2: Et uforklarligt sammenbrud i kartoffelbedet

AFSNIT 2: Den første tid brugte Svend-Aage og Vivian på at komme på plads indenfor. Det gik hurtigt, for der skulle hverken males eller tapetseres. En klud på hylderne og så kunne køkkentingene stilles ind, og møblerne fandt også hurtigt deres rette plads.

Den isolerede og opvarmede havestue blev deres fjernsynsstue, hvor de opholdt sig allermest og holdt af at sidde og kigge ud.

Noget mere omfattende var til gengæld oprydningen i baghuset, hvor det rodede med efterladte møbler, alskens træ, ståltråd og gammelt værktøj. Det kørte Svend-Aage på genbrugspladsen.

Så kastede han sig over grunden udenfor. Den var groet fuldstændig til i græs, så Svend-Aage realiserede sin drøm og købte en gammel grå Ferguson og en plov. Planen var at lave en mark med kartofler, så de kunne sælge dem.

- Jeg tænkte, at kartoflerne kunne være med til at holde økonomien i god form, fortæller han.

Han begyndte at føle, at det var det rigtige, de havde gjort. Den følelse kneb det med for Vivian. Et ellers andet føltes hele tiden lidt forkert, syntes hun.

Svend-Aage slog græsset med havetraktoren og pløjede jorden.

- Jeg nød at bruge de få timer, som jeg med mine skavanker kan holde til at være fysisk beskæftiget, i traktoren, fortæller han.

- Der kom jeg af med min overskudsenergi.

Når han sad der på sin grå Fergusson, tænkte han bestyrket: Så kan du sgu' alligevel godt noget, Svend-Aage.

- Men jeg mærkede det så også, når jeg gik for hårdt til den, siger han.

- To dages hvil efter en hård omgang, tilføjer Vivian.

I sensommeren 2012 blev han lokket til at overtage to høner og en hane, en bekendt ikke havde plads til.

Snart fik han fire eller fem mere.

- De lagde så mange æg, at vi kunne ikke spise dem selv. Så undervejs tænkte jeg, at når jeg kan sælge kartofler, så kan jeg vel også sælge æg.

Men han ville være sikker på, at han overholdt reglerne, derfor gav han sig til at undersøge lovgivningen om stalddørssalg.

- Jeg havde faktisk haft et skilt oppe, som jeg pillede ned igen. For hov, jeg opdagede, at jeg ikke måtte reklamere med æg.

I løbet af efteråret 2012 begyndte Svend-Aage at overveje, om han skulle have nogle flere høns. Der var ret godt gang i salget. Det krævede blot, at han søgte om tilladelse, men så ville han til gengæld også få kontrolleret æggene af Fødevarestyrelsen, hvilket passede ham godt. Han ville gerne være sikker på, at han ikke solgte æg med salmonella.

I starten af 2013 fik han tilladelsen, hvorefter Svend-Aage udbyggede sit hønsehold med 30 høns fra et rugeri i Uggerløse. Han havde nu tre hønsegårde.

To i den gamle prydhave ud mod vejen, hvor Svend-Aage alligevel havde givet fortabt på at få bugt med vildnisset, og en bygget på et fundament af gamle sveller omme bagved.

- Så fik hønsene fjernet al ukrudt og renset op i jorden, fortæller han.

Svend-Aage havde på det tidspunkt mellem 80 til 100 høns af racen Isa Warren.

- Han kaldte dem gerne sine koner, når han skulle over og sige godnat til dem på den sidste tur, fortæller Vivian.

Det kom der en del grin ud af, og hvis hønsene gav ekstra lyd fra sig, plejede Svend-Aage at sige: "De kalder på mig" og gå over at kigge.

Hønsene holdt Svend-Aage i gang, når smerterne i nakken og ryggen egentlig dikterede 'hen i sofaen'. De var hans livsnerve.

Vivian begyndte at gå til Banko i Landet Beboerhus, så hun også havde sit og kom lidt ud.

