Sanger og musiker Povl Dissing er død, oplyser hans hustru, Pia Jacobæus, til Ritzau.
Povl Dissing beskæftigede sig i sit 84 år lange liv med musik inden for nærmest alle stilarter.
Mange vil nok huske ham for samarbejdet med Benny Andersen. Ikke mindst den hverdagspoetiske "Svantes lykkelige dag" med ordene "og om lidt er kaffen klar."
Visen er en blandt flere, som har fundet vej til Højskolesangbogen. Blandt andet kan nævnes "Go' nu nat (og gå nu lige hjem)", som Dissing og Andersen skrev tilbage i 1981.
Men Dissing er også kendt for en række sange i den mere beskidte ende af skalaen, for eksempel "Kvælerslangen" fra 1967, der beskriver, hvordan en mand fra vers til vers langsomt fra tå til isse fortæres af en kvælerslange.
I samme genre findes "25 minutter endnu" fra 1969, hvor Dissing giver den som dødsdømt mand, der venter på at lade livet i galgen.
Ud over sin musikalske karriere medvirkede Dissing også i flere film og tv.
Povl Dissing døde i sit hjem mandag aften efter længere tids sygdom omgivet af sin familie.
Povl Dissing efterlader sig sønnerne Rasmus og Jonas, som han fik i ægteskabet med sin første kone, Jette, og sin hustru, Pia Jacobæus.
/ritzau/