VÆLTEDE TRÆER AFSLØREDE NOGET HELT SPECIELT

GRIMSTRUP: I dag ligner den lille skov lidt udenfor Maribo et hvilket som helst andet skovstykke, hvis det ikke var for de tydelige spor af volde midt mellem træerne.

For næsten 650 år siden kæmpede soldater her om magten i Danmark, da den midtlollandske borg var under belejring. Præcis hvad der skete i årene frem mod 1376 er måske gemt i skovbunden, og forleden fik Museum Lolland-Falster mulighed for at kigge lidt nærmere på historien bag den ene belejringsborg.

Arkæolog Leif Plith Lauritsen er slet ikke i tvivl om, at der i skovstykket gemmer sig noget helt specielt.

- Det er en af Danmarks største kulturperler, som vi har herude, men som ganske få kender til, siger han.

Borgen ved Grimstrup var ejet af Ahlefeldt-slægten, der havde store besiddelser på Lolland, og blev noget af et magtcentrum i 1300-tallet, da store dele af Danmark på det tidspunkt var pantsat til tyske grever og en adel, som var utilfreds. Da Valdemar Atterdag indtager tronen, begynder en kamp for at vinde Danmark tilbage, og borgen på Midtlolland bliver fra omkring 1347 vigtig i disse kampe.

Tidligere har der været formodninger om, at de tre belejringsborge, som der er spor af i skoven, har været fra forskellige angreb. Det mener Leif Plith Lauritsen dog ikke, at der længere er noget som tyder på. En forårsstorm har nemlig hjulpet museet med at komme i dybden med den belejringsborg, som man førhen mente var den ældste.

Kort efter stormen kom Leif Plith Lauritsen ud til Grimstrup for at stå for en omvisning, og her kunne han se, at op mod 20 store træer var væltet i stormen og havde taget rødderne med op. På den måde blev dele af voldanlægget blotlagt.

- Det var, lige så det gibbede i mit arkæologihjerte. Flere af hullerne i jorden var af samme størrelse, som hvis der var blevet kastet en mindre granat, fortæller han.

Så store huller er ikke godt for voldstedet, og på de ødelagte steder skal volden derfor reetableres. Ved arbejdet bliver der gravet kanter ud, skrabet jord ned i hullerne og der bliver også fyldt sand i. Alt sammen noget, som er ødelæggende for fortidsmindet.

- På samme måde er arkæologi også en frygtelig destruktiv videnskab. Når vi først har gravet i et felt, kommer vi ned til et vist niveau, og det, som er gravet væk, er tabt. Når rødderne er væltet op, har de gjort det samme, blot uden at vi får registreret det, der har været i jorden, forklarer Leif Plith Lauritsen.

Museum Lolland-Falster henvendte sig med det samme til Slots- & Kulturstyrelsen, der varetager fortidsmindet, og efter en besigtigelse fik museet lov til at sikre spor ved mindre udgravninger, inden volden blev reetableret. Samtidig blev man enig med skovejeren, Knuthenborg Gods, om at fjerne flere af træerne på voldstedet.

- De væltede træer var alle asketræer, og der stod stadig en masse tilbage, som var enten småsyge eller stod så udsat, at de kunne vælte ved en ny storm. Det var langt bedre at fælde dem nu og dermed sikre, at vi ikke skulle tilbage at lave nye reetableringer senere, forklarer arkæologen.

Blot ved at få ryddet noget af bevoksningen i området blev det tydeligt, hvorfor netop dette sted var velvalgt til et borganlæg. På det flade Lolland er alt nemlig ikke helt fladt.

Leif Plith Lauritsen kan, ved at gå lidt på afstand, vise, hvordan borgbanken er en del af et naturligt højdedrag.

- Da man skulle belejre den store borg, har man set denne istidsaflejring, og så har man gravet en voldgrav uden om bakkeryggen. Jorden fra voldgraven er blevet smidt oven på, og det giver en bedre stigning. Tidligere var det et kvalificeret gætværk, men nu er vi sikre på det, slår han fast.

Arkæolog Signe Fog Mogensen har sammen med en frivillig - Celina Hemmingsen - været i gang med udgravningen på en række nøje udvalgte felter. Og selv om man i begyndelsen var spændte på, hvad udgravningerne ville give af resultater, er Leif Plith Lauritsen mere end tilfreds.

- Vi har fået helt forrygende resultater ud af det, selv om vi ikke har nået alle de mål, vi gerne ville, siger han.

Fordi det er et fredet fortidsminde, og museet arbejder indenfor lovgivningen om at reetablere, var det begrænset, hvor meget de kunne brede felterne ud. Jorden har dog sladret om mange ting.

- Når vi læser i jord, læser vi jordflader, morfologier - hvordan jorden har bevæget sig - og rigtig meget i profilerne på det udgravede. Eksempelvis kan vi se, hvis der er moderne forstyrrelser, hvor der er gravet dræn, eller hvor vi støder på eksempelvis moderne glas, forklarer arkæologen.

