Den Hellige Birgitta og Maribo

Den Hellige Birgitta, Birgitta af Vadstena, er Nordens største helgeninde og skytshelgen for Europa.

Birgitta Birgersdotter var født ind i en af de svenske middelalderlige stormandsslægter, og levede fra 1303 til 1373. Birgitta havde allerede som barn syner, hvor Jomfru Maria åbenbarede sig for hende, ligesom hun så den korsfæstede Kristus. Mariafromheden og meditationen over Kristi lidelse prægede hele Birgittas liv, og var bestemmende for den klosterorden hun stiftede, som fortsat i nutiden helligholder hendes navn og tanke.

Allerede som helt ung blev Birgitta gift med en ung adelsmand, fik 8 børn, og hun og ægtemanden foretog bl.a. en næsten toårig pilgrimsrejse til Santiago de Compostella i Spanien. Birgitta havde tætte relationer til den svenske kongeslægt, ligesom Birgittas datter forestod opdragelsen af vores egen senere dronning Margrete I. Efter sin mands død i 1344 levede Birgitta i streng askese i tilknytning til Alvastra kloster i Sverige, og gav bort alt hvad hun ejede til sine arvinger og til de fattige. I denne tid arbejdede Birgitta på det, der skulle blive hendes største blivende bedrift, nemlig tanken om stiftelsen af den Birgittinske klosterorden og udformningen af den særlige klosterregel for ordenen. Og hun formåede den svenske konge Magnus Eriksson til at testamentere kongsgården i Vadstena foruden store pengesummer til det kommende kloster.

I 1349 begav Birgitta sig til Rom, for at tage del i fejringen af Jubelåret 1350, og forblev her i Rom indtil sin død 1373. Hun fik her pavens bekræftelse på at kunne grundlægge sin nye klosterorden, Den Hellige Birgittas Orden, eller som den officielt benævnes Den allerhelligste Frelsers Orden Ordo Sanctissimi Salvatoris. Klosterordenen blev vidt udbredt ikke bare i Norden, men i hele Europa i middelalderen i de følgende århundreder, og allerede ved ordenens pavelige godkendelse 1370, blev grundlaget skabt for det første kloster i Vadstena, der blev indviet 1384. Før sin død drog Birgitta på pilgrimsrejse til Det Hellige Land og besøgte bl.a. Jerusalem og Betlehem, hvor hun i Fødselsgrotten havde en vision af Jesu fødsel, som hun beskrev i detaljer i sine Himmelske Åbenbarelser, som fik stor udbredelse, og fik afgørende betydning for skildringer i kunsten af Jomfru Maria og det nyfødte Jesusbarn. Kort efter sin død blev Birgitta kanoniseret som den hellige Birgitta, og hendes afsjælede legeme blev under stor bevågenhed ført fra Rom til Vadstena, hvor hendes helgenskrin stadig ses i klosterkirken.

I Vadsetna, som i de øvrige klostre af Birgittaordenen, ser man den særegne opbygning med et stort nonnekloster, med klosterkirken i midten, og hertil desuden et eget kloster for de munke, der som præster forestod messerne ved hovedalteret og de mange sidealtre i kirken, og som prædikede for de besøgende og pilgrimmene, som søgte hertil i stort tal. Birgittas forskrifter i klosterregelen, fastsætter at der skal være op til 60 nonner og 25 munke, hvoraf de 13 skulle være præsteviede, og vi må tro at dette ideal også har været gældende for klosteret i Maribo, der blev grundlagt i 1416. De Birgittinske klostre var storgodsejere og var betydelige økonomiske faktorer i lokalområderne, hvor de blev grundlagt. Således også Maribo-klosteret, der i mere end 200 år ejede store landbrugsarealer og skove og fiskerettigheder, og en lang række større og mindre gårde og møller på Lolland-Falster og i Midt- og Sydsjælland. Selv byens indbyggere blev fæstere her, ved klosterets oprettelse.

