BRANDSTRUP: Sport handler ofte om at give alt, man har, og sådan føler Tirsted IK85 også, at foreningen har grebet sagen om den tidligere skole i Brandstrup an.
I syv år har bestyrelse og frivillige kræfter knoklet for at skabe liv i skolen, sætte den i stand og få driften til at hænge sammen. Det sidste er blot ikke lykkedes.
- Konklusionen er, at vi ikke kan løbe de mange penge op, som det koster at drifte Kernehuset. Økonomien stjæler fokus fra det oprindelige, og det vi er sat i verden for, nemlig at skabe idræt og aktivitet i vores lokalområde, skriver formand Randi Kofoed Jørgensen og Marianne Møss, der er en af tovholderne i at styre kultur- og idrætshuset.
Martin Boesen, udvalgsformandVi kan næsten alle sammen mærke, hvor forfærdeligt det er, når det ikke kan lade sig gøre at finde pengene. Vi kan også sagtens se det reelle i deres problemer, men vi har ikke økonomi til at drifte stedet gennem vores udvalg.
Tidligere på året henvendte foreningen sig til Lolland Kommunes fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalg for at få hjælp til at drive Kernehuset videre.
Kommunen kan overtage bygningerne
I perioden fra 2019 til 2021 lå udgifterne til kulturhuset på gennemsnitligt 124.000 kroner om året, og det seneste år er både almindelige priser og energipriser steget betragteligt.
- For at overleve både økonomisk og menneskeligt, ser vi desværre ingen anden udvej end at ansøge om et årligt kommunalt tilskud til driften af Kernehuset, lyder det i skrivelsen til udvalget, hvor Tirsted IK85 beder om et tilskud på 60 procent af udgifterne til den gamle skole.
- En kommunal overtagelse af bygningerne, med en brugsaftale ad de nyistandsatte lokaler, kunne også være en mulighed, lyder det videre.
Frygter det danner præcedens
Da sagen blev politisk behandlet, var det dog med tommelfingeren vendt ned fra udvalgets medlemmer.
Men det var ikke fordi medlemmerne stod uforstående overfor situationen i Brandstrup.
- Vi kan næsten alle sammen mærke, hvor forfærdeligt det er, når det ikke kan lade sig gøre at finde pengene. Vi kan også sagtens se det reelle i deres problemer, men vi har ikke økonomi til at drifte stedet gennem vores udvalg, siger formand Martin Boesen, som begrundelse for at afvise ansøgningen.
Havde udvalget rådet over flere penge end det gør, ville svaret dog være blevet det samme, pointerer udvalgsformanden.
- Ved at sige ja til Tirsted IK85 ville vi danne præcedens for støtte til lignende kulturhuse rundt i kommunen, og så ville vi blive bestormet med henvendelser fra de andre, som også ville have støtte, forklarer han.
Gør en forskel lokalt
Martin Boesen føler med foreningen, og de udfordringer den har, og ønsker dem alt det bedste, men beklager at kommunen - specielt med den anstrengte økonomi - må prioritere sine midler.
I Tirsted IK85 er holdningen, at en klub som deres gør en forskel for kommunen.
"Vi hjælper med at afhjælpe ensomheden, vi skubber på sundheden og vi tager os af alle, der søger et fællesskab," lyder det i skrivelsen til udvalget.
På en ekstraordinær generalforsamling 22. november klokken 19 i Kernehuset skal foreningens medlemmer tage stilling til et eventuel salg af byens gamle skole.