Test: Peugeot Rifter - en bil der deler vandene

Man siger, at biler vækker følelser. Det tror jeg er helt rigtigt, når man taler om en bil som Peugeot Rifter. Bilen er ellers overalt, de forskellige generationer af Peugeot Partner og søstermodellen Citroën Berlingo. Vi har efterhånden vænnet os til den firkantede bil, som er så værdifuld, hvis man tænker på bilen rent praktisk.

Man kan nærmest sige, at denne bil er religion for nogle. Ejerne kunne ikke forestille sig andet. Andre har det lige præcis omvendt. Og Peugeot havde, da de lancerede den, da også en vis overraskelse over, hvor stor en succes den blev. Og det er også tilfældet igen. I starten af året blev det antal, der var bestilt hjem hurtigt (ud)solgt, og der har faktisk været ventetid på den.

Vi er også overraskede over succesen. Den billigste kampagnemodel koster fra 199.990 kroner (229.990 kroner efter 1. april), og for de penge får det, som nogle kalder for en familiecontainer.

Og der har vi det med religionen. For nogle er det ikke vigtigt, hvordan bilen ser ud, eller hvordan den opfører sig. Det er vigtigere, hvordan bilen er i hverdagen, hvor den skal udfylde et vist formål. Det er da også supersmart, at hvis man har en hobby med pladskrævende formål, for så er pladsen i bagagerummet uden sammenligning vanvittigt praktisk på grund af det kantede udseende. I tal tager den 1.050 iter. og 4.000 med sæderne ude. I en Volvo V90 er de samme tal 560 liter og 1.526 liter. Rifter kan efter sigende sluge en europalle, og den egenskab finder du ikke mange steder.

Den nye Rifter er da også en overraskende høj bil. Også meget mere end vi forventer ud fra billeder, og det kan godt overraske. Da vi kører over på siden af en Mercedes Sprinter, er den stort set samme højde.

Inde i kabinen fornemmer vi da også højden. Et blik rundt i bilen afslører oceaner af aflægningsplads. Det er næsten overdrevet, men det var også et af kendetegnene fra starten, og det har Peugeot holdt fast i. Det kan godt blive lidt for meget, og der er så mange rum, at man på et tidspunkt vil komme til at gemme og måske rettere opdage nogle ting, som man sikkert havde lagt der for år tilbage.

Det er mærkeligt med det lille, sekskantede rat, som ellers er pænt. Vi forventer dog lidt et helt almindeligt rat i stedet for det ellers sportslige rat, som vi første gang mødte i 3008 og nu også i 508 med flere. Det tilskynder til sport. Og det er Ikke noget, vi ligefrem forbinder med Rifter.

Den er også meget hård plastic. Rigtig meget. Til gengæld er det fantastisk, at man der er adgang til bilen gennem bagdørene, som glider til siden. Det er smart, når man har familie eller små børn. Så smadrer man ikke dørene op i andre biler.

Når vi kører, mærker vi hurtigt, at det er en høj bil. Den føles også lidt tung, og nogle gange kommer dieselmotoren på overarbejde, når man bevæger sig op gennem de fem gear. Seks gear fås ikke.

Styretøjet inviterer heller ikke ligefrem til sjov. Det er hverken indbydende eller præcist, men føles bare tungt. Det samme er koblingen, så man lige skal bruge lidt for mange kræfter, når man skal have pedalen i bund.

På motorvejen kom vi dog ud og køre 130 km/t, og der kom en af bilens ulemper for alvor til overfladen. Kabinestøjen var så markant, at det var nødvendigt at hæve stemmen ved almindelig samtale, og det er, som om lyden blev kastet rundt i kabinen. Til gengæld aftagaer vindstøjen markant lige så snart man kommer under 115 km/t. Den hvide støj er ikke så tung og gennemtrængende, så snart du letter lidt på speederen.

Heller ikke gearskiftet er specielt præcist. Det glimrende, gnidningsløse gearskift, vi har andre steder i Peugeot, er gemt til andre modeller. I det hele taget er det en bil, som bare skriger basis ud over det hele. Der er ikke rigtigt kælet for noget.

Under en biltest bliver bilen ofte kørt lige til grænsen af det lovlige i fjerne afkroge af Sjælland, hvor der ikke er meget trafik. Men I Rifter tager jeg mig selv i at tøffe stille og roligt derudaf. ikke noget med at køre gearene ud, at tage hjørnerne i lidt for høj fart eller at udforske mellemaccelerationer.

Selv bilens køreegenskaber ansporer til fornuft. Alt det med frisk kørsel, skal man bare ikke her. Det er ikke bilen, hvor man taler om køreglæde eller køreegenskaber, for det er faktisk ikke relevant her.

Faktisk oplevede jeg på en af mine ture, at der kom en Mondeo blæsende bag mig, og jeg tog mig selv i at køre til siden, så han kunne ræse videre. Han måtte køre 80, og det gjorde han nok også. Mondeo er trods alt en sjov bil på sådan en type veje.

Bilen har mange "kælenavne": familiecontainer, Postmand Per-bil og det som er værre. Men Rifter gør altså det, den skal, når man spørger ejerne. Der er oceaner af plads til alle på bagsædet. Hvis man skal have en barnevogn med, og du er doven, så smider du den bare ind bagved uden at tænke nærmere over det. Skal du på genbrugspladsen, r der ingen grænser for, hvad du kan have med i første hug. Bum så er det klaret.

Børnene på bagsædet har desuden adgang til flybakker, og selv om de ikke er perfekte, er det praktiske. Heldigvis er der også dyser til børnene samt et enkelt usb-stik.

Det er til gengæld ikke bilen, som du liiige tænker, at du vil trille en tur i efter børnene er lagt i seng bare for hyggens skyld. Man sætter sig ikke ud for at nyde den lækre instrumentering. Det eneste, som er lækkert i bilen, er rattet, som er beklædt med læder. Og det føles malplaceret.

For nogle er den en slag i ansigtet for folk, som bilder sig ind, at de har "rigtige følelser for biler. Det er de folk, som taler om køreglæde, V8-lyd og historie. Denne bil har også en historie bag sig, det er bare en anden end den, som de andre folk, som bliver sure over at se denne bil, forestiller sig. Denne bils er ikke historieløs, for den har haft stor succes, men samtidigt er det også et køretøj, som kan få det værste frem i bilentusiaster.

De tror nemlig ikke på, at bilejere som kører Rifter vælger køretøj med følelser. Men det tror jeg faktisk, de gør.