Det kan komme til at tage en smule længere tid end ventet at komme fra Falster til Lolland eller omvendt i aften- og nattetimerne de kommende dage - medmindre man svømmer eller sejler.
Guldborgsundtunnelen, som forbinder de to øer med hinanden via Sydmotorvejen, er nemlig spærret i tidsrummet mellem klokken 19.00 og 05.00 til og med 23. september - altså torsdag aften og natten til fredag. Det oplyser Vejdirektoratet.
Mere præcist er motorvejen spærret i begge retninger mellem frakørsel 44 Eskilstrup og frakørsel 45 Guldborg.
Årsagen til lukningen af tunnelen er et eftersyn af overledningsbomme, og det begyndte tirsdag aften og natten til i dag, onsdag. Ligeledes er tilkørsel 45, Guldborg, spærret i de nævnte tidsrum. Der er opsat omkørselsskilte, som guider trafikanterne forbi vejarbejdet.
Vejarbejdet falder i øvrigt sammen med, at Guldborgbroen i Guldborg ligeledes er spærret mellem klokken 20.00 og 05.00 på grund af broarbejde. Det er dog fortsat muligt at køre over Frederik IXs Bro i Nykøbing.