NYKØBING: En tysker, der spiller i Frankrig, men som tidligere har spillet i Danmark, skal i næste sæson tørne ud for NFH.
23-årige Aimée von Pereira har underskrevet en to-årig aftale med falstringerne, der henter hende i den franske klub Nice.
Nyerhvervelsen er bestemt ikke ukendt i den danske Håndboldliga, for inden opholdet i det franske spillede hun to sæsoner for København.
Hun er tiltænkt som erstatning for Sofie Flader, der efter tre sæsoner i NFH siger farvel.
I de to sæsoner i København blev tyskeren mest brugt som forsvarsspiller, men det er meningen, at de 183 centimeter også skal bruges i angrebet.
- I de seneste tre sæsoner er jeg blevet mere skarp både i mit forsvars- og angrebsspil. Jeg føler mig nu som en mere komplet håndboldspiller, der kan spille begge veje, og efter tre sæsoner i Nice føler jeg, at det er tid til at tage det næste skridt i min karriere, lyder det fra Aimée von Pereira, der kommer til Nykøbing med ambitioner både på egne og holdets vegne.
- Jeg føler, at NFH er det perfekte sted for mig i forhold til at spille på højt nationalt og også internationalt niveau i European League. Det, tror jeg, vil gøre mig til en endnu stærkere og hurtigere håndboldsspiller, lyder det fra Aimée von Pereira, der også har ambitioner om at spille på det tyske landshold.
- Det er også en af årsagerne til, at jeg gerne vil tage det næste skridt i min karriere, men det kræver, at jeg gør det godt over en længere periode, siger Aimée von Pereira, der har spillet U/19-landskampe for Tyskland.
Det er en spiller, som træner Jakob Larsen har store forventninger til.
- Det en super forsvarsspiller, som også har angrebsmæssige kompetencer. En stor, stærk og atletisk spiller, som ser rigtig spændende ud, og så har hun den fordel, at hun kender den danske Liga. Det er en direkte erstatning for Sofie Flader, lyder det fra Jakob Larsen.