Annonce
Lokal nyt

Hjælpen fra oven gør en forskel

Akutlægehelikopteren bliver jævnligt tilkaldt til opgaver på Lolland-Falster. Her i forbindelse med en ulykke på Lolland i sommer. Foto: Jan Knudsen/arkivfoto

I både 2016, 2017 og 2018 er Lolland og Guldborgsund kommuner de to kommuner i Region Sjælland, hvor akutlægehelikopteren har været tilkaldt flest gange.

LOLLAND-FALSTER - Glæden ved at kunne hjælpe andre er nok det, der fylder mest, og det, der gør, at man kan holde ud at se mange syge og svært tilskadekomne mennesker.

Sådan siger Michael Friis Tvede, læge og lægelig baseleder på akutlægehelikopteren med base i Ringsted.

Han er en af de læger, som sygehuspatienter eller ulykkesofre på Lolland-Falster og store dele af Sjælland møder, hvis deres tilstand er så kritisk, at de skal i behandling på eksempelvis Rigshospitalets Traumecenter eller Odense Universitetshospital hurtigere, end hvad man vil kunne køre turen i ambulance.

Indførelsen af akutlægehelikopterne har betydet, at patienter med for eksempel en stor blodprop i hjertet, hjertestop, svær tilskadekomst eller blødning i hjernen kan få samme behandling, som hvis de boede tættere på specialiserede hospitalsafdelinger.

Siden 2010, hvor akutlægehelikopteren begyndte som en forsøgsordning finansieret af TrygFonden, har der været en helikopter placeret med base i Ringsted for at kunne yde en hurtigere og mere effektiv præhospital hjælp i især Region Sjællands yderområder.

Sideløbende kørte lignende forsøg i andre regioner.

Ordningen bev gjort permanent i 2014 under navnet Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning med baser flere steder rundt om i landet og har således nu fungeret i fem år på permanent basis.

Michael Friis Tvede har været med på helikopterordningen fra det sidste lille års tid, mens den stadig var et forsøg, og derefter i alle årene, efter at ordningen blev permanent.

Det var en kombination af, at det var der, han følte, at hans lægefaglige kompetencer kunne gøre mest nytte samt en fascination af flyvning, der fik ham til at søge jobbet.

I 2018 rykkede akutlægehelikopteren ud 776 gange i hele Region Sjælland. I 2017 var tallet 790, og i 2016 var der 960 opgaver for helikopteren rundt om i regionen. Det viser tal fra akutlægehelikopterordningens egne årsrapporter.

Og deler man tallene op på kommune-niveau, så er Lolland og Guldborgsund kommuner alle tre år de kommuner i Region Sjælland, hvor helikopteren er blevet kaldt ud til flest opgaver.

Michael Friis Tvede har været ansat som læge på akutlægehelikopteren i flere år. Foto: Privatfoto

Så mange flyvninger

I Guldborgsund Kommune ser antallet af flyvninger således ud:

2019 (til og med september): 103

2018: 148

2017: 156

2016: 157.

I Lolland Kommune er tallene næsten ligeså høje:

2019 (til og med september): 89

2018: 120

2017: 128

2016: 125.

Årsagen til, at Guldborgsund Kommune ligger højere end Lolland i alle årene, skal blandt andet findes i, at statistikken også omfatter såkaldt interhospitale transporter - altså overførsler af patienter fra ét sygehus til et andet. Og da Nykøbing F. Sygehus jo ligger i Guldborgsund Kommune, tæller disse overførsler med. Eksempelvis var 27 af de hidtil 103 flyvninger til og fra Guldborgsund i år interhospitale transporter, oplyser Regionernes Akutlægehelikopters sekretariat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mest kompetente ressource

Michael Friis Tvede er meget bevidst om, at det er et stort ansvar, han tager på sine skuldre, når han som læge går ombord i helikopteren. Men han føler sig også tryg.

- Det er et stort ansvar, men vores funktion er den mest kompetente ressource i den konkrete situation. Jeg har det udstyr, jeg skal bruge, og jeg har en god hjælp i min HCM (Helicopter Crew Member, red.), som er en erfaren paramediciner med teoretisk pilot- og navigatøruddannelse, så vi kan håndtere situationer med svært tilskadekomne, selv om vi står midt ude på en bar mark.

