NYKØBING: Flere års ventetid for utålmodige vinter- og sommerbadere har nu snart nået sin ende. En ny helårsbadebro er nemlig sendt til høring, og til april eller maj forventes håndværkere at kunne gå i gang med arbejdet.
Det forklarer projektleder Peter Kapiczynski fra Guldborgsund Kommune.
Badebroen vil være ganske simpel og ligne broen i Stubbekøbing men med en længde på 120 meter - altså 20 meter længere. Til tøj og ejendele vil der blive lavet fem trækasser.
Det bliver kommunen, der får ansvaret for at vedligeholde badebroen, ligesom den passer på det grønne område omkring.
Den inderste del af badebroen ved Strandboulevarden udføres med en hældning af hensyn til terrænet under. Denne del får derfor et rækværk i begge sider. Den yderste del får et rækværk i én side som ved Stubbekøbing.
Badebroen er i høring indtil 23. februar, hvorefter der vil være fire ugers klagefrist. Sideløbende med hørings- og myndighedsarbejdet er broen i udbud hos tre indbudte entreprenører, tilføjer Peter Kapiczynski.