C300 Coupé er tæt på perfekt- hvis du ikke har børn

Lækker bil. Lækker motor. Lækker lyd. Gennemført. Det er faktisk essensen i denne Mercedes C300 Coupé, som tog redaktionen med storm, da vi havde den til test.

Og det er faktisk lidt underligt, især for mig, som egentligt slet ikke er til coupéer. Det virker simpelthen ikke for mig. Jeg har små børn, hvoraf den ene stadigvæk sidder i barnesæde, og hvor meget jeg så end nyder, at vi er en familie, så er det for mig ikke fedt at skulle mosle alle medlemmer på plads, inden vi kan køre en tur, selv om turen går af sted i en potent Mercedes. Det er simpelthen ikke besværet værd.

Der er flere problemer i at have en coupé i forhold til at have en helt almindelig C-klasse.

For det første er der for meget, men skal overveje eller tænke igennem, inden man skal ud og køre på grund af pladsmangel. Det skyldes blandt andet, at der ikke er voldsomt meget plads til bagsædepassagererne, og i bagagerummet finder du næppe plads til større bagage eller børnegear.

Den manglende plads er i den grad tydeligt med den testede C-klasse, hvilket er spøjst, når man tænker på, at coupé og sedan har samme akselafstand (284 centimeter). Men man skal have en meget lille chauffør eller en selv være af lille størrelse, hvis nogen gerne vil sidde på bagerste række.

Selv ikke min fireårige, som netop sidder i autosæde, havde plads til sine korte ben, hvis de skulle stritte lidt - og det gør de gerne. Hvor svært kan det være at lave en coupé med bagsædeplads? Nå, men det er åbenbart bare ikke en del af konceptet.

Det er også frustrerende, at der ikke er fire døre, men det er jo ikke alt i en bil. Så køber man jo bare en gammel Berlingo. Og derfor stopper klagesangen da også lige her. For der skal helt sikkert være plads til coupéer.

For det, der gør bilen enerverende, gør også bilen unik. Det er nemlig en meget intim kabine, man sætter sig ind i. Men føler med det samme, at man har kabinen tæt på sig, og det forstærkes af den mørke farve i "loftet".

Man er tæt på alle kontroller, og det føles, sammen med de lækre, næsten skålformede forsæder, som man sætter sig (overraskende langt) ned i, nærmest som at sidde i et cockpit.

Derfor er det da også oplagt at rode ved bilens køreindstillinger, som er til rådighed lige nedenfor ens højre hånd.

Her kan man justere undervognen hårdhed, styretøjets følsomhed og motorens aggressivitet. Det hele kører uafhængigt af hinanden, og man sætter bilen op til præcis den måde, man selv bedst kan lide at på. Det gør den virkelig underholdende at køre. Bilen er født med en fast undervogn og stramt styretøj, men skal det være endnu sjovere, er det bare at dreje nogle kontakter, så er du klar til skæg og ballade.

Heldigvis har C-klassen overtaget det nye multifunktionsrat, som er intuitivt og lækkert, fra S-klassen. Der er flere muligheder for at styre de to digitale skærme - instrumentbrættet og infotaimentsystemet med en knivskarp 12,8 tommer skærm og en ditto bakkamera.

C-Klassen er desuden udstyret med aktive kørselsassistentsystemer, som gør den i stand til at køre semi-automatisk, når omgivelserne tillader det. En af mulighederne er Active Lane Change Assist, som hjælper føreren med at skifte vognbane, når der er fri bane. Det fungerer nemt og intuitivt ved, at føreren aktiverer blinklyset, hvorefter bilen aktivt søger over i den næste vognbane, så snart der er ledigt. Er der ikke frit, bliver bilen i vognbanen. Smart.

Da Bilsektionen testede C-klassens stationcar var en af de store klagepunkter, at der ikke var en trykfølsom skærm. Af en eller anden grund er det knap så betydende i coupéen. Her giver det mere mening af styre skærmen via rattet, for det spiller bare. Alligevel er det stadigvæk lidt sært, at man i en så moderne bil ikke har muligheden for touchskærm og det fremragende MBUX-system, hvis nu for eksempel codriveren vil styre musikken eller anlægget, og ikke er vant til at navigere med det ellers også fine styresystem, der er i midterkonsollen.

Ellers signalerer alt i bilen kvalitet. Overflader og samlingerne er lækre. Der mangler intet.

Lyden fra motoren er ekstremt lækker. Det havde ingen fra redaktionen ventet at sige om en rækkefirer. Det er noget af det tætteste, vi er kommet på V6-lyd, uden at den rent faktisk er det, og lyden betyder nemlig noget - selv i en moderne bil.

Samtidigt gør de 258 hk sig virkelig godt i bilen. Helt fra bunden har bilen konstant den trækkraft, man forventer (370 Nm), og bilen kommer ikke til at lyde hysterisk, som andre firecylindrede biler let kan komme til.

Sætter man bilen i indstillingen Sport+ så ryger den ni-trins gearkasse ved motorvejsfart ned i femte trin. Det betyder så til gengæld også, at så snart du bare ganske let rører speederen, så flyver bilen nærmest afsted.

Den når de 100 km/t fra 0 på seks sekunder, og det er ganske hurtigt, uden at det føles som om, man mister kontrollen. Kraften overføres lineært, og dermed bliver det altid en let oplevelse at køre i bilen. Der mangler aldrig kraft.

Hvis du skal have coupéudgaven af C-klasse, så må det til enhver tid være pengene værd at opgradere til den frækkere og mere vellydende C 300 frem for en C 200. Sidstnævnte koster fra 574.896 kroner. C 300 koster knap 100.000 kroner ekstra.

Og den er simpelthen de ekstra penge værd, for når du er i det prisleje, så bliver du meget gladere for at sidde bag rattet i bilen til hverdag. Især hvis du ikke skal pakke børn ind på bagsædet hver morgen.