Stikhokken vokser

ØSTLOLLAND Det er skovens gæster, der får Stikhokken til at vokse. Alle på egnen ved, at man ikke skal gå forbi Stikhokken uden at kaste en stik på hokken, altså lægge en gren på bunken.

I dette tidlige forår fremtræder Stikhokken pæn og velholdt. Den er 20 meter lang, omkring 5 meter bred og 3,5 meter høj, og den har næppe nogensinde været større.

Mens Stikhokkens oprindelse fortaber sig i en dunkel fortid, så har dens nærmeste nabo gennem de seneste 65 år en anderledes velkendt herkomst. Det er en sequoia, en californisk kæmpefyr, som skovrideren på Krenkerup plantede efter et ældgammelt bøgetræ, der var væltet i en storm.

Sequoiaens slægtninge i Californien bliver 100 meter høje og 1.000 år gamle. Hvordan det går med fætteren på Østlolland, kan vi ikke vide, men allerede nu er den nær ved at være skovens højeste træ.

Skovrideren hed Hans Dons, og med det fremmede træ ville han markere, at det er et ganske særligt sted. Han havde fundet Stikhokken på gamle skovkort og mente, at grenbunken kunne være en slags varde fra meget gammel tid. Af grene, fordi der ingen sten er.

Den let snoede skovvej kan være en gammel vej gennem området, og ganske tæt ved er der en gammel stenplankebro over et tilløb til Sakskøbing Å.

Før broen blev bygget, var der måske kun et vadested, og grenbunken kunne være en slags vejviser, mente skovrideren.

Man kan ikke udelukke, at det var klogt at lægge en gren på bunken for at sikre, at man kom godt videre.

Der er dog flere historier knyttet til stedet.

Det skal være her, at de lokale bønder slog en forhadt ridefoged ihjel og skjulte liget under en dynge grene.

Eller måske var det her, at en tjenestepige på herregården tog livet af sit faderløse barn.

Eller krybskytten stod på lur bag det bøgetræ, vi allerede har hørt om, da han skød vildtbetjenten.

Og hvis man er på cykel og undlader at kaste en gren på bunken, kan man være ret sikker på, at man punkterer, inden man er ude af skoven igen.

Skovrider Dons mente, at Stikhokkens størrelse er konjunkturbestemt. I dårlige tider var der større efterspørgsel på risbrænde til komfurerne og derfor ikke så mange grene i skovbunden til at lægge på bunken.

Ved en bestemt lejlighed under besættelsen var det nær gået galt.

Det var netop, da en mand havde købt retten til at sanke et læs risbrænde i skoven. Pludselig opdagede skovrideren, at manden var i færd med at læsse Stikhokken på sin vogn.

- Jamen, er De da splitterravende gal, mand, udbrød skovrider Dons, og så måtte manden læsse af igen.

I 2011 målte jeg Stikhokken til 13x5x3 meter. Dengang var den også større end nogensinde.

Nationalmuseet registrerede grenbunken i 1926 som "Stikhoven". Den var da 3,5 meter bred og 1,3 meter høj.

Hvis man vil se stedet, finder man det let ved at gå ind ad en skovvej overfor huset på Hydesbyvej 25. 100 meter inde skal man til højre, og så er der knap 700 meter til Stikhokken.

Hvis man fortsætter ad skovvejen og holder til venstre to gange, kan man gå rundt i en stor trekant, så hele turen bliver på næsten tre kilometer.