På listesko i DDR

Af Torsten Elsvor

- Inde fra Marie-kirken messer en gejstlig stemme monotont søgende ud over folket. Det kæmpestore kirkerum er fyldt til bristepunktet. Og udenfor rykker andre tusinder sammen for at lytte til de skrattende højtalere. Der er ingen bannere at se. DDR-borgerne lytter tavst og lige så søgende. Tavsheden afbrydes af klapsalver fra kirkerummet. De forplanter sig til mængderne udenfor.

Så gror der pludselig en ny folkemængde op af jorden. En stadig strøm af demonstranter begiver sig mod Rådhuspladsen her midt i Rostock. Og med dem kommer banner på banner med slagord mod SED - det kommunistisk-socialistiske enhedsparti, krav om skole- og uddannelsesreformer, krav om fjernelse af Berlinmuren, om ret til frie rejser og om anerkendelse af "Neues Forum" - et nystiftet, forbudt og nu illegalt huserende demokratisk parti.

Folkemængden er på vej ud af kirken. Nye grupper støder til. Optoget bevæger sig ned gennem Rostocks gågade.

To skridt frem og et tilbage. Der kunne ligge noget symbolsk i tempoet for denne demonstration.

Henne fra et hjørne af Rådhuspladsen overvåges demonstranterne af fire medlemmer af Volkspolizei. To af dem går afventende rundt om deres MZ-motorcykler. To sidder i en Lada. I telefonisk kontakt med hovedkvarteret.

To skridt frem og et tilbage.

I en døråbning giver en ung DDR-borger sit bud på, hvad det hele drejer sig om. "Coca Cola it is" står der på hans banner. Den første tørst er slukket. "Nur mit power fällt die Mauer".

Fra Marie-kirken gjalder de sortes frihedssang ud over pladsen: "We shall overcome".

- Fjern den kommunistiske ledelse i regeringen, kræver en ung mand. - SED har udspillet sin rolle. Det højt besungne demokrati her er ikke ægte.

De går på listesko i DDR.

Og alt imens de i Rostock i freden og frihedens navn kræver nye reformer og regeringens afgang, er tusindtallige grupper i hovedstaden Berlin ved at forberede sig til lørdagens hidtil største folkedemonstration. Op imod en halv million skal trommes sammen på Alexanderplatz.

Nattemørket når aldrig at sænke sig over DDRs hovedstad Berlin. Neonreklamerne blinker til ved midnatstid og slukker så, men mørket bliver der ikke. Lysmasterne i stål står mange meter høje i snorlige rækker på vejen ned mod Alexanderplatz på Karl Marx Allee - den tidligere Stalin Allee. På begge sider rejser boligblok efter boligblok sig mod nattehimlen. Råbene fra 1953 er for længst forstummet. Det samme er den knasende lyd fra de sovjetiske kampvogne, der dengang knuste byggearbejdernes oprør mod Walther Ulbricht.

I dag er det ikke kun byggearbejderne, der gør oprør. Det er folket - men kampvognene kommer næppe tilbage. Folket har talt og skrevet for lukkede øre i årevis. Lukker man en trykkoger hermetisk, vil den eksplodere. Det er det, der sker i disse uger. Et folk kan man ikke tæmme.

Den kommunistisk-socialistiske ide, som den er formet og fuldført af Det socialistisk Enhedsparti (SED), har overlevet sig selv. Ernst Brumme, matematisk/humanistisk professor, har været medlem af SED gennem 40 år:

- For mig er der ingen vej mod kapitalismen. En udbytning af mennesket er ikke vejen frem. Jeg ønsker ikke inflation. Jeg ønsker ikke arbejdsløshed. Jeg ønsker en stat for alle borgere, men jeg erkender samtidig, at den politiske top har overset individets styrke.

Folket har ikke kunnet trænge igennem, og pressen har været stækket. Reform og nytænkning er nødvendig.

- Demokratiet døde i den demokratiske republik, fordi de grundfæstede rettigheder ikke blev brugt og ikke blev accepteret, men vejen frem er ikke en flugt over en landegrænse. Det er en kamp i landet og for landet, siger Ernst Brumme.

Omvendt erkender han, at økonomiske reformer og reformer på det demokratiske område er nødvendige, og han accepterer en udskiftning i toppen.

- Men hele udviklingen nu følger jeg med et smilende og et grædende øje. Jeg har både været til dialog i kirken og til demonstration. DDR-borgerne tager den sociale tryghed i landet som en selvfølge, og jeg tvivler på, at de som flygter, vinder, de vil finde andre former for frihed, men ingen tryghed, siger Ernst Brumme.

Dagens udgave af partiorganet "Neues Deutschland" er revet væk fra kioskerne. For nogle uger siden fik den lov at ligge. Dengang tog det kun fem minutter at læse selvfølgelighederne i den. I dag er journalisterne mere frigjorte. De skriver både, hvad folket siger, og hvad folket tænker. Det er ikke kun meddelelser, efterretninger og beslutninger fra Centralkomiteen og politbureauet.

På Bierstuben "Wernersgrüner" et par trapper ned i den østberlinske undergrund har Thomas, Dieter, Heinrich og Ulrich bænket sig om et stambord og fire glas velskænket øl.

Dialogen er godt i gang, da vi bænker os ved samme bord.

Det er unge fulde af håb. Fulde af mod. En nærmest drømmende generation. Fordømmende overfor de gamle parteigenossen, der nærmest med bind for øjnene har voldtaget folket og det fri ord i pressen.

Det er også usikre unge. Thomas accepterer fuldt ud flugten til friheden i Bundesrepublik Deutschland. Han kender til den frihed gennem de vestlige mediers konstante pres.

Tre af disse unge er ingeniørstuderende. Den sidste er uddannet ingeniør. Dieter, 33, vil kæmpe for den socialistiske ide:

- Men vi skal samtidig søge mod den åbne, demokratiske frihed. Kirkerne benytter sig af denne situation. Dialogerne har ikke kunnet holdes på ellers offentlige steder. Kirkerne har givet husrum for den frie debat.

To skridt frem og et tilbage.

Det er noget symbolsk i folkets kamp mod proletariatets diktatur.

Fagbevægelsen i DDR skal omformes. I årevis har de været let førte marionetdukker i partiapparatets teater.

Nu er der tæppefald i DDR.

To skridt frem og et tilbage.