Den belægning, der på smykker og legetøj skal forhindre frigivelse af nikkel, virker i nogle tilfælde ikke i tilstrækkelig grad.
Det viser en undersøgelse fra Miljøstyrelsen. De har kigget på øreringe, piercingsmykker og legetøj fra både danske, europæiske og ikkeeuropæiske butikker.
En lang række af produkterne er ellers forsynet med en belægning. Den skal forhindre eller reducere nikkelfrigivelse til et acceptabelt niveau.
Alligevel viste undersøgelsen, at 15 af de 63 produkter Miljøstyrelsen har kigget på, frigav nikkel i en påviselig mængde.
Otte af disse produkter overskred EUs grænseværdi for frigivelse af nikkel.
Miljøstyrelsen skriver, at det høje antal af produkter der indeholder nikkel, tyder på, at en beskyttende belægning ikke altid er nok til at forhindre frigivelsen af nikkel.
Undersøgelsen viste også, at det har en betydning, hvor produkterne kommer fra.
Andelen af produkter, der overskred grænserne for nikkelfrigivelse, var nemlig omkring dobbelt så stor for produkter købt i webshops uden for EU, som for produkter købt i Danmark.
Nikkel er et stof, der kan forårsage hudallergi. Ifølge Videnscenter for Allergi er det en af de hyppigste årsager til kontaktallergi. Allergien hænger typisk sammen med ørepiercing og brug af uægte smykker.
Et tegn på nikkelallergi er hudeksem i det område, hvor man bruger et produkt, der indeholder nikkel.
Miljøstyrelsens råd til forbrugerne er at, hvis man udvikler eksem efter brug af produkter, der indeholder nikkel, skal man stoppe med at bruge produktet.
/ritzau/