- Hvis disse forslag bliver vedtaget, vil det have vidtrækkende konsekvenser. Det vil påvirke arbejdspladser, fritidsaktiviteter, handel, foreninger, tilflytning og meget mere. For 20 år siden var Stubbekøbing en selvstændig kommune centreret om en 700 år gammel købstad, og nu risikerer byen at blive reduceret til en landsby!
Sådan lyder det i et opslag på Facebook fra Casper Schneidereit, næstformand i foreningen Liv i Stubbekøbing, på vegne af bestyrelsen i forbindelse med de igangværende politiske forhandlinger om det omfattende sparekatalog i Guldborgsund Kommune.
Forslagene fra sparekataloget, som Liv i Stubbekøbings næstformand hentyder til, handler om en lukning af Stubbekøbing Bibliotek og Borgerservice samt en sammenlægning af Stubbekøbing Skole, Møllebakkeskolen og Eskilstrup Skole, hvilket ifølge Liv i Stubbekøbings bestyrelse kan medføre, at Stubbekøbing Skole lukker.
Foreningen vil derfor vise byrådspolitikerne, at borgerne i Stubbekøbing står sammen i ønsket om at bevare byens skole, bibliotek og Borgerservice. Derfor arrangerer man en fælles bustur for alle interesserede til byrådsmødet 12. oktober på rådhuset i Nykøbing.
Bussen afgår fra Stubbekøbing Havn klokken 15.45 den 12. oktober. Undervejs vil der være mulighed for opsamling i Maglebrænde og Falkerslev, skriver næstformanden på vegne af bestyrelsen, og opfordrer dermed også borgere i andre dele af den tidligere Stubbekøbing Kommune til at deltage.