- Det er en velsmurt maskine. Vi har de bedste helikoptere og de bedste lægeassistenter. Vi kan give blod ude på stedet, vi har en maskine ombord, så vi kan give hjertemassage hele vejen til hospitalet, vi kan lægge folk til at sove, hvis det er nødvendigt, og yde andre former for akut behandling, fortæller han.

Udover lægen og HCM-redderen består helikopterbesætningen naturligvis også af en pilot.

Mandskabet på helikopterne er altid på vagt mindst ét og ofte to-tre eller flere døgn ad gangen. I løbet af en måned har de i gennemsnit tre af disse vagter.

- Vi har cirka tre-fire opgaver i gennemsnit pr. dag. Hvis du spørger en alment praktiserende læge, vil han næppe være imponeret over det tal, men hvis vi for eksempel skal hente en patient i Nakskov, så tager det cirka to timer pr. gang inklusive oprydning og klargøring. Derudover bruger vi også en del tid på træning og vedligeholdelsesopgaver, forklarer Michael Friis Tvede.

Selv om han bor i Roskilde og arbejder med udgangspunkt fra Ringsted, så kender han en del til Sydhavsøerne. Han har nemlig sommerhus på Fejø.

Og selv en erfaren helikopterlæge har opgaver, han husker længe efter, at de er løst.

- Det er jo typisk noget, hvor der har været børn involveret. Det er dem, der fylder mest. Men der er også de opgaver, hvor vi kan mærke, at det virkelig gik godt, og hvor vi betød noget.

- Der findes ikke nogen tal på, hvor mange liv akutlægehelikopterne er med til at redde, men vi har en klar opfattelse af, at vores job nytter, siger Michael Friis Tvede.

  • Akutlægehelikopteren bliver jævnligt tilkaldt til opgaver på Lolland-Falster. Her i forbindelse med en ulykke på Lolland i sommer. Foto: Jan Knudsen/arkivfoto
  • Michael Friis Tvede har været ansat som læge på akutlægehelikopteren i flere år. Foto: Privatfoto
Annonce
Lokal nyt

Godkender økonomisk redningsplan med markant mindre indflydelse

Gedser

Fanget ved grænsen: Medbragte meget stort, kontant beløb

Annonce
Annonce
Sport

NFH blev blæst ud af Boxen: Team Esbjerg i særklasse

Gedser

Fanget ved grænsen: Medbragte meget stort, kontant beløb

Sport

Jakob Larsen efter afklapsning: - Det blev mere grimt end nødvendigt

Lokal nyt

Godkender økonomisk redningsplan med markant mindre indflydelse

Nykøbing

Imponeret over kulissen: Se, hvad der er skabt på 13 år

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Falster

For få havde lyst: Nu flytter den til fængslet

Nykøbing

Den største nogensinde: Elektrisk stemning og bølge i Boxen

Guldborgsund

Et farvel til bananen?

Guldborgsund

Henrik havde svært ved at stå stille, da han så tyren Bjarne

Sport

Bizar afslutning koster dyrt: Nu er hammeren faldet

Guldborgsund

- Når sådan et chok rammer, har vi brug for at samles

Udland

Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb

Nykøbing

Grillede 12 pattegrise før kæmpe-kamp

Vejret

Weekenden bliver kold men byder på flere solstunder

Indland

Ydermure er styrtet sammen i den udbrændte del af Børsen

Annoncørbetalt indhold

Suveræne SUV’er til skarpe priser

Annonce
Annonce
112

"Vi ved godt, at der engang imellem sker noget ved banegården"

Sport

2.400 billetter solgt: Storkamp nærmer sig udsolgt

Sport

Lokal bokser bliver hovednavn ved professionelt stævne

Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret

Guldborgsund

For første gang: Nu kan du gå i dronningens fodspor

Guldborgsund

Unikt projekt: Sygehuspatienter kan nu modtage behandling i eget hjem

112

En person kørt på sygehuset efter sammenstød i trafikken