Annonce
Politik

Nyt folketingsår: - Man skal også kende sin plads

René Christensen (DF) forventer fortsat at have travlt i Folketinget, selvom hans parti blev mere end halveret ved folketingsvalget 5. juni og er kommet i opposition. Foto: Philip Davali

René Christensen (DF) kommer til at have stort fokus på miljø og fødevarer.

LOLLAND-FALSTER Dansk Folkepartis René Christensen forventer travlhed på Christiansborg på trods af, at Dansk Folkeparti ikke længere er i centrum af dansk politik, men i opposition med en del mindre mandatmæssig tyngde end før folketingsvalget 5. juni.

Han er blevet formand for Miljø- og Fødevareudvalget, hvor Kasper Roug (S) er næstformand.

- Der har vi allerede et rigtigt godt samarbejde, hvor vi har talt en del om, hvordan vi skal drive politikken i udvalget, så vi kan lave nogle udspil og aftaler på tværs af partier, fortæller René Christensen.

Betyder det noget lokalt på Lolland-Falster?

- Ja, det gør det, fordi vi har rigtigt meget landbrug lokalt, og der skal laves vandhandlingsplaner. På den måde er målet, at vi kan have et velfungerende udvalg, hvor vi kan tale med hinanden i stedet for at skubbe til hinanden, så tror jeg, at vi kan udvikle noget, der er til stor glæde for provinsdanmark, forudser René Christensen, der giver udtryk for, at netop Miljø- og Fødevareudvalget er et centralt udvalg i forhold til hele dagsordenen omkring miljø og klima.

- Man kan bare tage udfordringerne omkring plastik i verdenshavene og i naturen. Det fylder rigtigt meget hos borgerne og hos politikerne, og det er noget, som vi skal forholde os til i udvalget, siger han og understreger, at man internt i Dansk Folkeparti efter valget har besluttet, at miljødagsordenen skal fylde noget mere.

- Det har den altid gjort, men vi har ikke kommunikeret så meget på den dagsorden. Jeg har haft meget interesse for det hele tiden, fordi jeg har arbejdet meget med eksempelvis landbruget og kloakering i det åbne land, forklarer han.

Som formand for Miljø- og Fødevareudvalget forventer René Christensen (DF) at kunne lave politik, som får stor betydning for blandt andet landbruget på Lolland-Falster. Foto: Philip Davali

Kender hinanden godt

René Christensen ser det som en fordel, at netop han og Kasper Roug kender hinanden godt.

- Politik er relationer, og selvom vi har forskellige politiske holdninger, så tror jeg, at vi kan finde hinanden, og der er jeg glad for, at det er Kasper Roug, der er næstformand, siger René Christensen.

Så vi kommer til at se noget fra jer, der får konkret betydning på Lolland-Falster?

- Helt klart. Landbruget kommer til at opleve en forandring over de næste år. Vi er ved at implementere landbrugsreformen. Den vil jeg selvfølgelig kæmpe for, at vi får implementeret, og der er nogle der kæmper imod, hvor Kasper Roug godt kan være en der trækker i den retning. Derfor passer vi også fint til hinanden, for vi sidder jo ikke bare og klapper hinanden på skuldrene, siger han.

- Så er der miljødagsordenen, som betyder noget for os alle sammen. Der vil jeg kæmpe for, at det ikke skal være dyrere at være dansker. Man kan jo høre den røde fløj tale om højere afgifter, og det kommer vi til at tale en masse om, forudser René Christensen.

René Christensen (DF):
Aktuelle udvalgsposter:

Formand for Miljø- og Fødevareudvalget
Medlem af:
Finansudvalget
Skatteudvalget
Aktuelle ordførerskaber:
Finansordfører
Fiskeriordfører
Miljøordfører

René Christensen bliver Dansk Folkepartis forhandler, når en ny udligningsreform og et infrastrukturforlig skal forhandles på plads. Foto: Philip Davali
Artiklen fortsætter efter annoncen

Finanslovsforhandlinger

En del af René Christensens fokus i de kommende uger og måneder bliver også den kommende finanslov, hvor René Christensen har bevaret posten som Dansk Folkepartis finansordfører.

