra kæderne, da det ikke ejet af store finanshuse, eller bundet af eksklusive samarbejdsaftaler med banker, kreditforening og forsikringsselskaber, eller har store franchiseudgifter. Derudover mener jeg også, det er på tide, at Lolland-Falster endelig får en ejendomsmæglerforretning, der alene er ejet og drevet af en kvinde, siger Cecilie Nielsen.
Hun kører med et fast lavt salær og et endnu lavere salær, hvis man som sælger selv er villig til at fremvise sin bolig.
Sælgerne tager tilsyneladende godt imod tilbuddet, for i mæglerbutikken er de to første ejendomme allerede til salg.
- Yderligere tre boliger skal jeg give salgsvurderinger på, så det er gået stærkt. Jeg er blevet mødt med en overvældende respons, så det er super fedt, siger Cecilie Nielsen.
Cecilie Nielsen, ejendomsmægler, Nielsen BoligerDet er gået stærkt. Jeg er blevet mødt med en overvældende respons.
Annoncerer online
Hun dækker hele Lolland-Falster og alle typer af private ejendomme inklusive sommerhuse. Boligerne vil blive annonceret på boligportaler som boligsiden.dk og boliga.dk og på sociale medier.
Cecilie Nielsen har en professionel fotograf til at tage fotos og lave boligvideoer, mens hun selv står for bolighandlen og alt, hvad det indebærer af papirarbejde.
På sigt vil hun dog gerne have en medarbejder ansat. En mulighed kunne være en elev.
- Jeg har gode erfaringer med at have en elev, og jeg vil gerne hjælpe nogle unge med at blive uddannet, siger Cecilie Nielsen.