Men ikke alt var godt.

I efteråret 2012 fik Svend-Aage blod i afføringen og mavesmerter. Han opsøgte derfor 1. oktober 2012 egen læge, som henviste ham til en kikkertundersøgelse af tarmen på Nykøbing Sygehus. Den gav ingen forklaring på symptomerne. Han blev derefter indkaldt til yderligere undersøgelse, men fordi han havde oplevet kikkertundersøgelsen som ubehagelig og smertefuld, opgav han at dukke op trods flere indkaldelser.

Så begyndte både Svend-Aage og Vivian at sove dårligt. Især Vivian. 11. juli 2013 opsøgte hun en øre-næse-hals læge. Et halvt år senere, 14. januar 2014, begyndte hun på et forløb på Klinik Filadelfia for søvnapnø.

De tænke ikke nærmere over de ting, der tilstødte dem. Tilskrev dem tilfældigheder og alderens skrøbelighed.

15. august 2014 hentede Fødevarestyrelsen uanmeldt ekstra æg, blot 14 dage efter det sædvanlige halvandet årlige rutinebesøg og tjek af æggene for salmonella. Pludselig holdt de i indkørslen.

- Hva' søren vil I? I har da lige været her, husker Svend-Aage, at han udbrød.

De fortalte, at de var i gang med at analysere prøver af æg fra 31 mindre besætninger rundt omkring i landet. De var generelt interesserede i at vide, hvad hønsene gik og skrabede i rundt omkring.

Svend-Aage blev urolig. Havde han solgt noget, som ikke havde været i orden? Han som altid havde gået så meget op i, at det han solgte var netop dét. Men så lagde han det fra sig.

I sensommeren 2014 begyndte Svend-Aages psyke at "køre helt af sporet", som han formulerer det.

- Jeg oplevede flere gange at gå i sort, fortæller han.

Det var en ulykkelig følelse af at forsvinde væk fra sig selv og fra omverdenen.

En af gangene var særligt slem.

Svend-Aage havde omkring middagstid stukket fødderne i sine træsko og var gået ud i marken for at grave kartofler op, idet boden var blevet tømt for kartofler om formiddagen. Da han havde været i gang en halv time og lå på knæ for at samle de kartofler op i en spand, han havde vristet løs med spaden, sank hans krop sammen.

Nærmest klaskede sammen.

- Jeg mistede ligesom alt kraften i kroppen, og jeg mistede kontrollen med mig selv, fortæller han.

Vivian så det ske gennem vinduet i udestuen. Hun kiggede først lidt, så gik hun ud til Svend-Aage. Han hulkede. Hun aede ham på skulderen, lidt rådvild.

- Så sagde Svend-Aage: "Bare gå ind, jeg er okay", fortæller Vivian.

Men hun kunne tydeligt se, at det var han ikke.

Hun gik ind og ringede til Svend-Aages storebror i Jylland, som tilbød at køre med det samme. Men blot at snakke hjalp, og Vivian endte med at klare den selv. Hun havde desuden set en flig af noget lignende før. Svend-Aage havde flere gange tidligt i deres ægteskab haft fraværende øjeblikke på grund af den PTSD, han kom ud af sin barndom med. Men intet i nærheden af voldsomheden i dette sammenbrud.

Ude i marken følte Svend-Aage sig efter 20 minutter igen i stand til at samle de sidste kartofler op og rejse sig. Men han forstod ikke, hvad det var, der var sket med ham, og han havde det mærkeligt resten af dagen.

Vivian var bange bagefter.

- Jeg rendte efter ham, når han skulle ud og kigge til hønsene. For jeg har aldrig nogen sinde før eller siden set ham sådan, fortæller hun.

Sensommeren gik, efteråret satte ind. Svend-Aage og Vivian kunne ikke sætte fingeren på, hvorfor, men de begyndte at få en trang til at komme væk fra Strædet 1.

Læs første afsnit af serien: En drøm om et lille hus med jord til