Dronning Margrete I havde stor interesse for Birgittaordenens udbredelse, og foruden at sikre privilegier til klosteret i Vadstena, var det også dronning Margrete, der før sin død skabte grundlaget for klosteret i Maribo, med store godstilliggender på Midtlolland. Det blev dog først under efterfølgeren kong Erik af Pommern at Maribo Kloster blev grundlagt 1416, med nye store kongelige gaver, og samtidig blev det privilegiebrev givet, som gav ret til anlæggelse af købstaden Maribo. På stedet blev den oprindelige landsby Skemminge også tillagt det nye kloster, og landsbykirkens ejerskab og betjening blev overdraget til klosteret. På tilsvarende vis fik Maribo Kloster også senere rettighederne til Østofte Kirke, overdraget i 1440'erne af kongen Christoffer af Bayern. Den store klosterkirke er bevaret i sin fulde udstrækning, med det fornemme lyse indre, der regnes for et af Danmarks, arkitektonisk set mest helstøbte kirkerum fra 1400-tallet.

Klosterets ejerskab over byen kommer også til udtryk i den særlige bylov "Stadsretten" som klosteret udstedte i 1488, og som bl.a. bestemte hvordan byens indbyggere skulle sørge for indkvartering for de mange pilgrimme og besøgende, der kom til kirken og klosteret. Her var bl.a. det store krucifiks med den lidende Kristus et særligt andagtsmål for de besøgende, og der blev givet særlig aflad til dem, der besøgte kirken på særlige helligdage. Og ved indgangen til kirken blev man, dengang som i dag mødt af det specielle stenrelief af Kristus på korset, omgivet af lidelsesredskaberne. Stadsretten fastsatte i det hele bestemmelser for samspillet mellem byen og klosteret. Det var således kun klosteret og klosteret folk, der måtte handle på torvet indtil der på et bestemt tidspunkt blev ringet med klokken, og klosteret havde desuden ejerskab til havnen i Bandholm, og dermed også kontrol over hvad der blev indført og udført af varer med skib til byen.

Efter Reformationen i Danmark 1536 fortsatte klosteret som hidtil, med særlig kongelig tilladelse, og fra1556 blev det omdannet til et såkaldt adeligt jomfrukloster. Der blev stadig optaget klosterjomfruer her, helt frem til nedlæggelsen i 1621, hvor klosterets store godskompleks, med mange hundrede gårde og store landbrugsarealer, af kongen blev besluttet, at skulle overføres som økonomisk fundament for oprettelsen af Sorø Akademi. Og den gamle klosterkirke var herefter alene byens kirke. I 1596 havde byens indbyggere lidt store tab ved en omfattende brand i byen. Herved var også den gamle sognekirke blevet ødelagt, og byens befolkning var således allerede fra dette tidspunkt, henvist til at benytte klosterkirken, som ellers forud udelukkende havde været klosterets kirke. Dengang hørte Lolland-Falster til Fyns stift med biskoppen i Odense som kirkeligt overhoved. Det blev dog omkr. 1800 besluttet at der skulle oprettes et eget stift for Lolland-Falster, hvilket sket i 1803, med første egen biskop fra 1804. Den store kirke i Maribo blev således Domkirke, sådan som vi kender det i dag, og som i 2016 kunne fejre 600 års jubilæum, i forhold til grundlæggelsen i 1416.

I 2003 blev det muligt for Birgittinerne at vende tilbage til Maribo og etablere sig i et nyt kloster, efter næster 450 års fravær. Efter længere tids forberedelse kunne søstrene overtage det tidligere børnehjem på Refshalevej, og en større ombygning tog sin begyndelse. Det nye kloster og klosterkirken blev indviet i september 2006, med det officielle navn Habitaculum Mariae, der betyder "Marias Bolig" ligesom bynavnet Maribo. Klosteret i Maribo tilhører den gren af Birgittaordenen, der blev oprettet af Elisabeth af Hesselblad, med moderkloster i Birgittas Hus i Rom. Ligesom Birgitta af Vadstena var Elisabeth Hesselblad af svensk afstamning, og hun blev helgenkåret den 5. juni 2016 ved en stor begivenhed i Rom.