- Vi er kede af det.
Sådan siger den snart tidligere ejer af Cafe Einer i Nakskov, Kim Einar Lützhøft, da Folketidende ringer til ham.
Caféen meldte nemlig for nylig ud på sin facebookside, at fra slutningen af maj vil det være slut med at købe hjemmelavet hønsesalat, smørstegte fiskefileter og lune frikadeller.
Det hænger sammen med energikrisen, hvorfor Kim Einar Lützhøft og kæresten Helle har måttet dreje nøglen om. Det kunne simpelthen ikke løbe rundt længere, mener Kim Einar Lützhøft.
- Det har bare været hårdt, og vi tjener ikke så meget på driften.
- Vi bliver nødt til at tænke på os selv.
Selv om priserne kunne skrues i vejret, har det aldrig været en mulighed for Kim Einar. Kvalitet til rimelige penge var nemlig en af kongstankerne.
- Man kan ikke sætte kaffen op til 50 kroner. Vi har haft samme prisniveau som altid. Det er, hvad vi selv vil betale, fortæller Kim Einar Lützhøft.
Ildsjæle
Når Café Einar lukker ned, vil lokalerne forhåbentlig ikke stå tomme i for lang tid. Kim Einar håber, at der er nye ildsjæle, som er klar til at tage stafetten videre og drive en cafe.
Han har et godt råd til den næste ildsjæl, der står klar i lokalerne på Østre Boulevard.
Aldrig gå ned på kvaliteten!
- Folk betaler ikke penge for noget, der er dårligere, gør Kim Einar det klart.