MARIBO: Kort efter midnat natten til torsdag blev Lolland-Falster Brandvæsen kaldt til NCC's plads på C.E. Christiansensvej i Maribo. Her var en sættevogns-lastbil med en stor tiptrailer lastet med knust asfalt væltet, og der var løbet hydraulikolie ud.
Lastbilens chauffør blev kørt til tjek på sygehuset, men blev udskrevet efterfølgende.
Brandvæsnet spredte grus og fik renset en del af olien op, men der var også noget, som lå under førerhuset i den væltede lastbil -og lastbilen kunne ikke rejses op, før der var kommet en kran, ligesom traileren skulle tømmes for asfalt. Brandvæsnet aftalte derfor med vejhjælpsfirmaet, at det tog sig af at få oprenset den sidste portion olie.
Tilsyneladende var lastbilen væltet, fordi et øje i koblingen mellem lastbilen og traileren var knækket.