Annonce
Landbrug

Æsler skal tages alvorligt

Anja Lausten, formand for Dansk Æselavl, har selv seks æsler, som bl.a. bliver brugt som ridedyr for små børn og til krybbespil ved forskellige kirkelige arrangementer. Foto: Denny Michael Jakobsen

Anja Lausten er formand for Dansk Æselavl, som kæmper for, at æslerne, som af mange opfattes lidt grinagtige, bliver taget mere alvorligt. Selv har hun seks æsler ved Kirkerup mellem Gundsølille og Gundsømagle.

Selvom man står med lukkede øjne, er man ikke i tvivl om, hvilke dyr man står overfor hos Anja Lausten. En højlydt skryden lyder med jævne mellemrum fra flere af hendes seks æsler på Søhøj i Kirkerup mellem Gundsømagle og Gundsølille.

Søhøj er et ridecenter med masser af stalde og arealer, hestene kan boltre sig på. Og altså også æsler. Anja Laustens æsler går sammen med hendes tre islandske heste. Hun er formand for Dansk Æselavl, som har eksisteret siden 1975.

- Vi kæmper for, at æsler bliver taget alvorligt, taler æslernes sag og fortæller, hvorfor de har en plads i Danmark. Æslet er egentligt et ørken- og bjergdyr i modsætning til heste, som lever på stepperne, hvor de løber derudaf. Men det kan man ikke, hvis man lever på et bjerg. Så bliver man nødt til at stoppe op og tænke, ellers styrter man i døden. Det er derfor æsler anses for at være stædige. I virkeligheden er de bare forsigtige, men vinder du deres tillid kan du få dem til hvad som helst, fortæller Anja Lausten.

Netop på grund af æslets forsigtige natur, er det velegnet til ridning til børn og nybegyndere.

- Hvis et lille barn skal ride for første gang, er det bedre på et mere smalt æsel, som stopper op i stedet for at sætte i løb, som en hest vil gøre, hvis den bliver bange, siger Anja Lausten.

Dansk Æselavl har i flere år været med på Store Hestedag og også i år.

- Vi giver børnene rideture, og det plejer at være vældig populært. Børnene elsker det og synes, at æslerne er søde, siger Anja Lausten.

Når hun er ude til arrangementer som Store Hestedag, er de typiske kommentarer, at æslerne er søde, og folk spørger om ikke æslerne er stædige.

- Og så må vi jo fortælle, at de bare er forsigtige. De er i øvrigt meget udholdende. Jeg har set i Kenya, hvordan æsler bliver brugt som pakdyr til at slæbe op til fire vanddunke på hver 20 liter, fortæller hun.

Æsler har ry for at være stædige, men i virkeligheden er de bare meget forsigtige, hvis de støder på en fare. Foto: Denny Michael Jakobsen

Flere vil have æsler

Anja Lausten vurderer, at der er omkring 2.000 æsler i Danmark, men antallet er usikkert, da ikke alle, som har æsler, har registreret dem.

- Arbejdet med at registrere avlen af æsler gik lidt i stå, da hestepasset blev indført. Det var ikke alle, der gad det ekstra papirarbejde. Men nu kan vi igen mærke en stigende interesse for æsler. Der er mange inde og kigge på vores Facebook-side, og vi har en stille og rolig medlemsfremgang, fortæller hun.

Dansk Æselavl har i dag 65 medlemmer, og derudover er der to andre æselforeninger; Aktive Æselvenner og Æselforeningen.

Æslerne bliver brugt til ridning og kørsel med vogn, og derudover bliver æsler i stigende grad brugt som terapidyr, særligt de små af slagsen. Æsler kan variere i stangmål, alt efter race fra 60 cm til 1,7 cm i stangmål. De fleste danske æsler nedstammer fra dværgæsler fra Sicilien og Sardinien og måler omtrent fra cirka 100 til 110 cm.

Æslerne gøres klar til en tur med wagonetten. Foto: Denny Michael Jakobsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

For mange er useriøse

Inden Anja Lausten gik på efterløn, var hun pædagog, og det var i den forbindelse, at hun fik sit første æsel Bella for 26 år siden.

- Jeg arbejdede i en fritids- og ungdomsklub i Roskilde, hvor der var en del indvandrerbørn, og vi tænkte, at de ville have godt af at få et dyr og få lidt landliv, fortæller hun.

Da Anja skiftede job til en byggelegeplads i Smørum, kom Bella med derhen, og i dag går Bella så rundt sammen med Anjas fem andre æsler. Hun har kun købt to af æslerne, men shun har overtaget de andre fra folk, som ikke ville have dem.

- Der er desværre mange, der behandler æslerne useriøst. Det ene æsel, som hedder Klaus, har jeg overtaget efter en, som havde fået det som en sjov gave af en kammerat, fortæller Anja.

Anja Lausten glæder sig over medlemsfremgang i Dansk Æselavl og en generelt større interesse for at have æsler, som bl.a. i stigende grad bruges som terapidyr. Foto: Denny Michael Jakobsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Æsler med i krybbespil

Selv bruger hun sine æsler til ridning til børn ved forskellige arrangementer, og som forspand til sin wagonette. Derudover er æslerne med i flere kirkelige arrangementer, hvor historien om jesusbarnet og æslet, der transporterer en gravid Jomfru Maria til Betlehem, fortælles.

- Jeg har været med æslerne til palmesøndag, luciadag, til krybbespil og julegudstjenester, bl.a. i Tagensbo Kirke på Nørrebro og i Sengeløse Kirke. Bagefter får børnene som regel lov til at ride på æslet. Det er rigtig hyggeligt, fortæller Anja.

