BILLEDSERIE: Studenter fra Nykøbing Katedralskole dimitterede fredag.
NYKØBING Med rektor Kirsten Danvings ord har Nykøbing Katedralskole netop sagt farvel til den smukkeste årgang nogensinde.
Oplevelserne igennem de seneste to eller tre år er blevet til minder, og fredag fik 172 nu forhenværende gymnasieelever og 37 hf-studenter et stykke papir, der kan forme ikke bare deres, men vores alle sammens fremtid.
Nogle vil bruge beviset med det samme, imens andre gemmer det i en skuffe i et par år. Andre igen vil måske starte en karriere allerede nu og aldrig se sig tilbage. De er voksne nu. Eller i hvert fald modne til at træffe velovervejede beslutninger.
Sådan lød det fra de to elevtalere, Rebekka Faaborg Nedergaard fra 2.o og Magnus Birk Jensen fra 3.e.
De beskrev, hvordan gymnasieelever over hele landet, men også fra Nykøbing, fik sat en stopper for den digitale prøvevagt.
Systemet blev startet op af den forhenværende regering og skulle overvåge eleverne under skriftlige eksamener. Men det ville de studerende ikke acceptere, og det blev også trukket tilbage.
De understregede, at deres generation handler. Eksempelvis tager de også ansvar for klimaet med den 16-årige svenske Greta Thunberg i spidsen.
- Vi sidder med en anden følelse i maven nu, end da vi var 16 år og startede i gymnasiet. Vi vidste ikke, hvad vi gik ind til. At en virtuel time betød, at vi havde fri. At vi fik al den her viden, som måske alligevel ikke overlever efter en uge i Marielyst, lød det fra Magnus Birk Jensen.
- Det har været to eller tre rigtig gode år i vores liv. Men det må simpelthen ikke være de bedste år i vores liv. Hvis SRP og kildekritik er det bedste, der er sket i vores liv, er der gået noget galt. Så kom ud og brug jeres uddannelse til noget, tilføjede han.
I sin tale til de studenterne spurgte Kirsten Danving, om de unge havde håbet med sig.
- I er engagerede i klimadebatten, og I er urolige for fremtiden som mange andre. Men måske kan man risikere at miste håbet, og det er alvorligt, forklarede hun.
- Jeg har sagt mange ting til jer i de seneste år, men det her bliver det vigtigste: I må aldrig miste håbet.
klik på billedet herover for at se flere billeder.
Har du selv taget billeder af årets studenter? Så er du velkommen til at sende dem til os på nyhedsdesk@folketidende.dk. Skriv gerne, hvor billederne er taget, og hvilken klasse, der er på billederne. Så bringer vi et udvalg her på folketidende.dk.