Selv smerten bliver poetisk hos Jørgen Leth

DIGTSAMLING Måske er jeg i virkeligheden inhabil som anmelder af Jørgen Leths spritnye digtsamling "Det bliver ikke væk", fordi jeg har personlige relationer til forfatteren. Og måske vil nogen synes, at det er for meget plads at ofre på en forfatter, hvis digte ofte kan være svære at forstå.

I så fald vil jeg godt undskylde på forhånd. Men i samme moment indskyde, at "Det bliver ikke væk" faktisk ikke er særlig svær at forstå. Tværtimod. Digtsamlingen handler nemlig om noget så jordnært som at blive gammel. At ikke længere mestre det, som man kunne tidligere, og at kunne mærke døden ånde sig i nakken. Men samtidig at kunne transformere den tilsyneladende katastrofe til poesi. Som i digtet "Faldet", hvor sidste strofe lyder:

"Pludselig falder jeg og ligger på vejen/På den poetiske asfalt bestrøget med sand/Jeg blev blæst omkuld jer ser mig omkring/Jo det er rigtigt nok jeg ligger på vejen/Det hele bliver til sprog/Nogen råber er du kommet noget til/To par hænder rækkes frem/Jeg tager dem og står igen".

Jørgen Leth nærmer sig med hastige skridt de 82 år. Så det er objektivt ikke nogen skam at miste balancen indimellem. Værre er det ifølge forfatteren også at miste orienteringen og hukommelsen i korte glimt. Det smerter. Men den aarhusianskfødte forfatter skriver sig igennem "forfaldet".

Heriblandt ophøret - frafaldet af den seksuelle drift, som ellers har været et pejlemærke for ham. I digtet "Nu tænker jeg ikke på det", lyder det i starten:

"Jeg ved slet ikke, hvad der er sket med forplantningsorganet. Den slatne hudfold der hænger under maven. Jeg var meget aktiv indtil for et par år siden. Elskov var en vigtig del af mit liv. Nu tænker jeg ikke på det. Kun på savnet af det. Det er da noget at miste. Kan jeg få lysten igen? Det tvivler jeg på".

Leth har skrevet og instrueret over 40 spille- og dokumentarfilm og skrevet næsten lige så mange digtsamlinger og romaner. Og han har konstant beskrevet de ting, som har optaget ham. Film, sport - især cykelløb - musik, erotik og hans elskede Haiti, hvor han bor halvdelen af året.

Nu er det alderdommen, han forsøger at forlige sig med. Hatten af for det. Det er der ikke mange, der digter om. Men igen gør han det med en elegant lethed, trods de dystre udsigter. Som i "Det kan jeg få et tableau ud af":

"Centrifugalkraften. Jeg bruger den når jeg skal op af stolen. En koncentreret øvelse. Så står jeg der. Men trods alt på plads./Jeg løfter min røv og svinger den rundt. Lidt svimmel. Men jeg står./Så kigger jeg rundt. De andre ting, de andre mennesker er på plads./Det kan jeg få et tableau ud af./Står vaklende, men tungt./Det er status for i dag./Nu sender jeg den af sted".

Trods det allestedsnærværende nu i digtsamlingen vender Jørgen Leth også tilbage til nogle af de mennesker og helte, der har haft betydning for ham. Sangerinden Nico, saxofonisten Lee Konitz, skuespilleren Claus Nissen, journalisten Ebbe Traberg.

31 dugfriske digte serverer Jørgen Leth generøst for os i denne hans 14. digtsamling siden debuten med "Gult lys" i 1962. De fleste skrevet med en insisteren på at få det smertelige nedfældet på papir. Visse steder så hudløst ærligt, at digtene falder fra hinanden - dekonstruerer for øjnene af os.

57 sider, som det kun tager kort tid at læse. Men som det tager uendelig lang tid at kapere. Tak, fordi du orkede. Vi vil savne dine vidende, men altid poetiske, kommentarer fra de franske landeveje til sommer. Men vi ved, at du er der - et eller andet sted er du altid til stede i Tour de France. Det er dit løb - akkurat som "Det bliver ikke væk" er dit liv lige nu.