NYKØBING: En enkelt stemme. Mere manglede Thorkild David Holmboe Hay ikke, da han forrige weekend var lige på nippet til at blive Socialdemokratiets spidskandidat i Guldborgsundkredsen.
Men 49,75 procent af stemmerne er ikke nok - en kandidat skal vælges med over halvdelen af stemmerne, og det betød, at de to mest populære kandidater, Thorkild David Holmboe Hay og Caroline Holdflod, skulle ud i anden og afgørende stemmerunde.
Og onsdag eftermiddag blev stemmerne, der er afgivet af medlemmerne af Socialdemokratiet i Guldborgsundkredsen, talt op, og denne gang kunne en klar sejrsherre udråbes - Thorkild David Holmboe Hay fik den sidste stemme, han manglede. Faktisk fik han 60 procent af de afgivne stemmer, mens 27-årige Caroline Holdflod, der betragtes som et stort, politisk talent, fik de resterende 40.
- Nu er jeg glad for, vi har fundet ud af, hvem der skal repræsentere os i fremtiden. Og jeg oplever, mange er glade for, at det er en kandidat, der er funderet her lokalt i Guldborgsund Kommune, som kender de udfordringer, der er på disse kanter, der skal tale vores sag. Og at Thorkild så har en lang og relevant baggrund med en mastergrad i politisk kommunikation og mange valgkampe for Socialdemokratiet inde i maskinrummet, det er kun en bonus, lyder dommen fra Bjarne Petersen, formand for Socialdemokratiet i Guldborgsundkredsen.
Bjarne PetersenNu er jeg glad for, vi har fundet ud af, hvem der skal repræsentere os i fremtiden. Og jeg oplever, mange er glade for, at det er en kandidat, der er funderet her lokalt i Guldborgsund Kommune, som kender de udfordringer, der er på disse kanter, der skal tale vores sag.
En lav stemmeprocent
Der er dog også en smule malurt i bægret, her hvor stemmerne er talt op. De stemmeberettigede, altså medlemmer af partiet her i Guldborgsund, har nemlig ikke været ved stemmeurnerne i nævneværdig grad:
- Vi slutter med en stemmeprocent på 60. Det er jo ikke imponerende, må jeg indrømme, og det overrasker mig lidt, at så engagerede mennesker, der har valgt at være aktive medlemmer af et politisk parti, ikke afgiver deres stemme i højere grad, lyder det fra Bjarne Petersen.
Direkte adspurgt om den lave stemmeprocent kan skyldes, at mange måske har spekuleret i, at sejren allerede var i hus for Thorkild David Holmboe Hay, tøver kredsformanden et øjeblik.
- Det kunne da nok have noget med det at gøre, ja. Men jeg ved det som sagt ikke med sikkerhed.
Rødder i fagbevægelsen
Nu skal det helt store maskineri ellers sættes i gang. Der skal gøres en stor indsats for at køre Thorkild David Holmboe Hay i stilling som Lennart Damsbo-Andersens afløser i Folketinget, før det næstkommende folketingsvalg er en realitet.
- Thorkild kender hele maskineriet, og vi glæder os over, at vi har en lokalforankret kandidat, der kan repræsentere os. Han har sine rødder i fagbevægelsen som rådgiver, både lokalt og på landsplan, og jeg er sikker på, han er en stærk kandidat, lyder dommen fra Bjarne Petersen.