Preben Kristensen: Jeg bliver ved så længe jeg orker

Preben Kristensen har en app på telefonen. I den har han noteret alle sine roller på film, teater og tv fordelt på de 42 år, han har optrådt på de skrå brædder.

Alligevel har han ikke helt tal på dem, for det er sjældent, han scroller appen igennem.

Han foretrækker at se frem, og netop nu ser den 67-årige skuespiller frem mod rollen som hæleren Fagin, der leder en drengebande af lommetyve, i Det Ny Teaters musicalopsætning af Charles Dickens' samfundsrevsende klassiker "Oliver Twist".

- Denne her premiere betyder meget. Måske mere end nogen anden, siger Preben Kristensen.

Musicalen åbner Det Ny Teater, efter det har været lukket grundet coronapandemien.

Under nedlukningen funderede Preben Kristensen, om det mon var sådan, det føltes at være på pension - for så var det da egentlig meget rart.

Da han reflekterede nærmere over det, kom han frem til, at det nok skyldtes, at han vidste, han skulle tilbage før eller siden.

- Jeg kan ikke forestille mig ikke at være på teateret. Det kan være, tiden ændrer sig. At der ikke er bud efter mig mere. Eller at jeg ikke kan teksterne. Så er det jo helt indlysende.

- Jeg har lavet en aftale med nogle yngre kolleger og venner, at den dag, det begynder at gå den forkerte vej - før det bliver ynkeligt - skal de sige det. Og så vil jeg sikkert blive vanvittig fornærmet. Og takke dem bagefter. Men lige nu: nej!

Preben Kristensen dvæler ikke ved fortiden eller spekulerer over fremtiden. Han er i nuet, og lige nu venter "Oliver Twist".

- I virkeligheden har jeg opnået meget mere, end jeg nogensinde har kunnet drømme om. Det eneste, jeg drømmer om, er at blive ved, så længe jeg orker.

- Det er jo en del af det at være skuespiller. Vi leger, vi er nogle andre. Jeg tror, jeg bliver gammel, den dag jeg ikke længere har legebarnet i mig, siger han.

Preben Kristensen aner ikke, hvor interessen for skuespil kommer fra.

Han stammer fra Skive som søn af en arbejderfamilie.

De havde ikke fjernsyn, så Preben Kristensen spærrede øjnene op, første gang han så levende teater, da Landsskolescenen gæstede Skive Teater.

Hidtil havde han kun set det på filmlærredet, når hans bedstefar tog ham i biografen.

Han blev tryllebundet, og i 1978 gik drømmen i opfyldelse, da han blev skuespiller fra Aarhus Teaterskole - det var også her, han mødte "de to andre", Anders Bircow og Thomas Eje, som siden blev til Linie 3.

Det er blevet til et væld af roller - det er endda anden gang, at han medvirker i en opsætning af "Oliver Twist".

- Det er en af mine yndlingsmusicals og har altid været det. Den har alle ingredienserne: god musik og en god historie, der både er dramatisk, rørende og morsom, forklarer han.

Inden for skuespillet er der heller ikke langt fra komedien til tragedien, og Preben Kristensen optræder selv i begge ender af spektret.

Han er ridder af Dannebrog og har fået flere fornemme hædersbevillinger for sit virke.

Størstedelen af karrieren har han tilbragt på landets scener - fra de københavnske teatre til turnéer ude i det ganske danske land.

- Da min mor døde, spillede jeg på Det Kongelige Teater. Det var forfærdeligt, for mentalt havde jeg hende med på scenen. Det var lige før, jeg ikke kunne komme til begravelsen, fordi man forventede, jeg stod på scenen samme aften, så jeg var nødt til at melde mig syg.

- "The show must go on" er i virkeligheden det værste vrøvl. Der er intet, der er vigtigere end de mennesker, du har nær.

- Er der brug for dig, skal du være dér. Ellers vil du aldrig tilgive dig selv. Jeg var glad for, jeg blev i Skive, den dag min mor blev bisat. Jeg har kun min søster tilbage. Det kunne jeg ikke få over mit hjerte.

Det var helt urimeligt, men sådan var det, siger Preben Kristensen og understreger, at spidssituationer som den gudskelov hører til sjældenhederne.

Og at alt det andet opvejer urimeligheden.

- Jeg har det som en fisk i vandet, når jeg står på scenen. Og så er der nogle ting, man er nødt til at give afkald på, siger han.

- Jeg skulle have været til konfirmation sidste weekend og i den næste - det kan jeg ikke.

Preben Kristensen har ikke været arbejdsløs i de 42 år, han har været skuespiller.

Paradoksalt har han aldrig haft så meget tid, som da landet lukkede ned.

Det samme gjaldt hans partner gennem 38 år, Søren Hedegaard, der også har arbejdet i underholdningsbranchen som hår- og makeupartist.

- Alle de år har vi haft løbende travlt, og tænk sig nu at være sammen fire måneder i træk 24/7! Det har været vidunderligt!, smiler han.

De to er ikke blot partnere, de er også sparringspartnere.

- Man går ikke gennem livet, uden at der er ting, der skal løses. Vi er gode til at støtte hinanden, rådgive hinanden, respektere hinanden og give hinanden luft. Og så har vi først og fremmest besluttet os for at være sammen.

- I løbet af min levetid er det blevet nemmere at gå fra hinanden, meget nemmere, end da mine forældre blev gift. Der er selvfølgelig ulykkelige ægteskaber, ingen tvivl om det, men det er blevet nemmere at gå i dag. Og hvem går det ud over? Børnene. Nu har vi ikke børn. Men hundene, de har altid haft det godt!

Tanken om børn har da strejfet dem, men det havde været uforeneligt med deres respektive arbejdsliv - men børnebørn, det har de fået, fortæller Preben Kristensen.

Parret deltog i en sammenkomst, Venligboerne stod for.

Der stod en mand og lignede et tordenvejr, og det triggede Søren til at gå hen og snakke med ham, fortæller Preben Kristensen.

Det blev begyndelsen på et ubrydeligt bånd mellem det danske par og den syriske flygtningefamilie.

- De har tre drenge, som elsker os overalt på jorden. Det er fantastisk at have de unger!, siger Preben Kristensen.

Trods børnebørn er der ellers ikke meget, der emmer af otium.

Efter "Oliver Twist" kan Preben Kristensen plotte tre nye forestillinger og tv-optagelser ind i sin app.

- Selv om jeg står i den sidste del af karrieren, synes jeg alligevel, at der sker en hel masse ting. Og det er langt sjovere at koncentrere sig om, end det der har været.

"Oliver Twist" har premiere på Det Ny Teater 17. september.