Soldaterfortiden indhentede Joe

ESKILSTRUP Det var 24. juni 2018.

Joe Andersen husker tydeligt datoen, for det var den dag, han blev indhentet af fortiden som udsendt soldat på Balkan - og filmen knækkede for ham.

- Jeg var på golfbanen den dag på Marielyst. Tæt ved ligger en skydebane - og vinden bar den svage lyd af skuddene ind over golfbanen. Det har ikke tidligere påvirket mig, men den dag skete der noget indeni mig. Ved hul nummer 15 begyndte jeg at ryste udenpå og græde indeni. I dag forstår jeg ikke, hvordan jeg kunne gennemføre resten af golfturneringen, men på en eller anden måde lykkedes det. Da jeg kom hjem, kiggede min hustru på mig og konstaterede, at noget var helt anderledes ved mig.

48-årige Joe Andersen fortæller fra hjemmet i Eskilstrup præcist og detaljeret om den dag, hvor lyden af skud i det ellers så fredelige Danmark for altid forandrede hans liv.

Kimen blev lagt tilbage midt i 1990'erne. En ung Joe Andersen, født i Grønland og opvokset ved Radsted, havde overstået tiden som værnepligtig ved Danske Livregiment på Vordingborg Kaserne. Og han var glad for livet som soldat.

- Det gav mig noget struktur på tilværelsen. Og en fællesskabsfølelse. Noget jeg nok ikke havde så meget af som barn og ung. Men i militæret fandt jeg mig til rette. Og så holdt jeg bare rigtigt meget af at køre i de tunge køretøjer og kampvogne ...

Så der var ikke langt til beslutningen om at melde sig til den daværende internationale brigade, som på det tidspunkt stod for udsendelsen af danske soldater til missionerne på det borgerkrigshærgede Balkan.

- Jeg var soldat, og det var helt naturligt for mig at drage afsted, når ens land, Danmark, skulle stille med soldater. Og i efteråret 1995 landede vi i Bosnien. I begyndelsen under FN-kommando, men undervejs skiftede missionen til Nato - og vores ellers FN-hvide køretøjer fik den militære farve tilbage, fortæller Joe Andersen.

Og eskadronen fra Vordingborg Kaserne havde travlt. Flaget skulle vises i området, og det blev til mange ture for de danske kampvogne, hvor Joe Andersen sad ved styretøjet i den ene af dem.

- Det var et meget anspændt område, vi kørte rundt i. Det var efter fredsaftalen i Dayton, men lige under overfladen ulmede konflikterne mellem de forskellige befolkningsgrupper. Og det kom til sammenstød og det, som var værre. Og det flød med miner mange steder. Når vi kørte om natten og i tåge, så var det livet om ikke at komme ud i vejkanten, hvor risikoen for at køre på en mine var stor. Det kan nogle gange stadig komme til mig den dag i dag, når jeg kører bil, fortæller Joe Andersen.

Forholdene påvirkede den unge soldat, der fik konstateret stress - og da han samtidig fik klemt sit hoved i kampvognen, blev han sendt hjem til Danmark før resten af eskadronen.

- Dengang var der ikke rigtig noget debriefing om vores oplevelser. Vi snakkede lidt sammen i små grupper, men ellers blev ubehagelighederne mest lagt ned i den mentale rygsæk og dulmet med en kasse øl. Man bed tingene i sig og fortsatte ad samme spor.

Det gjorde Joe Andersen også. Og i 1999 var han afsted på en ny mission, denne gang i Kosovo. Og borgerkrigen satte stadig dybe spor og ar på det forarmede land. De danske soldater var blandt andet med til at finde massegrave og søge efter våben i folks private boliger.

- Selvom jeg tog hjelmen på og løste opgaven, så påvirkede det mig at skulle trænge ind i folks hjem. Det var grænseoverskridende og ubehageligt, mindes Joe Andersen.

Hjemme igen blev minderne stadig gemt væk. I 2003 udsendtes han igen. Denne gang med Gardehusarregimentet fra Antvorskov Kaserne ved Slagelse - og destinationen var atter Bosnien.

- Vi skulle ned og afslutte den danske tilstedeværelse i området. Der var enormt meget arbejde med at få det hele rigget af - og samtidig var der en del af vores tekniske systemer, som ikke virkede. Det var meget stressende for mig.

Tilbage på dansk jord var ikke kun Joe Andersens nerver flossede - også de familiemæssige relationer skulle der arbejdes på. Og for første gang opsøgte han en psykolog, for egen regning.

- Som soldat optjener man jo muligheden for med løn at tage en civiluddannelse. Og jeg begyndte i august 2003 på pædagogseminariet i Slagelse. Og da jeg var ved at være færdig med uddannelsen, så lød meldingen fra Forsvaret, at medmindre jeg fandt et job i det civile, så kunne jeg se frem til at blive udsendt på en ny mission. Og så fandt jeg hurtigt et job som pædagog og fik lagt uniformen væk, fortæller Joe Andersen.

Som pædagog arbejdede han blandt andet med utilpassede unge - og på et tidspunkt også med udsatte veteraner. Han kendte med sin fortid om nogen deres udfordringer.

For Joe Andersen handlede dagligdagen om familien og arbejdet - og det at kunne hjælpe andre. Men sin egen mentale rygsæk kunne han ikke lægge fra sig. Og den sommerdag på golfbanen for tre år siden revnede rygsækken, og ud væltede fortidens barske og ubearbejdede soldaterminder.

- Det første halvandet år derefter sov jeg næsten ikke. Det var forfærdeligt. Jeg har posttraumatisk stresssyndrom og har også haft depression og angstanfald. Jeg har også være forbi psykiatrien på Oringe og fået hjælp til at lytte til min krop og dens signaler. I dag får jeg medicin og kan have en nogenlunde tålelig tilværelse. En stor hjælp er det også, at jeg har fået bevilget en servicehund, Valde. Den er med til at give mig en ro, blandt andet når jeg skal sove. Og 1. august begyndte jeg i et fleksjob på depotet på Vordingborg Kaserne. Det er kun få timer om ugen, men jeg er tilbage blandt andre mennesker. Også nogen, som kender mig og min fortid. Det er meget vigtigt for mig, fortæller Joe Andersen.

Og hver torsdag aften mødes han med andre udsatte veteraner til Safezone-yoga og andre aktiviteter. Det er kommunens veterankoordinator, der sammen med Forsvarets Veterancenter er med til at give veteranerne et frirum.

Fredag deltager Joe Andersen og Valde sammen med familien i VeteranGuld, der er et af kommunens arrangementer for markering af den kommende flagdag, men om han deltager i markeringen på selve flagdagen på søndag, 5. september, ved han endnu ikke.

- Flagdagen er en vigtig dag. Det er med til i den brede befolkning at synliggøre den indsats, vores udsendte yder rundt om i verden netop nu. Og den indsats, de danske veteraner har ydet gennem årene. Ligesom dagen også er med til at sætte fokus på den pris, det har haft for nogle af os veteraner.