- Normalt på dette tidspunkt af året, så ville regeringens finanslovsforslag være blevet fremlagt. Men det har regeringen ikke haft mulighed for, fordi vi havde valg i en sommerferie. Det er fair nok, siger han og forventer, at regeringen vil forsøge at lave en finanslovsaftale med støttepartierne Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre.

- Men det betyder jo, at Enhedslisten skal blive enige med De Radikale, og det bliver spændende at se, konstaterer René Christensen.

Så du forventer ikke, at du kommer til at bruge voldsomt meget tid ovre i Finansministeriet?

- Jo, det gør jeg. Eksempelvis aftalen om seniorførtidspension, hvor man kan gå fra seks år før, hvis man er nedslidt, med et forsørgelsesgrundlag på førtidspensionsniveau, er der stadig flertal for. Det skal implementeres. Så er der et energiforlig, hvor vi skal lave tre stor vindmølleparker. Sådan er der flere forlig, der skal implementeres, siger René Christensen, der dog erkender, at Dansk Folkeparti formentlig fremadrettet kommer til at spille en mindre rolle end tidligere.

- Jeg har selvfølgelig nogle mindre ting, som vi gerne vil byde ind med i forhold til en kommende finanslov. Men man skal også kende sin plads. Som støtteparti glæder man sig, når man har fået 75-80 procent, og når man er i opposition, så glæder man sig, når man har fået 20-30 procent. Sådan er det jo, konstaterer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udligning i fokus

For René Christensen vil kommende forhandlinger om en udligningsreform også have en hel del fokus i det kommende folketingsår.

- Det seneste eksempel, hvor to af landets rigeste kommuner, Gentofte og Frederiksberg, bliver kompenseret på grund af opdatering af cpr-registre, fortæller bare, hvor skørt systemet er, og at tiden er løbet fra udligningen, som den er i dag. For to år siden var vi rigtigt tæt på at have en aftale - faktisk en god aftale for Lolland og Guldborgsund kommuner. Men alle troede, at der ville komme et folketingsvalg om lidt, og derfor blev det ikke til noget, fordi blandt andre Socialdemokratiet frygtede, at der i en valgkamp kunne være socialdemokratiske borgmestre, der ville kritisere eget parti, siger han og tilføjer:

- Det er desværre en slåskamp om, at Lolland og Guldborgsund skal have nogle af Københavns Kommunes penge, fordi det er synd for os, og København er den onde, mener han og nævner et element, han gerne ser indbygget i en ny udligningsreform.

- Lolland-Falster har en del unge, der flytter for at studere videre i de store uddannelsesbyer. Det betyder, at vi mister et bloktilskud på 50.000 kroner om året. Så får tilflytterkommunen et bloktilskud på 50.000 kroner, staten betaler SUen, de unge udbyder deres arbejdskraft og betaler kommuneskat af både SU og fritidsjob. Den pågældende kommune har ingen udgift til de unge. Der mener jeg, at fraflytterkommunen burde have lov til at beholde tre års bloktilskud i stedet, mens tilflytterkommunen ikke burde få bloktilskud, fordi den kommune i forvejen har en gevinst ved det, foreslår han og peger på en anden del af udligningsdebatten.

- Det er eksempelvis helt galt, at førtidspension er en kommunal økonomisk opgave. Kommunerne har ikke mulighed for at gøre noget i den sammenhæng. Det er noget andet med kontanthjælpsmodtagere. Der har kommunerne værktøjer til at sætte ind, siger han og pointerer, at i det tilfælde, hvor en kontanthjælpsmodtager fraflytter en kommune, så bør fraflytterkommunen betale til tilflytterkommunen.

Hvis det står til René Christensen, så bør forhandlingerne om en ny udligningsreform skydes i gang her i efteråret.

- Hvis der går for lang tid, så kommer vi for tæt på et kommunalvalg (der afvikles i november 2021, red.). Hvis det sker, så vil der være risiko for, at især de store borgmesterpartier ikke tør lave en aftale af frygt for vælgerne ved kommunalvalget, mener René Christensen, der dog understreger, at en implementering af en udligningsreform har lange udsigter.