Hun har også haft æsler med til polterabender med ridepiger som et sjovt kuriosum, hvor hun har lavet quizzer om æslet, og de har fået lov til at køre med æslet.

- Så længe det ikke handler om at gøre grin med æslet, vil jeg gerne være med, som hun siger.

Klaus har Anja Lausten overtaget fra en ung mand, som havde fået æslet som en sjov gave af en kammerat. For mange behandler stadig æsler useriøst, mener Anja Lausten. Foto: Denny Michael Jakobsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Intelligent og nøjsom

Hun kan godt lide at have æsler, da de er mere rolige, har større individuel personlighed end heste og er meget intelligente dyr.

- Æsler er ret intelligente, så de har behov for at blive beskæftiget. De to vallakker leger kamplege, hvor de slås for sjov, og de kan også lege med en bold, en gren eller bildæk. Hver gang, jeg kommer, ligger bildækkene et nyt sted, siger Anja.

Ved siden af deres jordfold er der en lille vildtremise, hvor æslerne også af og til får lov at gå hen og finde græsstrå og lære, hvordan de skal gå hen over forhindringer.

Samtidig er æslet billig i drift, da det ikke kræver meget mad.

- Æsler er et vanvittigt nøjsomme. De går rundt i Afrika, hvor de lever af et par græsstrå. Jeg giver dem halm, som er deres hovedernæringskilde, og så får de lidt vitamintilskud og lidt wrap og græs. Den største udfordring er ikke at overfodre dem. De får let en spækkam i nakken, og derefter sætter det sig som hurtigt på maven. Æslet sætter ikke muskler på samme måde som heste, forklarer Anja.

Det meste af tiden går æslerne derfor i en jordfold, så de ikke går og spiser sig for tykke på en græsmark.

Æsler er intelligente dyr, som skal holdes beskæftiget. Anja Lausten bruger bl.a. bolde og bildæk, som æslerne flytter rundt på i deres leg. Foto: Denny Michael Jakobsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Æselføl opsøger mennesker

Er man interesseret i at få et æsel, anbefaler Anja, at man anskaffer sig mindst to, da æsler er flokdyr.

- Derudover er æselføl noget af det mest nuttede, man kan forestille sig, og fra fødslen opsøger de mennesker.

Æsler behøver ikke nødvendigvis en stald, da de i naturen kan leve i temperaturer lige fra -40 til +40 grader. Til gengæld skal de have adgang til et læskur.

- Selvom de kan klare ekstreme temperaturer, skal de kunne gå i læ, for deres pels er ikke vandtæt, så de fryser, hvis de bliver våde, fortæller Anja.

Når æsler skryder, hænger det sammen med, at de spreder sig for at lede efter føde i de ørken- og bjergområder, hvor stammer fra, og de skryder derfor for at kalde på hinanden.

- Jeg bor 500 meter herfra, så de kalder på mig, det er deres måde at holde kontakten på, slutter Anja.

Anja Lausten bruger bl.a. æslerne som forspand til denne wagonette. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Anja Lausten, formand for Dansk Æselavl, har selv seks æsler, som bl.a. bliver brugt som ridedyr for små børn og til krybbespil ved forskellige kirkelige arrangementer. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Æsler har ry for at være stædige, men i virkeligheden er de bare meget forsigtige, hvis de støder på en fare. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Æslerne gøres klar til en tur med wagonetten. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Anja Lausten glæder sig over medlemsfremgang i Dansk Æselavl og en generelt større interesse for at have æsler, som bl.a. i stigende grad bruges som terapidyr. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Klaus har Anja Lausten overtaget fra en ung mand, som havde fået æslet som en sjov gave af en kammerat. For mange behandler stadig æsler useriøst, mener Anja Lausten. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Æsler er intelligente dyr, som skal holdes beskæftiget. Anja Lausten bruger bl.a. bolde og bildæk, som æslerne flytter rundt på i deres leg. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Anja Lausten bruger bl.a. æslerne som forspand til denne wagonette. Foto: Denny Michael Jakobsen
Annonce
Annonce
Annonce
Guldborgsund

Velkendt navn gør comeback som hoteldirektør på Lolland

112

Hunde redder kvinde fra kraftig brand

Guldborgsund

- Når sådan et chok rammer, har vi brug for at samles

Udland

Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb

112

Efter voldsomt overfald: Politiet kommer med nyt om 15-årig drengs tilstand

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Sport

2.400 billetter solgt: Storkamp nærmer sig udsolgt

112

15-årig overfaldet: Fire personer anholdt

Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret

Guldborgsund

Unikt projekt: Sygehuspatienter kan nu modtage behandling i eget hjem

Vejret

Weekenden bliver kold men byder på flere solstunder

112

En person kørt på sygehuset efter sammenstød i trafikken

Lolland

Kommune fik kritik for ventetid: Handleplan skal rette op

112

Stoppet med slagvåben og pistoler i bilen

Lokal nyt

Kæmpe-lukning får konsekvenser: Fyringer rammer også lokalt

Indland

Ydermure er styrtet sammen i den udbrændte del af Børsen

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Jyder tabte i Højesteret: Guldborgsund Kommune vinder strid om millioner

Sport

Lokal bokser bliver hovednavn ved professionelt stævne

Lokal nyt

Efter slagteri-lukning: Frygter at lokale svineavlere stopper

Indland

Afspærringer omkring Børsen opretholdes indtil mandag morgen

112

National politienhed ransager på Falster: Sag af særlig grov karakter

Sport

Maribo-dreng skifter til dansk traditionsklub

112

Blev opdaget: Solgte narko på byens torv midt om dagen