LOLLAND: - Vi troede, at vi på et tidspunkt ville blive arbejdsløse, men det er der desværre intet, som tyder på, siger formanden for Broen Lolland, Bente Kruse.
Foreningen støtter børn og unge fra udfordrede familier, så de kan komme i gang med fritidsaktiviteter. Selv om mange har fået - og får - hjælp, kommer der hele tiden nye til. Derfor har foreningen også brug for, at der hele tiden tankes penge ind på kontoen. For det er ikke billigt at hjælpe.
- Vi står hele tiden med en uvished om, hvor mange penge vi har at gøre godt med næste år, siger Bente Kruse, som derfor er ude at søge donationer.
Stort behov på Lolland
Poul Erik Bech Fonden har siden 2018 givet en stor donation til Broen Danmark, som efterfølgende deler pengene ud til lokalafdelingerne. I år har fonden uddelt 1,1 million kroner, og 100.000 kroner er gået videre til Broen Lolland. Det er dobbelt så meget som de fleste andre lokalafdelinger.
- De kan se, at behovet virkeligt er stort på Lolland, og de påskønner meget den indsats, vi gør hernede, forklarer formanden.
Bente Kruse, Broen LollandVi har fået de første henvendelser om familier, der ikke har råd til at betale fritidsaktiviteter for deres børn.
Støtten fra fonden betyder, at der er penge til at hjælpe de mange, som bliver henvist til lokalafdelingen. Hos Broen Lolland vil man helst ikke sige nej til at hjælpe, og det har heller ikke været nødvendigt. Men behovet er stort, og det kræver både penge og frivillige hænder for at kunne klare efterspørgslen.
I Poul Erik Bech Fonden er man glad for at kunne støtte op om arbejdet ude i de enkelte lokalforeninger.
"Foreningen hjælper hvert år tusindvis af børn og unge til bedre og sundere hverdag via fritidsaktiviteter i de lokale foreninger. De udgør en essentiel rolle i lokallivet, og derfor ønsker vi fortsat at støtte deres gode arbejde," udtaler Jane Bech, der er direktør i fonden.
Kan mærke inflationen
I Broen Lolland har man siden 2014 hjulpet en masse børn, og for bestyrelsen er det vigtigt, at disse børn bliver fastholdt i foreningerne.
- De skal have et stabilt forløb, så de får skabt nogle gode kammeratskaber og de rette kompetencer, som de skal bruge videre i livet, siger Bente Kruse.
Med den stigende inflation er der risiko for, at behovet for hjælp stiger yderligere.
Broen Lolland hjælper børn og unge
Broen Lolland blev stiftet 25. februar 2014. Målet er at få børn og unge på til og med 17 år i gang med fritidsaktiviteter. For nogle af børnene kan der blive tale om at komme væk fra en vej mod stoffer og kriminalitet.
Opgaverne for Broen Lolland er at yde økonomisk støtte til kontingent, tøj og måske udstyr, samt evtentuelt transport i forbindelse med fritidsaktiviteter. Foreningen skaber kontakt til aktivitetsudbydere samt vejleder familien. I samarbejde med tre brobyggere, som arbejder i Lolland kommune men er ansat gennem DGI, bliver børnene i begyndelsen fulgt til idræt, og der bliver fulgt op på forløbet.
I 2021 støttede Broen Lolland 459 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et sundt fællesskab med andre børn og unge.
- Vi har fået de første henvendelser om familier, der ikke har råd til at betale fritidsaktiviteter for deres børn, fortæller formanden, og derfor skal der også være råd til at hjælpe disse mennesker.
Samtidig er der efter lang tids tavshed fra ukrainske familier også begyndt at dukke nogle op. Der skal også være råd til at hjælpe børnene fra de familier. Derfor falder håndsrækningen fra Poul Erik Bech Fonden også på et tørt sted.