I voldgraven kan museets medarbejdere se på udgravningen, hvordan der i den mørke muld og det lyse ler er dannet bølger. Det er et tydeligt bevis på det arbejde, som soldaterne har udført for flere hundrede år siden.

Lerjorden er nemlig hård på Midtlolland. Selv med moderne spader er det svært at arbejde sig ned i leret, og dengang har træspaderne gjort det nærmest umuligt.

- Bølgerne, man kan se i jorden, er fra en arbejder, som har stået og hakket ned i jorden, løftet op, gået et skridt tilbage og så har gentaget det. Hakken har været nemmere at bruge end en træspade, og her kan vi altså tydeligt se, hvordan de har hakket voldgraven ud, siger Leif Plith Lauritsen.

Selv om det har været en voldgrav, har der ikke stået vand længe. Så ville der have været dannet gytje, som er en udskilning, der kommer, når der står vand over længere tid. I stedet har der her bare været en formuldning af de blade, der har lagt sig i voldgraven. Af den grund er det også nemt at se sporene fra udgravningen og nærmest lægge hånden ned på det sted, hvor hakken har boret sig ned i den lollandske lerjord i 1376.

Samtidig viste udgravningen noget andet, der kom bag på arkæologerne.

- Det var overraskende for os, at voldgraven var relativt fladbundet. I middelalderen ville man ofte have gravet spidsgrave, når det ikke skulle være bredere end her.

Voldgravens flade bund går dog ikke hele vejen rundt. I den vestlige del er der spidsgrav, og det kunne være for at sikre sig bedre mod forsøg på at overfalde borgen. Mod øst har der nemlig været mere sump og mose, som gjorde det svært at angribe fra den side.

- En anden tolkning kunne være, at det var planen at have spidsgrav hele vejen rundt, men at man stoppede arbejdet, da de overgav sig inden på den store borg, siger Leif Plith Lauritsen.

De mange observationer er faktisk med til at skrive nye kapitler til historien om belejringen af borgen ved Grimstrup.

- Der er intet i disse udgravninger, som tyder på, at dette voldsted har været brugt længe. Oprindeligt var teorien, at dette skulle være den ældste af belejringsborgene og være fra den tidlige middelalder, men når den ikke har været åben særlig længe, så begynder vi lige så stille at knuse den teori.

Selv om der i dag kun er spor af det, der var engang, og det er småt med beretninger om, hvad der skete, så fortæller historien fra andre steder en del om forløbet. Grimstrups oprindelig borg, hvor Ahlefeldt holdt til, har formentlig rummet et sted mellem 200 og 300 mand. Næppe flere, for så ville pladsen være for trang, og man ville hurtig løbe tør for mad. For at belejre borgen skulle der bruges i hvert fald syv til otte gange så mange mand, så rundt om borgen har der nok været et sted mellem 2000 og 3000 mand.

Selve belejringsborgen har nok taget en uge at bygge, forklarer Leif Plith Lauritsen. Det har altså været fart på, men det har også været nødvendigt for at sikre en effektiv belejring. I dag er der spor af tre borge, men arkæologen mener, at der kan have været en fjerde borg, som nok har ligget i Grimstrup. En sådan har man dog ingen spor af, måske fordi der i dag ligger en gård oven på den gamle borg.

Ved det sidste felt, som blev udgravet, var der flere svar og nye spørgsmål. Her bærer profilen i jorden præg af, at der har været sat noget ned i den.

- En tese er, at de palisader, man har brugt, har været løse og sat på jorden. Man har så støttet med ler på begge sider, og stivere bag på. Måske har palisaderne allerede været brugt nede i voldgraven til at beskytte, mens der blev gravet ud.

Udgravning afslørede også en gruppe sten, men her bliver Leif Plith Lauritsen svar skyldig. De er helt tydeligt placeret sådan i jorden, men hvorfor ved han ikke. Dog er han overbevist om, at det har noget med belejringen at gøre.

- Det bedste, vi kan gøre nu, er at dække det hele til og lade rødderne forrådne. Faktisk vil det bedste være at fælde alle træer og lade rødderne forrådne, for så kan vi senere komme til at grave uden at ødelægge fortidsmindet, siger han.

Udgravningen har taget godt en uges tid, og undervejs har museet haft et blændende samarbejde med både Slots- & Kulturstyrelsen og Knuthenborg Gods. I det hele taget er Leif Plith Lauritsen vældig tilfreds med resultatet.

- Stormen gav os mulighed for at kigge ned på et kort øjeblik i danmarkshistorien, hvor jeg tror, at Margrethe I sætter foden ned, og som er afgørende for, at hun blev den dronning, som hun blev.

Belejringen sikrede i sidste ende, at Margrete overtog borgen ved Grimstrup, og i 1398 skrev Margrete I det borgforbud, som forbød stormænd at befæste deres gårde.

- Der er sket så meget ondt derfra, skrev hun, og må have haft Grimstrup i tankerne, for samtidig får hun revet borgen ned, og stenene herfra bliver brugt til at bygge det store kloster i Maribo, siger Leif Plith Lauritsen, som håber at kunne få skabt en bedre formidling om Midtlollands skjulte kulturperle.