- Så på den korte bane, og det gælder allerede til de kommende finanslovsforhandlinger, er det nødvendigt, at vi laver en udviklingspulje til de mest udfordrede kommuner, som blandt andet vil komme Lolland og Guldborgsund kommuner til gode. Det bliver vi nødt til. Der er mange kommuner, der ikke kan vente på en udligningsreform, slår han fast.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lokal infrastruktur

René Christensen nævner også infrastrukturprojekterne som udbygningen af Rute 9, et fremrykket færgeleje ved Tårs og en omfartsvej ved Nørreballe, som var en del af den infrastrukturaftale, som den daværende regering og Dansk Folkeparti med René Christensen i spidsen forhandlede på plads tilbage i marts.

Den nye transportminister Benny Engelbrecht (S) har dog kort efter sin tiltræden sagt, at den aftale skal laves om, og de forhandlinger bliver René Christensen også en aktiv del af, oplyser han.

- Men jeg håber ikke, at de lokale infrastrukturprojekter vil blive taget ud af et infrastrukturforlig. Men det tror jeg nu ikke, fordi der er tradition for at lave brede forlig på infrastrukturområdet, siger han og tilføjer:

- Her håber jeg selvfølgelig også, at andre gode kræfter som eksempelvis Kasper Roug (S) og Lennart Damsbo-Andersen (S) står fast på, at de projekter skal bibeholdes som planlagt.

I Dansk Folkeparti er sårene efter valgnederlaget ifølge René Christensen blevet slikket, og han giver udtryk for enighed i formand Kristian Thulesen Dahls efterrationalisering om, at Dansk Folkeparti burde have arbejdet hårdere for at blive regeringsparti.

- Men det var i blå blok ikke så harmonisk. Hvis der kun havde været Venstre og Dansk Folkeparti, så havde vi fået lavet et godt regeringsgrundlag. Men der var Liberal Alliance, der kravlede i træer på topskattelettelser og truede med at vælte en regering på det spørgsmål, siger han.

Havde I gået i regering på det tidspunkt, så havde det formentlig betydet, at du havde fået en ministerpost?

- Det ved man jo aldrig. Det skal man ikke sidde og tænke på.

Hvis du nu er helt ærlig, tænker man så slet ikke i den retning?

- Når man har været folketingspolitiker i nogle år, så vil man jo gerne være minister. Man kan som folketingspolitiker sætte mange dagsordener. Men 80 procent af tiden kommenterer vi på det, som regeringens ministre kommer med. Som minister har man serveretten, så det ville jeg da gerne. Den er ikke længere, siger René Christensen og tilføjer:

- Men det er ikke det, der driver mig. Det er at lave nogle resultater.

  • René Christensen (DF) forventer fortsat at have travlt i Folketinget, selvom hans parti blev mere end halveret ved folketingsvalget 5. juni og er kommet i opposition. Foto: Philip Davali
  • Som formand for Miljø- og Fødevareudvalget forventer René Christensen (DF) at kunne lave politik, som får stor betydning for blandt andet landbruget på Lolland-Falster. Foto: Philip Davali
  • René Christensen bliver Dansk Folkepartis forhandler, når en ny udligningsreform og et infrastrukturforlig skal forhandles på plads. Foto: Philip Davali
Annonce
Politik

Fødevareminister: Danmark er godt rustet i tilfælde af en fødevarekrise

Annonce
Annonce
Lolland

Lokal håndboldklub fik "uvurderlig hjælp"

Guldborgsund

Sommerhus-sensation: - Vi har forrygende travlt

Guldborgsund

35 biler til start i lokalt påskerally

Indland

Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde

Lolland-Falser

Stigende vandstande og voldsomme storme har konsekvenser: Flere og flere melder sig

Sport

Bruun Jørgensen: - Det blev en underlig oplevelse

Sport

Bredahl efter sejrsmål i overtiden: - En kæmpe forløsning

Nakskov

Familieforretning fylder 50 år: - Snakketøjet har jeg efter min far

Sport

NFC vinder efter vanvidsafslutning og sikrer sig top 6

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

Sport

Team Sydhavsøerne tog værdiløs sejr i Aarhus

Guldborgsund

Endelig: Nu starter kæmpe projekt til 30 millioner kroner

Lokal nyt

Nicolai skal gå 2500 kilometer baglæns - af helt særlig grund

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

Annonce
Annonce
112

14-årig dreng meldt savnet

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

112

Tidligere drabsdømt tilstår drab på medpatient i Skejby

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

Guldborgsund

Vild rekord ved museumsåbning

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé

112

Politiet med klar opfordring: Aftal det på forhånd