Man vidste godt hvad nazismens kerne bestod af

LOLLAND Kendte man før krigens afslutning til nazismens inderste væsen af vold og undertrykkelse?

Det korte svar er, at ja, det vidste man godt, hvis man ville vide det.

Hvis man var i tvivl, kunne man blot kaste et blik på forsiderne af de danske aviser fra 9. november 1938, hvor uhyrlighederne omkring krystalnatten i Tyskland bliver udførlig omtalt - længe før verdenskrigen.

På Lolland var begivenhederne ikke længere væk, end at man efter sigende kunne se ildskæret på digerne ved Kappel og Vesternæs, da den gamle synagoge i Kiel brændte ned til grunden.

En kort beskrivelse af krystalnattens forløb lige syd for Lolland i Slesvig-Holstens hovedstad giver et godt indblik i nazismens karakter.

Da en ung jødisk mand gik ind på den tyske ambassade i Paris og skød 3. sekretæren Ernst vom Rath, blev det dagen efter af nazitoppen med propagandaminister Goebbels i spidsen brugt til at foranstalte noget, der skulle ligne en folkelig opstand mod jøderne i hele Tyskland.

Også i Kiel forsamledes SA-mænd på den centrale Rathausplatz i deres stive puds iført fine brune uniformsskjorter.

De måtte sendes hjem for at klæde om, da det netop skulle forestille en spontan folkelig protest mod jøder.

Korrekt påklædt som almindelige tyskere gik det derefter på lastbiler til Goethestrasse, hvor synagogen lå.

Der havde ligget synagoge på stedet siden 1869. Nu blev stole og borde i den nye større synagoge fra 1910 væltet omkuld, og indholdet af de medbragte benzindunke smidt ud over kunstværkerne i bygningen, hvorefter der blev sat ild til det hele, og brandvæsenet forbudt udrykning, indtil ilden havde ordentlig fat. Bygningskomplekset indeholdt også en jødisk skole og et slags forsamlingshus.

Da brandvæsenet og politiet dagen efter skrev døgnrapport-beretning om årsagen fra nattens begivenheder, lød det ganske kort: "Unbekannte Ursachen". Brandårsag ukendt.

Samme nat blev 11 jødiske virksomheder og et utal jødiske boliger i byen angrebet og plyndret.

Synagogen blev revet ned i 1939, og grunden lå som ruin langt tid efter krigen, som så meget andet i det sønderbombede land.

I 1960'erne blev der opført en boligblok til Kiels kommunalt ansatte på adressen.

I 1968 - 30 år efter krystalnatten - blev der opsat en mindesten, hvor der stod, at der indtil 1938 lå en jødisk synagoge på stedet, som blev ødelagt i krystalnatten. Først i 1983 blev der sat et egentlig mindesmærke op.

Synagogen havde en menighed på 600 jødiske borgere og udgjorde 0,2 procent af Kiels befolkning, så truslen mod det tyske majoritetssamfund har været begrænset.

Den jødiske menighed i Kiel forsvandt med arrestationerne og anbringelserne i kz-lejre.

Over hele Tyskland blev 1.200 synagoger eller bederum ødelagt denne nat. Mellem 25.000 og 30.000 jøder sendt i koncentrationslejr.

Og man vidste det altså godt i Danmark.

Krystalnatten blev i nazidiktaturet senere betragtet som en fejltagelse. Det gav protester fra udlandet, og mange tyskere brød sig slet ikke om det.

At almindelige tyskere blev bestyrtet, kan man læse i en "formaning til jødespørgsmålet", som blev udsendt af det øverste kirkeråd i den protestantiske kirke i nabodelstaten Mecklenburg den 24. november 1938 - 14 dage efter krystalnatten.

Her forholder man sig til, at rigtig mange tyskere har opsøgt deres præst for at høre, hvordan man skulle forholde sig til de voldsomme begivenheder i forhold til kirkens budskab om næstekærlighed.

Formaningen oplyser om, at det var jødedommen, der sørgede for, at Tyskland tabte første verdenskrig. Den slutter med at fortælle menighederne, at de er forbundne med det tyske folk, og at barmhjertighed og næstekærlighed ikke gælder jøder, men derimod føreren, Adolf Hitler.

Tyskland var gennemnazificeret i en grad, så ikke engang den evangeliske kirke kunne stå imod.

Den danske folkekirke støttede aldrig jødeforfølgelser. Tværtimod.

Den almindelige tysker ønskede ikke glasskår og blod i gaderne, hvor man gik tur med hunden og børnene. Så krystalnatten blev aldrig gentaget.

Men volden fortsatte ufortrødent. Fra november 1938 rykkede den blot ind i skjul bag pigtråden i kz-lejrene, hvor den fortsatte hæmningsløst til det tredje riges sidste time.

Og selv om man ikke kendte alle detaljer, så vidste danskerne godt, hvad der foregik, som det ses i avisen herover.