4: En trængt økonomi på kviklån

AFSNIT 4: Svend-Aages og Vivian anmodning om, at Finanshuset Farsø A/S skulle købe Strædet 1 tilbage blev blankt afvist.

Selv om Svend-Aage forventningsfuld skrev: "Jeg håber, at I kan se, hvilken situation, vi står i, og at vi meget snart kan finde en løsning".

Så lød svaret i et brev 11. november 2014:

"Det er beklageligt, at I er kommet i problemer med Fødevarestyrelsen og jeres helbred. Ejendommen blev solgt med fuld ansvarsfraskrivelse, og vi er desværre ikke i stand til at gå ind og påtage os et ansvar i sagen. Men vi vil anbefale, at I sætter ejendommen til salg hos en ejendomsmægler, og vi håber på hurtigt salg".

Men det kunne de ikke, havde beskeden fra mægler lydt, så rådet lod sig ikke realisere.

I moradset vidste Svend-Aage og Vivian én ting, de ville ikke længere bo på Strædet 1. Men de vidste ikke, hvordan de skulle få råd til at komme væk derfra.

De ringede til Fynske Bank, deres bank gennem 30 år, om et lån. Men banken ville ikke låne dem penge til køb af en anden bolig, så længe der kørte en sag om fund af dioxiner i æggene på deres ejendom.

De overvejede om en løsning kunne være at sælge den ejendom i Stenstrup på Fyn, hvor de havde haft virksomhed. Men vurderingen var, at den ville generere et tab ved salg. Vælge at bo der kunne de heller ikke, da den var lejet ud.

Så ringede Svend-Aage et SOS til sin storebror, og i løbet af efteråret 2014 fik de to lavet en usædvanlig, men lovlig, konstruktion, der gjorde det muligt for Svend-Aage og Vivian at rykke ud af Strædet 1.

Svend-Aage og Vivian optog kviklån på 60.000 kroner til udbetalingen af et hus, og lånte pengene til storebroren og hans kone. De brugte dernæst pengene til at købe et hus til 260.000 kroner på Højbygårdvej i Rødby, som de så udlejede til Svend-Aage og Vivian.

På Højbygårdvej var der også plads til hønsene.

- Det var nødvendigt, for jeg vidste, at hvis jeg skulle igennem det her, var jeg nød til at have noget at beskæftige mig med, fortæller Svend-Aage.

Han måtte derfor i gang med traileren igen, og 22. december var de endelig klar til at flytte ud af Strædet 1.

Men et var at komme væk fra ejendommen, noget andet var at komme af med ansvaret for forureningen.

5. januar 2015 ringede Svend-Aage til Teknik- og Miljø i Lolland Kommune for at orientere om fundet af dioxin, som formentlig stammede fra asken fra afbrændt affaldstræ.

- Jeg håbede, at de kunne hjælpe os. Nogen måtte da kunne hjælpe os med det svineri, fortæller han.

Han fik også fat i en advokat hos Advokatfirmaet Gottschau, Knudsen & Guldbrandt a/s, som hjalp med at rette endnu en henvendelse til Finanshuset Farsø A/S.

Den omhandlede, at Svend-Aage og Vivian ikke havde betalt termin på pantebrevet på Strædet 1 efter fraflytningen. I brevet stod:

"Som det vil være Finanshuset Farsø bekendt gennem mine klienters direkte henvendelse, er der tale om, at den ejendom, mine klienter i sin tid har købt af Finanshuset Farsø A/S, har vist sig at være stærkt forurenet i et sådant omfang, at det har vist sig sundhedsskadeligt at bebo ejendommen. Mine klienter har derfor set sig nødsaget til at fraflytte ejendommen, og de ser sig ikke i stand til at betale fremtidige terminsydelser".

Igen var håbet og ønsket at Finanshuset Farsø A/S ville lade handlen gå tilbage, eller at Finanshuset Farsø A/S ville lade Strædet 1 gå på tvangsauktion på grund af manglende terminsbetaling.

