NÅR TILLIDEN SMULDRER

Annette K. Olesens nye film handler om tillid. Eller rettere; ”Ingen kender dagen” handler om manglende tillid. Måske den mest fundamentale mellemmenneskelige relation overhovedet. Hvem kan man stole på?

For hvad sker der, hvis/når vi mister tilliden til hinanden? Når dem, vi tror på, svigter vores tillid? Korrekt! - så er der intet, der holder længere. Forhold bryder sammen, venskaber krakelerer, ja - selve samfundet er i fare for at bryde sammen, når tilliden forsvinder.

Spørg bare i USA, hvor Donald Trump slog sig op på den almindelige borgers manglende tillid til politikerne i Washington. Og med slagord som ”fake news” og ”make america great again” at bilde de samme vælgere ind, at man kunne have tillid til ham. Hvilket naturligvis var en kæmpe løgn og medvirkende til, at USA på mange måder ligner et samfund i opløsning.

I starten af ”Ingen kender dagen” minder Annette K. Olesen os om Lenins leveregel: ”Tillid er godt - kontrol er bedre”. Et grundlag som Sovjetunionen og versalstater som Østtyskland og Cuba blev grundlagt på, og som spillede så eklatant fallit, da det umenneskelige udsagn gik op for befolkningerne.

I den aktuelle film har Annette K. Olesen ladet fem danske forfattere skrive hver deres lille episode, som instruktøren så har puslet på plads til en spillefilm. Vi møder den kvindelige læge, som er med på flyet til Afghanistan med et par udviste flygtninge fra Danmark. Der er skoleeleven, hvis kammerat har lagt et billede af hans kønsorganer ud på ”nettet”. Mor og lille datter, der tilsyneladende er på hyggetur, det nybagte ægtepar, der er til begravelse hos en tidligere gymnasiekammerat og endelig parret, som har lejet et hus på Air B and B til en gang udenomsægteskabelig hygge.

Undervejs kommer lægen i tvivl om hvorvidt Danmark har svigtet de flygtendes tillid. Og kan skoleeleven stole på sin lærer, som tilsyneladende vil hjælpe ham? Er mor og datter i virkeligheden på flugt fra en voldelig far? Hvilken rolle spillede ægtemanden Simon i den afdøde gymnasiekammerats død? Og hvem snyder hvem i de ægteskabelige sidespring?

Nogle af svarene får vi undervejs, andre må vi tænke os til. Men hele tiden er tilliden på spil, og vi tvinges hele tiden til at tage stilling til personerne og konsekvenserne af deres tillidsbrud.

”En film skal være som en sten i skoen”, har Lars von Trier sagt. Hvilket Annette K. Olesen har taget til sig. For undervejs irriteres vi det ene øjeblik over ikke at kunne finde ud af relationerne, for i det næste øjeblik at grine af de akavede situationer, som opstår. Andre gange igen røres vi over konsekvenserne af tillidsbruddet. Stenen gnaver, men vi kommer heldigvis ud med hele sko.

En lille genialitet fra Annette K. Olesens side er det tillige, at hun også viser os relevansen af tilliden i de små ting i hverdagen. Såsom ikke at snyde, når vi køber grøntsager fra en bod ved landevejen. Eller nytten af at vi har tillid til at vi kan køre frem, når der er grønt lys.

Instruktøren kunne naturligvis ikke vide det, da hun lavede sin film. Men Annette K. Olesen kan vel næppe få et bedre tidspunkt til at have premiere på ”Ingen kender dagen”. Midt i en speget sag om en dansk spionchef, hvor vi ikke ved, om vi kan have tillid til regeringen. Og fem dage før vi går hen for at sætte vores kryds til Folketingsvalget.

Det er jo i den grad også spørgsmål om, hvem vi har tillid til.