- Det er et dårligt tidspunkt, at det her sker.
Sådan lyder det fra Christian Andersen, der er ejer af den falsterske virksomhed, Marielyst Vognmandsforretning.
Et politisk forslag vil nemlig gøre det dyrere for lastbilchauffører at køre på vejene. Lastbiler, der kører på benzin og diesel, skal nemlig fra 1. januar 2025 betale en afgift per kørt kilometer på potentielt 1,30 kroner.
Christian AndersenDen almindelige dansker får ikke sympati med sagen på den måde
Og i en tid med inflation, stigende rente og generelt hårdere betingelser for virksomheder, er timingen ikke den bedste, mener Christian Andersen.
- Jeg er lidt delt på problemet. Men i bund og grund må vi se i øjnene, at grøn omstilling koster, og hvis ikke man skal kræve penge op hos dem, der forurener, så ved jeg ikke, hvor man skal gøre det, siger han.
Helt konkret betyder det, at vognmandsforretninger som hans må hæve priserne for at bundlinjen stadig kan stå i sort.
- Nu skal vi sætte priserne op endnu en gang, og det er jo ikke godt for kunderne. Når det bliver så dyrt at transportere fra A til B, så finder folk alternativer, og det er jo det, der er hensigten med politiske aftaler som denne, siger han.
Også selvom den lokale vognmandsforretning kan se frem til at forklare kunderne, at prisen endnu en gang stiger, så mener han ikke, at protesterne mandag - hvor lastbiler blokerede vejene i Rødbyhavn og Gedser - er den bedste fremgangsmåde. Langt fra.
- Jeg tager skarpt afstand fra det. Den almindelige dansker får ikke sympati med sagen på den måde, siger han.
Lastbiler har protesteret på vejene landet over fra søndag aften, hvor flere veje har været blokerede i timevis.