Udsatte sjæle får nye og større rammer

Syv kvinder og 11 børn samlede for en uge siden deres ejendele fra værelserne i krisecentret på Klosterstræde og gik i samlet flok igennem byen og hen til Jernbanegade. Deres nye hjem.

Det har været en længere proces, men krisecentret er nu officielt flyttet ind i nummer 46, der efter en gennemgående renovering har syv lejligheder til kvinder og fire til mænd. Som det første danske krisecenter kan leder Christina Madsen nu også åbne op for mænd, der har behov for et sted.

Og behovet er der. Hun har allerede fået henvendelser fra tre mænd samt fra én, hvis behov for hjælp måske kan ordnes ambulant.

- Der var simpelthen for få tilbud. Jeg kunne fornemme, at der afstandsmæssigt og mentalt er enormt langt herfra og til København eller Odense, som er de nærmeste tilbud til mænd. Og hvis der er for langt, er det svært at få de rette tilbud. Det ville jeg gøre noget ved, forklarer hun.

Når man ankommer til Jernbanegade 46, mødes man af et stort vinduesparti. Det er lavet af panserglas og med fuld overvågning, og lukkes man ind, kan man i et venteværelse få en kop kaffe, indtil man kan tale med en ansat.

Her vurderes det, hvorvidt man har brug for et værelse, eller om man kan komme igennem udfordringerne ved hjælp af faste samtaler.

Går man forbi venteværelset, kommer man ind i et stort rum med køkken, et langt spisebord med stole samt et sofaarrangement i hjørnet. Sofaen er fyldt med store puffer, der skal gøre det behageligt for børn at læse eller lege på gulvet. Herfra kan man gå ned til en stor kælder, der skal fyldes med legeredskaber og symaskiner.

- I de gamle lokaler var vi enormt udfordret på den fysiske plads. Vi havde ikke kapacitet til store familier, og krisecentret har overlevet sig selv i tankegangen om deling af køkken og bad. De her kvinder er ramt på mange parametre, så det er ikke let at finde overskud til også at dele med naboen, der måske ikke lige forstår sproget.

Christina Madsen så hurtigt, at det ikke fungerede. Hver beboer havde sit eget værelse på omkring 20 kvadratmeter, men uden eget bad og køkken. Der var kun et lille fællesareal, hvor man som kvinde uden børn godt kunne føle sig lidt presset af en større børneflok.

- Og hvordan koordinerer man, når man ikke forstår sproget? Det kan man som kvinde i krise eller som voldsudsat ikke lige overskue, for det kan give anledning til små konflikter. Man har ikke brug for det. Klosterstræde har været god, men er nedslidt. Det kom virkelig til syne, da vi rykkede ud. Jeg blev næsten trist over at se det, forklarer Christina Madsen.

Når der er børn involveret, bliver sådan en flytning en anden proces end ellers. Længe har Christina Madsen arbejdet på at skabe en historiefortælling og en virkelighed om, hvor de skulle flytte hen.

Først planlagde hun nogle besøg for kvinderne, så de kunne se deres nye hjem. Hvis de syntes om det nye hjem, ville børnene måske kunne se det spændende i et nyt midlertidigt hjem. Siden kunne de tage på sporadiske besøg, og børnene var imponerede over størrelsen og de mange døre. Børnene kunne tage et par af deres personlige ejendele med og placere dem det helt rigtige sted.

- På den måde kunne de også tage noget ejerskab over det nye hjem.

Hun ønsker at skabe en ny tilgang til at arbejde med voldsudsatte. Her skal de i højere grad føle en selvstændighed, for det er ofte noget, de mangler, når de kommer til krisecentret.

- Her har de deres eget, og de behøver ikke at skulle rumme andre. De skal bare kunne rumme sig selv.

Med så fine forhold og en hel lejlighed for sig selv kan spørgsmålet opstå om, hvorvidt man så har lyst til at flytte ud igen. Særligt, hvis man slet ikke har et hjem at vende tilbage til. Det har tilsynet da også allerede gjort, og der bliver holdt øje med antallet af udskrivelser, siger Christina Madsen.

- Det har vi grinet lidt af, for vi hjælper dem selvfølgelig videre til en permanent bolig. Nogle har allerede et sted at vende hjem til, og hos andre skal vi sikre, at de kommer tilbage til et netværk. Andre igen har et arbejde, der venter på dem. Og så er der dem, der mangler en bolig. Dem skal vi hjælpe til at finde ud af, hvor de kan se sig selv.