Som den første nogensinde vandt Søren Korsgaard fra Holstebro sit 10. DM, da han forleden var bedst med traktor og vendeplov til LandboUngdoms DM ved Gørlev på Vestsjælland.
Konkurrencepløjning med vendeplov har fået sin helt egen konge i Danmark. Søren Korsgaard leverede forleden et imponerende arbejde - og han kunne fortjent lade sig hylde som DM-vinder for 10. gang.
- Jeg er rigtig godt tilfreds. Ude i traktoren tænkte jeg godt på, at det kunne blive den 10. titel, og det gjorde mig faktisk glad, og jeg kunne nyde det, siger Søren Korsgaard, der tidligere i år vandt bronze ved VM i USA.
Jesper Madsen fik sølv i senior vendeplov, mens Rasmus Pedersen tog sig af tredjepladsen. Vendeplov havde også en landbrugsklasse for nye pløjere, og her bestod podiet af Peder Ellegaard, Kasper Holmbo Bak og Martin T. Jensen. Juniorrækken blev vundet af Christoffer Dam.
22-årige Martin Lindberg Velling fra Hobro er den nye store stjerne i dansk konkurrencepløjning. Han er stadig junior, men for tredje år i træk var han bedst af alle standardpløjere. Han fik suveræne 223,75 point.
Michael Balle vandt senior standardplov, men med hans 207,5 point var han altså et godt stykke efter Martin Lindberg Velling.
Søren Korsgaard og Martin Lindberg skal i august 2020 repræsentere LandboUngdom og Danmark ved VM i pløjning, der holdes i Skt. Petersborg.
Vinderne af alle kategorier til DM i pløjning:
Landbrugsklassen, vendeplov: Peder Ellegaard, Give
Vendeplov, junior: Christoffer Dam, Kirke Hyllinge
Vendeplov, senior: Søren Korsgaard, Holstebro
Standardplov, junior: Martin Lindberg Velling, Hobro
Standardplov, senior: Michael Balle, Odense
Veteran, classic: Bernd Clemmensen, Byllerup Bov
Veteran, 1-furet: Finn Pedersen, Sæby
Veteran, flerfuret bugseret: Claus Bech, Søndersø
Veteran, flerfuret liftophæng: Hans Fredrik Clemmensen, Tinglev