Bredgaard Boats fik hidtil største nybygning i vandet.
RØDBYHAVN Torsdag middag kunne Bredgaard Boats søsætte sin hidtil største nybygning: Et 26,85 meter langt fiskefartøj til en islandsk skipper.
- Vi kunne måske have klaret det med én kran, men vi turde ikke, sagde den ene af værftets to indehavere, Michael Jakobsen, da han sammen med makkeren, Jørgen Wiuff, fulgte søsætningen fra kajen i Rødbyhavn.
Nybygningen vejer omkring 100 tons, og én kran kunne klare 112. Men hellere være på den sikre side med det store skib.
Måtte flytte
Kontrakten på leveringen af den store fiskerbåd blev skrevet i 2017 - og blev anledningen til at værftet flyttede fra Sakskøbing til Rødbyhavn. For i Sakskøbing havde man slet ikke plads til så stort et skib.
I stedet er der nu etableret et moderne værft i Rødbyhavn, hvor nybygningen er blevet til i en ny, stor skibsbygningshal.
Herfra var den store nybygning i forvejen bugseret ud på en stor blokvogn, så den torsdag stod klar på kajen.
Oprindeligt skulle skibet være 25,2 meter langt, men undervejs i byggeriet er den "vokset" med yderligere 1,65 meter.
Efter nu at være kommet godt i vandet, forestår der stadig en del arbejde - blandt andet monteringen af udstyr, der skal komme fra Island.
Gerne mere end 12 knob
Men det er forventningen, at den første prøvesejlads vil kunne gennemføres om en måned.
Til den tid skal det blandt andet vise sig, om skibet kan sejle mere end 12 knob. Kan det det, vil det være et godt salgsargument for yderligere nybygninger af samme type fra værftet i Rødbyhavn.
Herfra har man tidligere leveret en fiskerbåd til Klintholm.
Tilbage i skibbygningshallen står lige nu en 14,99 meter lang båd til Grønland. Det er forventningen, at netop denne bådtype vil kaste flere ordrer af sig i den kommende tid.