Café genåbnet: Kim kæmpede mod voldsomme vandmasser - nu er han tilbage

Kim Lærkesen genåbnede Café Sand i juni efter at have holdt lukket i godt otte måneder. Arkivfoto: Søren Lauridsen

Caféejer Kim Lærkesen tog sidste år en ihærdig kamp på havnen i Nysted mod de indtrængende vandmasser i oktober måneds stormflod. Det skete i en særdeles dramatisk uge, hvor han også måtte hjerteopereres. Nu er Café Sand genåbnet, men faren for en ny oversvømmelse lurer stadig i baghovedet hos caféejeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et "På gensyn"-skilt holdt hen over vinteren liv i håbet om, at Café Sand igen ville vende tilbage som en aktiv medspiller i havnemiljøet i Nysted.

Nu er caféejer Kim Lærkesen igen at finde på havnen i fuld vigør oven på efterårets ødelæggende indtrængen af store vandmasser. Tilbage i oktober kunne man hos Folketidende følge med i restauratørens ganske udfordrende uge, der startede med en hjerteoperation. Den blev overvundet, og senere samme uge tilbage i oktober var der kamp til stregen med vandmasserne omkring Café Sand.

- Vi er i gang igen, og det er dejligt. Vi må også sige, at der ikke er sket det store i forhold til at klimasikre på havnen her i Nysted. Men personligt har jeg tænkt mig at genbruge nogle af de løsninger, der virkede under stormfloden, fortæller caféejer Kim Lærkesen, der blandt andet havde gang i watertubes og masser af pumper tilbage i oktober måneds dramatiske stormflod.

Lukkede alt ned

Han tøver ikke med at erkende, at det var en særdeles hård omgang at være igennem sidste efterår, hvor de indtrængende vandmasser i Café Sand lukkede helt ned for al aktivitet i bygningen yderst på havnen i Nysted.

Læs også: Se billederne: Nysted-restauratør giver op

Som mange læsere sikkert vil kunne genkalde sig, var oktober måneds oversvømmelser ikke mindst ganske store i Nysted. Her fulgte Folketidende den lokale kamp på havnen for at sikre bygninger og værdier, mens meldingerne om en skræmmende høj vandstand tikkede ind hos de forskellige havneaktører.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Restauratør Kim Lærkesen tjekker her watertuben tilbage i oktober, inden det for alvor gik løs med oversvømmelser på havnen i Nysted. Nu er caféejeren tilbage med åbent hele ugen undtagen tirsdag og onsdag. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Heldigvis lykkedes ganske meget rundt omkring på havnen den fredag aften og nat, hvor stormfloden rasede tilbage i oktober. Men hos Kim Lærkesen blev de store vandmasser til sidst for meget.

Ud på den anden side

- Man kan sige, at vi havde nogle udfordringer med et ujævnt underlag, hvor vandet kunne trænge ind under vores watertubes. Men vi er da også kommet ud på den anden side, selv om det har været et par drøje måneder at nå her til, hvor vi er nu. Jeg har gjort mig mange tanker den seneste tid, men nu prøver vi igen, og så må vi se, om ikke der også snart kommer den ventede kystsikring på havnen i Nysted, fortæller Kim Lærkesen.

Kan gøre det for tre millioner

Kystbeskyttelse og sikring mod højvande har fyldt meget på havnen i Nysted gennem de senere år.

Det er ikke mindst projektgruppen Havn til Gavn, som i flere år har arbejdet med en permanent løsning omkring fremtidige vandudfordringer i Nysted Havn. Aktuelt er der under Nysted Erhvervs- og Turistforening (NET) nedsat en gruppe, der tager sig af arbejdet omkring klimasikringen af Nysted Havn.

Vi er da kommet ud på den anden side, selv om det har været et par drøje måneder at nå her til, hvor vi er nu.

Kim Lærkesen, restauratør vaf Café Sand

- Vi er nu nået frem til, at vi for tre millioner kroner kan komme op med en klimasikring, som er lidt anderledes i forhold til, hvad der tidligere har været på bordet. Samtidig kan vi finde pengene til det inden for det budget på 22 millioner kroner, som kommunen har sat af til den kommende havnerenovering i Nysted, fortæller Jesper W. Pedersen, formand for Nysted Sejlklub, der er talsmand for den lokale havnegruppe under NET.

Den omtalte havnerenovering forventes at kunne starte til efteråret, og det er her, at havnegruppen under NET mener at kunne finde besparelser, der altså giver plads til at prioritere en tiltrængt klimasikring mod oversvømmelser på havnen i Nysted i samme ombæring.