Det havde Finanshuset Farsø A/S fortsat ingen intention om. De svarede i et brev, 14. januar 2015, at de ville "foretage normalt inkassoforfølgelse af debitorerne", hvis ikke den skyldige termin blev betalt.

Men hos Svend-Aage og Vivian var økonomien vanvittig trængt på grund af de høje renter på kviklånene.

Når deres faste udgifter var betalt, stod 1.300 kroner tilbage på kontoen til mad. Så de handlede alt i Aldi og Lidl, tog kun det billigste, holdt øje med tilbuddene, skrev dosmerseddel hjemmefra og veg ikke fra den under indkøbsturen, og lavede retter, der strakte til to-tre dage.

- Det var virkelig svært at få pengene til at slå til, men jeg er stolt af mig selv over at kunne, fortæller Vivian.

Når Svend-Aages storebror og svigerinde var på besøg tankede de desuden ufravigeligt køleskabet op.

- Så mærkede vi, at vi havde noget ekstra, noget at forsøde tilværelsen med, fortæller Svend-Aage.

De oplevede det som frygteligt at være så klemte økonomisk.

Af og til hentede de nogle få ting på Strædet 1, som de havde ladet stå tilbage, men helst ikke. De havde fået at vide, at tingene kunne være forurenede af at stå på grunden. På nogle af de smutture begyndte de at høre historier fra naboerne, de ikke havde hørt før. Om tidligere beboere, der var flyttet ud af Strædet 1, fordi også de havde fået det dårligt af at bo der. De havde dog ment, at det skyldtes, at der var blevet malet med skibsmaling indenfor. Derudover bekræftede naboerne, at ejerne før Svend-Aage og Vivian havde fået kørt affaldstræ til ejendommen, som var blevet tippet af i indkørslen.

En dag ringede en af naboerne for at fortælle, at bagdøren stod åben. Svend-Aage kørte derfor et tur til Strædet 1 for at kigge. Nogen var trængt ind i huset, havde fundet nogle glemte vinglas, noget vin og chokolade og efterladt et rod.

23. februar kørte Svend-Aage igen til Strædet 1, hvor han opdagede, at nu var køkkenet blevet fjernet. Alle skabe var skruet ned.

- Jeg tænkte, ej, det er løgn det her, det er kraft eddermame løgn. Det kan godt være, at ejendommen står ubeboet, men det giver da ikke folk ret til at fjerne inventaret. Tænker de i det hele taget over, at der kan være forurening på det køkken, fortæller han.

Han ringede til Vivian med besked om, at der gik lidt, inden han kom hjem, fordi han skulle have fat i politiet, så de kunne lave en rapport.

- Jeg snakkede også med naboerne, som godt havde set en kassevogn ved ejendommen, men de havde troet, det var vores, fortæller Svend-Aage.

Efterfølgende blev også franske døre, bryggers, cirkulationspumpen på fyret og badeværelset stjålet, og vinduerne blev smadret.

- Jeg tænkte, det her er håbløst, fortæller han.

Så fik Svend-Aage pludselig en opringning fra en bekendt.

- Jeg ved, hvor dit køkken står, husker Svend-Aage, at han sagde.

Svend-Aage ringede derefter igen til politiet.

- Jeg har fået en opringning, men jeg kan ikke fortælle fra hvem, husker han, at han sagde til politiet.

- Vi kører lige ud og kigger på det, erindrer han, at beskeden lød.

En halv time efter ringede politiet tilbage og bad Svend-Aage komme ud på den angivne adresse for at se, om det var hans køkken, der var ved at blive monteret.

Efter en del genvordigheder på adressen pillede et skadeservice-firma køkkenet ned og fragtede det hjem til Svend-Aage på Højbygårdvej. For på Strædet 1 ville det nok bare forsvinde igen, tænkte Svend-Aage.

Strædet 1 føltes ustyrligt og afmagtsfuld at være indehavere af.

Men det blev værre endnu.

Læs første afsnit af serien: En drøm om et lille hus med jord til


Læs andet afsnit af serien: Et uforklarligt sammenbrud i kartoffelbedet

Læs tredje afsnit af serien: Et oprivende opkald om fund af dioxiner